tirsdag den 9. maj 2017

Marv, ikke bark

For tiden virker det mindst lige så vigtigt at synes som at være. Form frem for indhold. Den ”X-factorisering” i dansk forskning kan i værste fald skræmme dygtige unge væk.
UGENS MENING: Astronomen Tyge (eller Tycho på latin) Brahe, der virkede i sidste halvdel af 1500-tallet, havde nogle interessante valgsprog: ”Medullas non cortices” som kan oversættes til ”marv, ikke bark”, og ”Non haberi sed esse” som kan oversættes til ”Ikke synes, men være”. Tychos mening var, at det vigtige for valget af vore livsgerninger må være substansen ikke overfladen, det vigtige er ikke, hvordan man fremstår, men hvad man står for. Der vigtige er ikke indpakningen, men essensen.
Tycho må også have følt en stærk trang til, at hans livsgerning skulle tilegnes noget fundamentalt vigtigt, forskningen af skaberværket, snarere end stræben efter magt og indflydelse.
Det er tankevækkende, at Tycho har valgt disse valgsprog. Han må jo have følt en frustration over, at skallen ofte synes vigtigere end kernen, at det ofte er vigtigere, hvordan man fremstår i andres øjne end, hvad man faktisk er eller kan. Tycho må også have følt en stærk trang til, at hans livsgerning skulle tilegnes noget fundamentalt vigtigt, forskningen af skaberværket, snarere end stræben efter magt og indflydelse. Tycho havde en gylden periode fra 1572, hvor han gjorde sit livs vigtigste opdagelse af en ny stjerne, en supernova i vores moderne terminologi, frem til sidst i 1580erne, hvorefter han langsom faldt i unåde hos magthaverne i landet. I de gode år drev Tycho et forskningscenter på øen Hven i Øresund med et stort, internationalt forskerhold bag sig. Tycho Brahe var i disse år begunstiget af en meget generøst kong Frederik d. 2., der tildelte Tycho op mod en procent af statens budget til den astronomiske forskning. Efter Frederik d. 2.’s død i 1588 gik det tilbage for Tycho Brahe i Danmark og til sidst omkring 1597 måtte han forlade Danmark.
Hvorfor synes jeg det er interessant at se på Tychos valgsprog og livsgerning? Jeg synes vi i tiden ser nogle bevægelser imod en invertering af Tychos valgsprog i forskningen: det er mindst lige så vigtigt at synes som at være. Der findes flere eksempler. F.eks. forsøger region Syddanmark med i projektet ”Et sundere Fyn” at involvere medborgerne ved at lade dem deltage i udvælgelsen af et blandt fem forskningsprojekter indenfor sundhedsvæsenet. Jeg synes tanken i udgangspunktet er sympatisk, men metoden er forkert. Et andet eksempel er det just afholdte ”PhD cup”. Formålet er igen beundringsværdigt, nemlig på 3 minutter at formidle forskning fra et PhD projekt til en bredere offentlighed, men jeg er ikke begejstret for formatet. Formatet minder mere om DM i stand-up end om formidling af forskning. I DM i stand-up handler det om at kunne ”brænde igennem” som det hedder, når vi er til formidlingskursus.
Det er endnu vigtigere at forklare folk, hvad problemerne er og udfordre dem til at tænke selv, end det er at fortælle om løsninger og underholde.
Perspektivet i projekterne i region Syddanmark og bag PhD-cup vil på sigt bidrage til at fremme forskning, der kan forklares hurtigt og umiddelbart forståeligt til et publikum uden baggrundsviden. Det vil fremme forskere, der kan ”brænde igennem” og underholde. Men mange gode forskere er introverte, hvilket indenfor forskningen ikke nødvendigvis er et problem. Måske nærmere tværtimod! I hvert fald må vi ikke skræmme alle de introverte, men dybt begavede unge mennesker væk fra forskningen ved at tegne det billede, at forskning handler om ”at sælge varen”. Det er endnu vigtigere at forklare folk, hvad problemerne er og udfordre dem til at tænke selv, end det er at fortælle om løsninger og underholde.
Noget lignende gør sig gældende med den megen snak om Elite og Excellence. Umiddelbart virker det sympatisk at støtte og fremhæve de bedste forskere. Tanken er, at forskningen styrkes ved stærke forbilleder og rollemodeller. Men i praksis kommer man efter min mening mere eller mindre vilkårligt til at fremhæve nogle få procent meget synlige forskere blandt en meget større gruppe af fremragende, men måske mindre synlige og sikkert mere introverte forskere. Og med fremhævelse mener jeg ikke bare synlighed, men ekstrem finansiel begunstigelse (næste ala Tychos). De der ophæves til elite eller excellence modtager bevillinger på 40-70 millioner kr over 5-6 år, mens flertallet kæmper med succesrater på under 10% på de årlige ansøgninger til forskningsrådene. Denne trang til at skabe synlige forbilleder skaber muligvis flere problemer end det løser. Jeg vil endda gå så vidt som at betragte hele Penkowa-skandalen som et ekstremt symptom på denne fokus på at ”synes” snarere end at ”være”.
Respekten for vores medborgere viser forskere ikke ved at tilbyde en ny form for underholdning, men ved at bedrive og udgive artikler om god forskning og ved, hvis de har evnerne, at formidle deres forskning gennem foredrag, bøger, artikler o.s.v.
Nu sidder der ganske sikkert nogen og tænker noget med forskere og elfenbenstårne. Men jeg respekterer mine medborgere meget højt. Det er netop med udgangspunkt i den respekt, at jeg er skeptisk overfor i et vist omfang at reducere forskning og forskningsformidling til en del af underholdningsindustrien. Respekten for vores medborgere viser forskere ikke ved at tilbyde en ny form for underholdning, men ved at bedrive og udgive artikler om god forskning og ved, hvis de har evnerne, at formidle deres forskning gennem foredrag, bøger, artikler o.s.v. Ligesom der findes andre meningsfulde måder at involvere medborgere i forskning. For eksempel kan man hjælpe med at lokalisere og klassificere supernovaer i fjerne galakser som citizen scientist (fx i projektet galaxy zoo), eller i fysikkens verden ved udvikling i nye metoder i kvantefysikken som i Jacob Shersons forskning.
Jeg synes, at det er problematisk og mere til skade end til gavn, hvis man antager eller hævder, at forskning bare er noget man kan komme ind fra gaden og enten deltage i eller prioritere. Derfor mener jeg, at regering, regioner og andre ledende organer bedst respekterer medborgerne ved at lade selve financieringen og bedømmelsen af forskningen foretages af uafhængige, kompetente fagfæller (gerne fra udlandet). Jeg synes, det er fejlagtigt og skadeligt at lade sig inspirere af musikkens X-faktor show, og det kan medvirke til ringere forskning og stikke de unge blår i øjnene.