Dante og stjernerne

Dante og stjernerne
Skrevet af Johan Fynbo, August 2003

I min sommerferie har jeg haft stor fornøjelse af læse Dantes "Gudommelige Komedie". Komedien er ikke en komedie i den forstand vi idag bruger ordet, men en poetisk beskrivelse af Dantes vandring i gennem de tre dødsriger: Helvede, Skærsilden og Paradiset i påskeugen år 1300. Komedien er skrevet af Dante Alighieri (1265-1321) fra Firenze, formodentlig i årene 1304-1321. Komedien giver et vidunderligt indblik i verdensbilledet i den sene middelalder, både fysisk, filosofisk og religøst. Dante bliver først ledt igennem Helvedet og Skærsilden af oldtidsdigteren Vergil, der er et stort forbillede for Dante. Vergil befinder sig selv i Limbo, der er den mildeste del af Helvedet. Her ender alle de, der døde uden at have modtaget dåben. I Paradiset bliver Dante ledt af sin Beatrice, en kvinde som Dante elskede hele livet, men aldrig fik.



"Dante og de tre kongedømmer" af Domenico de Michelino (1417-91)

Det mest slående ved verdensbilledet anno 1300 er i mine øjne, at alt gennemstrømmes af guddommelig retfærdighed og guddommelig kærlighed. Først Vergil og dernæst Beatrice oplyser Dante om denne kosmiske orden, og undervejs i denne dannelsesrejse spiller astronomien en fremtrædende rolle. Dante bruger astronomien både som billede på den kosmiske orden og samtidig til at illustrere, hvordan tiden går under vandringen (turen tager tre dage - én dag per dødsrige - på samme måde som Kristus opholdt sig tre dage i dødsriget efter korsfæstelsen). I denne klumme vil jeg give nogle eksempler på Dantes brug af Astronomien og derved komme lidt ind på Dantes og dermed middelalderens verdensbillede. Som altid har andre fået denne ide før mig og også udført den meget bedre, så den interesserede læser kan med fordel læse mer (på engelsk) her.
I Helvedet kan ingen se stjernerne, så det er først i Skærsilden, at stjernerne kan ses. Beskrivelsen af vandringen i Helvedet afsluttes med ordene (I Ole Meyers oversættelse):

Min fører og jeg selv fulgte nu vejen
der leder op imod den lyse verden;
og uden at bekymre os om hvile
klatred vi begge op - han først, jeg efter -
indtil et rundt hul øverst lod mig ane
en flig af himlens skønhed. Derfra steg vi
omsider op, og genså nattens stjerner.

På den anden side af hullet ligger Skærsildsbjerget. Skærsildsbjerget ligger i Dantes univers på den sydlige halvkugle, antipodisk i.f.t. den hellige by Jerusalem på samme måde som nordpolen og sydpolen er antipodiske. Modsat hvad man ofte hører, så er der altså i middelalderen ingen tvivl om at Jorden er rund. Dante skriver om himlen set fra stranden foran Skærsildsbjerget:

Blidt som en østerlandsk safir i farven
var himmelrummet mine øjne nu så
og glædede sig ved, da jeg steg op fra
den døde luft, hvor øjnene og brystet
blev tynget ned af gruen som jeg mødte.
Det himmellegeme der vækker lysten
til kærlighed, optændte himlen østpå
mens Fiskene, der fulgte bag det, blegned.
Jeg vendte mig mod højre og betragted
himlen mod syd: der så jeg fire stjerner
som kun de første menneskers blik har skuet,
og himlen lystets op, ligesom af glæde -
du stakkels halvkugle mod nord, hvor fattig
er du, som ikke ejer disse stjerner!

Med andre ord er Venus i øst, mens stjernetegnet Fiskene blegner p.g.a. den tiltagende sol i øst - det er tidlig morgenskumring på vandringens anden dag. På den sydlige himmel, som ingen (Europæer) dengang havde set, ser Dante fire fantastiske stjerner. Dette skal nok ikke forståes som Sydkorset, men fortolkes normalt ifølge Ole Meyers fortrinlige noter som et billede på de fire kardinaldyder Klogskab, Retfærdighed, Mod og Mådehold. I starten af II sang skriver Dante, i form af den altvidende fortæller:

Solen var allerede nået ned til
den horisont hvis zenith hviler over
Jerusalem. På Jordens anden side
steg Natten op af Ganges; endnu bar hun
på Vægten, som hun siden lægger fra sig
når hendes tur er kommet til at herske.

Med andre ord er det ved at blive nat i Jerusalem, der jo ligger antipodisk i.f.t. Skærsildsbjerget. Lidt senere, i sang IV, er Dante og Vergil kommet lidt op ad bjerget. Her er Dante i fortællingen i modsætning til Dante som fortæller ikke klar over tingenes rette sammenhæng:

Her satte vi os begge for at hvile,
med ansigtet mod øst, der hvor vi kom fra,
og frydede os ved vejen der lå bag os.
Jeg retted først mit blik dybt ned mod stranden,
og dernæst op mod Solen - og forbøffet
så jeg at lyset ramte os fra venstre.
Min digterven bemærked at jeg stirred
forbavset på den lysets vogn hvis bane
gik nordlig, ikke sydligt over himlen.

Vergil ser altså, at Solen står i nord som den jo rigtig nok gør på den sydlige halvkugle. Vergil forklarer ham herefter den rette sammenhæng, hvorefter Dante svarer:

- "Klart indser jeg nu, mester," sagde jeg, "hvordan
jeg før tog fejl; for dine ord har vist mig
ideen: selve cirklen som beskriver
en midterlinie i den høje himmel -
den som af nogle kaldes for Ækvator,
og stedse står imellem sol og vinter -
den må, som du forklarer, fremstå herfra
som nordlig, mens de gamle jøder så den
ned mod de varme lande, altså sydlig.
..."

Senere, i sang XVI kommer Dante ind på astrologien. Han har truffet Marco Lombarderen der i Skærsilden soner sin hidsighed ("løser vredens knude" kalder Dante det). Fortvivlet over menneskets svaghed overfor synden vil Dante vide om dette skyldes himlen, altså indflydelsen fra planeterne:

"... men sig mig grunden, ber jeg dig! Og vis mig
hvem der har ret: er himlen skyld i dette?"
Han sukked dybt: et halvkvalt "Huuj" af smerte
kom først, og derpå fatted han sig sådan:
"Min broder, du er blind som verden er det.
I levende tror himlene er årsag
til alt der hænder - som om deres kredsløb
bevæged alle ting af nødvendighed.
Men var det sådan, ville det jo stride
mod selve viljens frihed, og mod loven
der straffer ondskab og belønner godhed.
Det himlen gør, er blot at den bevæger
jer første gang, og det endda kun delvis;
men selvom det var mer, fik I dog lyset
der viser godt og ondt, og frie viljer
der først kun kæmper svagt mod himlens stjerner,
med siden vinder, hvis de næres rigtigt.
..."

Der er her tale om tanker, der går tilbage til Aristoteles forestillinger om den første bevæger - den første årsag. Der er nok nogen indflydelse fra stjernerne, men ikke vedvarende. Det udelukkes med det moralsk argument, at der ikke ville være nogen skyld, hvis viljen ikke var fri.
Henunder aften, da vandringen op ad Skærsildsbjerget nærmer sig sin afslutning, bruger Dante igen astronomien til at angive tidspunktet (sang XXVII):

Som når dens første stråler netop skælver
på stedet hvor dens skaber måtte bøde,
og vægten stiger op over Ebros vande
mens Ganges brænder under middagsheden -
stod solen nu: således hælded dagen
mod aften, da Guds engel kom til syne.

Ebro er en flod i Spanien. Dante troede der var omtrent seks timers tidsforskel mellem Indien og Israel og tilsvarende seks timers tidsforskel mellem Israel og Spanien. Endelig er der jo tolv timers tidsforskel mellem Jerusalem og Skærsildsbjerget, der jo som sagt ligger antipodisk i det middelalderlige verdensbillede. Da fortællingen foreår i Påsken, altså lige efter forårsjæøgn, er dagen 12 timer lang. Når solen står op i Jerusalem er det midnat i Spanien, middag i Indien og solnedgang på Skærsildsbjerget.
Paradiset befinder sig i de øvre himmelsfærer (fra månen og opefter), så derfra kan man ikke se himlene på sædvanlig vis. Skærsilden afsluttes med ordene:

Af hellig bølge steg jeg op på stranden,
genfødt og ny, som når de unge træer
om foråret fornyes med nye blade -
ren, rede til at møde himlens stjerner.

Jeg synes Dantes "Guddommelige komedie" er en fantastisk smuk beskrivelse af den totale orden, guddommelig retfærdighed og kosmos, der kendetegner verdensbilledet i den sene middelalder. Ikke længe efter Dante skulle dette verdensbillede blive rystet og bryde sammen først med renæssancens (gen)fokuseren på og øgede tro på menneskets fornuft og for alvor med den Kopernikanske revolution og den for kirken meget uheldige historie med dommen mod Galileo Galilei. Den holdning renæssancen brød med fremstilles meget godt i Skærsilden sang III, vers 33-44:

Kun tåber tror at vor fornuft kan følge
de underfulde veje som han vandrer
hvis væsen sammenfatter tre personer.
Slå jer til tåls, I mennesker, med et Quia!
For hvis I så og fatted alt til fulde,
var jo Marias barsel overflødig;
og I har set hvor ivrigt andre stræbte,
men kom til kort, til trods for deres evner;
de længes nu til evig tid i Limbo
- jeg mener Aristoteles og Platon
og fler med dem...

Der er en slående forskel på vores verdensbillede idag og det, der var fremherskende på Dantes tid. Dengang var der komplet harmoni mellem Filosofien, Fysikken og Teologien. Middelalderen var ikke uvidende om fysiske love - f.eks. står der i Skærsildens sang XV, vers 10-24 i.f.m. synet af en engel:

Med ét fornemmed jeg et lys der ramte mit ansigt med langt større glans og styrke end nogensinde før på vores vandring: jeg løfted hånden op til brynet og skærmed for den lyskilde der ganske forvirred mig og blændede mine øjne. Som når fra vandets eller lysets flade en stråle kastes op i modsat retning i samme vinkel som den før faldt nedad, idet den fjerner sig i samme afstand fra linien som en sten der falder, følger (hvad både teori og praksis viser), således var det som om jeg blev ramt af et lys der reflekteredes foran mig, og hastigt flygted mine øjne for det.

Her beskrives den grundlæggende lov for al optik, nemlig at udfaldsvinklen er lig indfaldsvinkel, når lys reflekteres. I Paradiset, sang II er der en lang diskussion af, hvorfor der er mørke og lyse områder på månen. Her argumenteres der både ud fra Aristoteles, fysiske eksperimenter ("...men indvendingen holder ikke hvis man gør et eksperiment - og den metode er kilde til al kunst og viden hos jer..." siger Beatrice i vers 94-96) og teologisk/filosofiske overvejelser. Den primære forskel mellem deres og vores verdensbillede er i mine øjne at deres præmis for verdensbilledet var denne totale harmoni mellem det religiøse, filosofiske og fysiske verdensbillede. Det grundlæggende var biblen og fortolkninger heraf.
I dagens Danmark findes der ingenlunde en harmoni, hvad de seneste skriverier og læserbreve omkring Thorkild Grosbøll, præsten i Taarbæk, illustrer udemærket. Forholdet er mest i den protestantiske verden i ufrugtbar grad blevet trukket skarpt op: hvis man er kristen anses man for håbøs idiot af dem, der anser sig for værende i overensstemmelse med det såkaldt moderne verdensbillede og vice versa. Under alle omstændigheder er det idag op til den enkelte at finde sit synspunkt og et verdensbillede, hvilket i sig selv er godt. Men det betyder også, at vi til en vis grad lever i hver vores verden.