Samklang med das Sein

Samklang med das Sein
Skrevet af Hans og Johan Fynbo, April 2002

   I denne klumme vil vi prøve (igen) at beskæftige os med, hvad det særegne ved naturvidenskab egentlig er. Vi er begge unge forskere, der (ligesom de fleste andre AstroGym skribenter) har brugt en stor del af de seneste 15 år på at komme til at forske indenfor fysik og astronomi. Hvorfor? Det vil vi gerne prøve at indkredse her. Spørgsmålet er: hvad er det særegne ved at beskæftige sig med naturvidenskab, der gør, at det er værd at bruge tid, energi og (for samfundet som helhed) penge på?

   Man kan komme nærmere et svar på dette spørgsmål ved at indkredse hvad naturvidenskab egentlig er for en størrelse. For 2500 år siden gjorde græske naturfilosoffer to meget dybe og grundliggende iagtagelser. Den første, at verdens gang er rationel bestemt - og ikke resultatet af Guderne i Olympens vilkårlige indfald, og den anden, at verdens gang er sådan gestaltet, at vi mennesker - med mere eller mindre anstrengelse - kan forstå den. Olaf Pedersen illustrerer i sin bog ``Naturerkendelse og Theologi´´ dette gennembrud ved at citere Herodot af Harlikarnassos. Herodot rejste rundt i Hellas og i de øvrige lande i det nære Østen for at samle materiale til sit 9-bindsværk om Perser-krigenes historie. Thessalierne fortæller ham, at Thessalien oprindelig var en stor indsø omgivet af bjerge, der forhindrede floden Peneros i at nå havet. Herodot fortsætter:

"I midlertid beretter Thessalierne selv, at Poseidon lavede den kløft, hvorigennem floden Peneros flyder ud, og deres historie er plausibel. Thi enhver, der tror at Poseidon ryster jorden, og at revner frembragt af jordskælv er denne guds værk, vilde ved at se kløften sige, at Poseidon frembragte den. Thi det forekommer mig indlysende, at bjergene blev skilt fra hinanden som følge af et jordskælv"

    Herodots vending ``Thi det forekommer mig indlysende ´´ viser, at han er begyndt at tænke på en ny måde ulig Thessaliernes måde at tænke på.
   Og denne nye måde at tænke på skyldes, at han har indset, at fænomener i naturen kan forklares og forståes rationelt. En anden (typisk) måde at se skiftet på er, at man går fra at spørge ``hvorfor?´´ til at spørge ``hvordan?´´, d.v.s. fra at søge en mening til at søge en rationel sammenhæng. Umiddelbart lyder dette skift måske for nogen temmelig skuffende : fra at have en verden befolket med besjælede bjerge og med et væld af Guder omkring os, får vi en verden karakteriseret ved lovmæssighed og orden. I virkeligheden er det lige omvendt. Der er ikke noget, der pludselig er blevet forbudt eller skåret bort. Pointen er, at verden kommer os nærmere og bliver større. Vi har lært, at der er et mønster af årsag og virkning i de naturlige fænomener, og at vi kan aflæse dette mønster (som tilmed er meget smukt som Gert Josef Fode elegant har beskrevet i en tidligere klumme). Nogle af de Græske og senere de Romerske og kristne filosoffer tolkede denne orden i verden som et spejl af en trancendent Skabers rationelle natur. På denne måde har Naturerkendelsen og teologien påvirket hinanden op igennem de seneste 2000 år, men det er en anden historie som med fordel kan læses i Olaf Pedersens bog.
   Det store og forunderlige ved naturvidenskab er altså, at det er en beskæftigelse med at aflæse naturens mønster. Kriterierne for succes er dybest set udenfor-menneskelige. Det er ikke som når man (ihvertfald mange af os) i puberten ofrede mange bekymringer på ikke at falde udenfor, på at indfri forventninger. Med videnskab er det som i reklamen i filmen "What women want": no games, just sports. Det menneskelige har sine egne, helt vidunderlige aspekter - meningen er ikke at nedgøre det. Men det er altså fascinerende, at mønsteret i naturen er noget ikke-menneskeskabt som vi kan aflæse under udfoldelse af stor anstrengelse og kreativitet (naturvidenskabens metode er en anden historie som fortjener en selvstændig klumme). Det er nok her, noget af det nørd-ry naturvidenskaben har, kommer fra. Naturvidenskaben anses for at være ``verdensfjern´´, d.v.s. fjern fra det menneskelige. Her er det (naturligvis) igen lige omvendt. De fleste af os bliver høje på virkelighed. Et dejligt citat, der viser denne pointe, er fra Platons symposium :

"På dette tidspunkt af livet, kære Sokrates, sagde min veninde fra Manteneia, er livet værd at leve for et menneske, mere end på noget andet punkt, når man står ansigt til ansigt med selve det skønne. [..] Mon det ville være et ringe liv, når man har blikket rettet på det, griber det med den sans, hvormed det kan gribes, og lever med det? Tænk på at det kun er på denne måde, ved at skue skønheden således som den ene kan skues, at han kan skabe, ikke skyggebilleder siden det ikke er skyggebilleder han favner, men selve det i sandhed fuldkomne fordi han griber virkeligheden. "

   Oven i denne inderste kerne i den naturvidenskabelige beskæftigelse kommer naturligvis en sovs af mere menneskelige faktorer i naturvidenskaben. Hvilke artikler, der citeres (det målbare succeskriterium), hvem der får forskningsbevillingerne, hvem der får de forjættede faste stillinger, endog hvad vi forsker i, afgøres udfra rent menneskelige faktorer (hvilket igen jo ikke nødvendigvis er skidt.) Men for at blive en god videnskabsmand må man prøve at komme i samklang med das Sein, aflæse naturens mønster. Og det er helt enormt spændende. Derfor.