Verdensbilleder

Verdensbilleder
Skrevet af Johan Fynbo, August 2001

I denne klumme vil jeg komme med nogle strøtanker om verdensbilleder i bred forstand - om verdensbilleder hos forskellige folk og om hvad man kunne kalde det moderne verdensbillede. Gennem historisk tid og sikkert også i forhistorisk tid har objekter på himlen indtaget centrale positioner i de mange verdensbilleder, som er kommet og gået. Verdensbilleder er noget næsten uundværligt for ethvert samfund, og bevidst eller ubevidst går vi alle rundt med en forestilling om hvordan verden er, hvor den kom fra, hvor den går hen og hvilken rolle vil selv spiller i det store spil. Gennem størstedelen af historien har verdensbilledet været forbundet med en religiøs forestilling om verden, der alle på en eller anden måde knytter en forbindelse mellem mennesket og verden. I Vølvens spådom, der er et oldnordisk digt nedskrevet på Island i 1200-tallet men sikkert er 2-3 hundrede år ældre, står der at læse om den nordiske forestilling om verdens begyndelse. Vølven fortæller om jorden (Midgård) og de første menneskers (Ask og Embla) skabelse (strofe 2-6 og 17-18 - klik for at læse):

Vølvens spådom

Jætter tømrede verden ud af en Ask i fordumstid. Sol, måne og stjerner forbindes med problemet med at holde styr på tiden. Guderne (aserne) bragte verden fra en gold og tom og kaotisk tilstand til en tilstand af orden. De samme guder, som gav verden orden, solen sin bane og stjernerne og månen hvert sit sted gav også de første mennesker, Ask og Embla, og dermed os alle, skæbne, ånde, ånd og livets varme. Lignende træk kendetegner alle grundliggende verdensbilleder lige fra Egypterne, Babylonerne, Grækerne og naturfolks verdensbilleder. Mennesket var en del af en større, meningsfuld sammenhæng. Denne opfattelse kendertegner også de fleste videnskabsmænd, der var med til at skabe det man med et dumt ord kalder det "Moderne verdensbillede" ( Tyge Brahe, Galileo Galilei, Johannes Kepler, Isaac Newton).

Men efter det såkaldte moderne gennembrud er det som om et modsat synspunkt har trængt sig på. Et glimrende eksempel på dette nye synspunkt finder man i en tyk bog ved navn "Verdens-Udviklingen" skrevet af Vilhelm Rasmussen og udgivet af Gyldendal i 1926 (jeg fandt bogen i et antikvariat). Vilhelm Rasmussen var forstander for Statens Lærehøjskole fra 1924 og skrev flere internationalt anerkendte bøger om børns udvikling. Vilhelm Rasmussen diskutere udviklingstanken på et tidspunkt, hvor der var hæftig debat om det emne, specielt formodentlig mellem en stivnakket kreds af folk fra indre-mission og eksponenter for det "moderne". Vilhelm Rasmussen skriver om den nye verdensforståelse (s.11) :

Af ganske særlig Interesse er Menneskets Udvikling; ti det det er os saa meget nærmere end alt andet, og hvad vi kan lære om dets Oprindelse, sætter os mere end noget anden Udviklingshistorie i Stand til at ordne Livets Forhold til vort Bedste. Udviklingslæren er derfor ogsaa trængt und i alle Videnskaber om Mennesket; ikke en eneste Side af menneskeligt Væsen og Virke er uberørt af den.

Så Vilhelm Rasmussen mener, at det nye verdensbillede har stor betydning for vores væsen og virke, hvilket jeg tror er rigtigt. Vilhelm Rasmussen beskæftiger sig en del med gamle skabelseslegender, bl.a. skriver han om ur-australierne og Buskmændene i det sydlige Afrika (s.13, klik for at læse):

Australiens "Vilde" og Buskmændene

Vilhelm Rasmussen går videre med et "Negerfolk i Nærheden af Nilens Kilder...", men jeg stopper her. Ringeagten er slet skjult, og man fornemmer, at Vilhelm Rasmussen ikke vil begræde de to folks udryddelse. Det er nok det den gode Rasmussen mener med, at det nye Verdensbillede har betydning for vores virke (ikke fordi folk med andre synspunkter var søde ved ur-australierne og buskmændene - de brugte bare andre argumenter end forædling af menneskeslægten, når de slog dem ihjel).

Vilhelm Rasmussen kommer tilsidst i sin gennemgang af "Barnlige Verdensbilleder" med følgende generelle iagttagelse :

En [...] Fejl ved de gammeldags Sagn er den Indbildning, at Jorden er noget særligt stort, medens Solen og Stjernerne er ganske smaa. Det kommer for Eksempel saa tydeligt frem i den mosaiske Lære, hvor det fortælles, at Jahve skabte Solen og Stjernerne, for at de kunde lyse over Jorden og sætte Skel mellem Dag og Nat. Sandheden er, at Jorden er et usselt lille Fnug i Sammenligning med de andre Kloder i Universet; og derfor er det ganske urimligt at mene, at de skulde være bleven til for Jordens skyld.

Det er jo unægtelig sandt at jorden hverken er særlig stor eller i centrum af universet. Men det er sært, at jorden skal være ussel. Det er det jeg mener er et nyt synspunkt. Fra at have været i Universets centrum skal vi skubbes så langt væk som muligt fra nogensomhelst særegen eller meningsfuld position i universet (se f.eks. her). Det er muligt, at det faktisk er sådan, nemlig at vi bare er et selv-organiseret, energetisk molekylært affinitetssystem "på linie med støv, stjerner og hele universer, og ganske som de hensides mening, logik, moral, intension, begær, og andre synaptisk baserede filosofisk-teosofisk-mentalistisk-lingvistiske illusioner" for at trække linien tilbage til en tidligere klumme. Men jeg tror ikke det nødvendigvis er sådan. Jeg tror personligt, at vi er mere end et sandkorn på stranden.

Det moderne Verdensbillede

Hvad er det moderne verdensbillede? Måske kan man ikke længere på samme måde som hos Egypeterne, Babylonerne, Naturfolkene og i Middelalderens Europa tale om et fælles verdensbillede for vores kultur. Man vi kan ihvertfald tale rimlig veldefineret om Naturvidenskabens verdensbillede p.t. Vi har nu god grund til at tro, at universet var meget anderledes, når vi skruer tiden 13-15 milliarder år tilbage, så universet udvikler sig - det står fast. Universet udvider sig, så alting var tættere og varmere i fortiden. Vi har særdeles god grund til at tro at universet var meget varmt - faktisk varmere og varmere jo længere vi går tilbage. Den varmestråling, der blev udsendt i det unge univers ser vi stadig i form af den kosmiske baggrundsstråling. Hvad der skete helt i starten, ved vi ikke. Man kan undertiden høre udsagn så som: "Universet opstod ved en tilfældig kvantefluktuation", hvilket jeg dog mener er et temmeligt meningsløst udsagn. I vores nuværende forståelse af verden kredser jorden rundt om typisk en stjerne i en typisk middelstor galakse af hvilke der er tusindvis af milliarder i universet. Så solen indtager virkelig ikke nogen speciel position. Jordens position er nok speciel i den forstand, at jorden netop er i en sådan afstand fra solen, at vand er flydende på jorden. Hvis jorden var ikke ret meget tættere på solen, så ville vandet fordampe (som på Venus), mens det ville fryse, hvis jorden var en smule længere vaek (som på Mars). Om fremtiden ved vi naturligvis intet, men hvis man fremregner baseret på de teorier, vi har idag, så vil universet blive ved med at udvide sig i det uendelige og alting vil til sidst være helt koldt og dødt og meget langt fra hinanden. Denne fremregning lyder så dystert, så jeg håber den er forkert, men på den anden side er det nok det man med rette kan kalde et akademisk problem, idet tidsskalerne er formidable. Solen brænder endnu i 4-5 milliarder år, så endnu skal vi bekymre os for meget om det perspektiv medmindre vi er overordenlig meget akademiske. Endvidere kan jeg ikke dy mig for den kætterske tanke, at vi nok næppe har fundet det endelig svar på, hvad der sker med (rettere i) universet til syvende og sidst. Trods alt er opdagelsen af universets udvidelse ikke mere end godt 70 år gammel, så mon ikke universet har en ting eller to mere at lære os i og om fremtiden.

Hvilken rolle liv indtager i dette billede er temmelig uklart. Vi ved ikke om livet kun findes på jorden eller om det er udbredt i universet. Vi ved idag, at livet på jorden dukkede op ligeså snart den unge jord var kølet af og at livet har udviklet sig fra simple, en-cellede organismer af kringlede veje til den mangfoldighed af liv vi idag ser overalt på land, til vands og i luften. Personligt finder jeg det usigeligt fascinerende, at der findes et sted som jorden, hvorpå der eksisterer noget sådant som liv. Jorden kan på ingen måde kaldes ussel - snarere vil jeg kalde den en oase, hvis man ser sig omkring i solsystemet i hvertfald. At livet endvidere kan opnå noget vi kalder bevidsthed og erkende meget grundliggende (vil jeg hævde) egenskaber ved universet, så som eksistensen af fundamentale naturlove - det er helt uforståeligt for mig (hvilket dog ikke betyder alverden). Der må her gemme sig en meget fundamental og ikke triviel egenskab ved liv og ved universet.