søndag den 28. august 2016

Stephen Hawking i København

24. august fik jeg en helt usædvanlig fødselsdagsgave, nemlig muligheden for at opleve et foredrag med den verdenskendte Engelske teoretiske astrofysiker Stephen Hawking. Stephen Hawking besøgte Danmark i.f.m. en konference i Videnskabernes Selskab. Med rettidig omhu var det lykkedes Carlsberg fondet at få Stephen Hawking engageret til et offentlig foredrag i DRs koncertsal. Foredragets titel var "Quantum Black holes" - Kvantesortehuller. På forbløffende 18 minutter var foredraget udsolgt, så for at imødekomme denne overvældende interesse for foredraget blev der også transmitteret direkte til 27 biografer landet over. Det må være den største videnskabsformidlingsbegivenhed i Danmark i årtier. I DR koncertsalen var tilhørene blevet instrueret i at komme i god tid. Tilmed var foredraget en smule forsinket, så der opbyggede sig en intens stemning af forventning. Efter en åbningstale fra Professor Flemming Besenbacher, som er formand for Carlsbergfondet, kom Stephen Hawking ind på scenen sammen med en assistent til stor applaus fra publikum. Stephen Hawkings foredrag bestod af række foredrags-slides med tilhørende forindtalt tale fra Stephen Hawking. Jeg tror han skiftede fra den ene slide til den næste v.h.a. en muskel i ansigtet. I øvrigt var han der bare - som en mærkelige tilstedeværelse. For mig var foredraget et stor oplevelse af to grunde. Først og fremmest synes jeg fysikken er dybt interessant. Stephen Hawking forklarede hvad sorte huller er: områder med så intense tyngdefelter, at der findes en mindste afstand hvorfra intet kan slippe bort. Alt der kommer indenfor denne grænse, kaldet Schwarzschild-radius, er uafvendeligt fanget og kan ikke slippe bort. Dette gælder også for lys. Stephen Hawking sammenlignede med en kajak-roer på vej mod Niagaravandfaldene: så længe man er over faldet kan man undgå at falde ned, men er man først kommet ud over kanten, så er der ingen vej tilbage. Han fortalte også om tidligere vigtige bidragere til studiet af sorte huller, f.eks. John Wheeler og Roger Penrose. Dernæst kom han ind på det fænomen han er mest kendt for: Hawkingstråling. Sorte huller er ikke uforanderlige kosmiske gravstene for kosmiske katastrofer, men derimod forgængelige objekter. P.g.a. en for store sorte huller som dem vi kender uhyre langsom udsendelse af stråling vil de langsomt fordampe. Hawking udviklede også tanken om hele Universet som en dannelsen af et sort hul spillet baglæns i tid. Jeg gad vide om begrebet Hawkingstråling også er relevant for Universet som helhed? Endelige omtalte han den problemstilling, der har optaget ham senest nemlig det såkaldte informationsparakdoks og det væddemål han har indgået i den forbindelse: hvis sorte huller kan fordampe, hvad sker der så med den information, der var indeholdt i det materiale, der forsvandt ind i det sorte hul? Jeg vil ikke rode mig dybere ud i denne problemstilling, men istedet henvise til Suskinds bog: The Black Hole War. Jeg tror ikke den endelig løsning på disse problemer er fundet og deri ligger det mest interessante: dette er et fundamentalt problem og i fysikken er problemer en gave fra himlen. De er nemlig det første og vigtigste skridt på vejen mod nye indsigter. Den anden grund til, at foredraget var en stor oplevelse er mennesket Stephen Hawking. Der er noget essentielt menneskeligt over ham som han sidder der i sin kørestol. Hans foredrag rummede stor humor og varme - og det er gribende at opleve, hvordan Hawking kan nå ud til sit publikum med denne varme og humor trods hans handicap. For mig er mennesket, og vores sære bevidsthed og dens stræben efter forståelse, lige så interessant som de sorte huller som denne særlige bevidsthed, Stephen Hawking, fortalte os om 24. august 2016. Efter foredraget blev Stephen Hawking mødt med et langvarigt stående applaus. Der var kærlighed i luften. Det hele blev afsluttet med gode øl fra Jacobsen bryg.

lørdag den 2. januar 2016

Tro og videnskab: modsætninger eller medsætninger?

Tro og videnskab: modsætninger eller medsætninger?

(Julekronik i Berlingske tidende 24. december 2015)

Tro og videnskab fremstilles oftest mere eller mindre som hinandens modsætninger, herhjemme senest i.f.m. udnævnelsen af Esben Lunde Larsen som uddannelses- og forskningsminister.

I mit eget liv lever tro og videnskab side om side. Min livsgerning er knyttet til astronomien. Mere specifikt arbejder jeg som astronom ved Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet. I min forskning belyser jeg egenskaberne ved de første galakser, der opstod nogle hundrede millioner år efter det ”Big Bang”, der i henhold til de seneste målinger løb af stablen for 13799 millioner år siden med en usikkerhedsmargin på omkring 21 millioner år. I den just læste sætning optræder der betegnelser som ”galakser” og ”Big Bang” og talværdier som 13799 millioner år med tilhørende usikkerhedsmargin som beskriver fænomener i virkelighed og værdien af størrelser som vi gennem naturvidenskabelig forskning har bragt frem i menneskehedens opmærksomhedsfelt. Naturvidenskaben er en hel særlig måde at ”gå til verden” på. Den naturvidenskabelige metode er en omstændelig vekslen mellem opstilling af modeller og hypoteser, efterprøvning med målinger, revision af modeller, o.s.v. Naturvidenskabelig udsagn skal være præcise og hvile på omhyggelig målinger som kan efterprøves uafhængigt af andre forskere. Ved hjælp af denne metode har vi opbygget en forståelse af verden, der har tilladt udvikling af al den teknik vi ser omkring os og vi har fået dyb indsigt i, hvordan verden er opbygget fra de mindste elementarpartikler til enorme galakser.

Samtidig er troen også en del af mit liv. Jeg har den med hjemmefra idet mine forældre opdrog mig i den kristne tro. Det var ikke nogen speciel højkirkelig opdragelse, men jeg gik sammen med mine brødre i søndagsskole og blev senere konfirmeret. Troen er en del af baggagen fra hengangne slægter som jeg stadig har med mig. Troen gør, at jeg kan se en værdi i andre sætninger end de naturvidenskabelige. Jeg synes jeg forstår vers som dette smukke af Ingeman fra salmen ”Lysets engel går med glans”:

Os har og Vorherre kær:
ingen sjæl han glemmer.
I hvert solglimt Gud er nær
og vor glade morgensang fornemmer. 

Her tales godt nok om lys og solglimt, men det er tydeligvis en anden form for sætninger end den om galakser og Big Bang.

Jeg synes ikke nødvendigvis, at naturvidenskabens og troens sætninger er modsætninger – de kan også så at sige være medsætninger. Naturligvis er der kun een verden, een virkelighed, men i det menneskelige perspektiv kan det være nødvendigt at inddrage flere forskellige tilgange til virkeligheden for at tale sammen om forskellige aspekter af den. Hvis vi kun kunne tale i videnskabens sprog ville vi, eller i hvert fald jeg, hurtigt blive modløse.

For mig at se er naturvidenskab og troens sætninger forskellige former for sprog, der bringes i anvendelse for at tale om erfaringer, der er grundlæggende forskellige i deres væsen. Den amerikanske palæontolog Stephen Jay Gould skrev i 1999 bogen ”Rock of ages: Science and Religion in the Fullness of Life”, hvor han udfoldede en lignende tanke i form af begrebet ”NOMA” for non-overlapping magisteria: Ifølge Stephen Jay Gould beskæftiger naturvidenskaben sig med den naturlige verden, mens religionen beskæftiger sig med værdier. Han fik megen kritik for tanken, men jeg synes der er noget om snakken. Problemerne opstår ofte, når man blander de to sprog sammen. Allerede en af kirkefædrene , nemlig Augustin (354 - 430 e.kr.), skrev om dette (citeret fra Olaf Pedersens "Naturerkendelse og Theologi", Poul Kristensens Forlag, s. 113-114):

”Uden at være kristne har mennesker i mange tilfælde erhvervet mange kundskaber om jorden, himlene, verdens elementer, og om (stjernernes) bevægelser, omdrejninger og afstande, og om dyrs, planters og mineralers natur (...), kundskaber som de opnår med stor sikkerhed gennem erfaringer og fornuften.”

Det lyder jo meget rimligt. Men Augustin går videre med flg. betragtning om folk, der mener, at al sandhed findes i Biblen. Augustin mener, at det værste er :

”når en ikke troende kommer til at høre en kristen tale om disse ting på grundlag af Biblen og fremkomme med så mange naragtigheder, at han næppe kan bare så for at le. Det værste er ikke, at han ler ad en person, der er hildet i fejltagelser. Det værste er, at folk uden for kirken skulde give vore bibelske forfattere ansvaret for sådanne meninger. Det vilde med det samme overbevise dem om, at Skriften er fuld af fejl angående spørgsmål, som de selv har undersøgt enten gennem erfaringen eller med ubestridelige beregninger.”

Denne problemstilling er altså ikke ny – den har var været diskuteret siden kirkens grundlæggelse. I vore dage ser vi problemet, når folk med udgangspunkt i biblen afviser evolutionen eller fremfører, at jorden kun er få tusinde år gammel. Det vil jeg med Augustin også kalde naragtigheder. Biblen eller andre religiøse bøger er ikke kilder til faktuel viden om verdens konkrete, fysiske opbygning.

Omvendt kan misbrug af naturvidenskab også lede til forskrækkeligheder. Man kan med nogen rimelighed fremføre, at nazismen var barn af forestillingen om, at naturvidenskaben dikterer værdier for samfundet. F.eks. skrev Adolf Hitler i ”Mein Kampf”:

"Hvis mennesket forsøger at gøre oprør mod naturens jernhårde logik, bringer det sig i modstrid med de naturlove, som det selv skylder sin egen eksistens. Og et sådant oprør vil kun føre til dets egen undergang."

Vi ved alle nu, hvordan denne tankegang førte til konstruktion af rene udryddelsesfabrikker, hvori millioner af mennesker omkom. Jeg mener overordnet, at det er vanskeligt at udlede moralske / etiske retningslinjer alene ud fra naturvidenskabelige erkendelser.

Naturligvis er tro ikke i religiøs forstand noget alle vedkender sig, og mange, muligvis de fleste i Danmark, betegner sig som ateister eller evt. som agnostikere. Jeg kan sagtens forstå, at man kan have en sådan tilgang til verden. Det ser jeg lidt som en naturvidenskabelig tilgang til trospørgsmålet: i naturvidenskabelig forstand er der ingen stringent evidens for Gud (eller andre forestillede ”væsener”), så derfor kan man med god ret hævde, at sådanne ikke findes eller at det kan vi ikke vide noget om. For mig er troen netop udtryk for en anden tilgang til virkeligheden end den naturvidenskabelige. Man kan i en anden betragtningsmåde hævde, at Gud erfares gennem troslivet, men dette er ikke en erfaring af samme karakter som målingen af lys fra en fjern galakse. Der findes ganske vist folk, der beretter om mere håndgribelige erfaringer af religiøs karakter, f.eks. Charlotte Rørth i bogen‎ ”Jeg har set Jesus” eller Barbara Ehrenreich i bogen ”Living with a wild God”, men jeg tror alligevel ikke den slags oplevelser kan jævnføres med naturvidenskabens målinger. For mig er de (mulige) glimt af noget andet, der peger på en mere kompleks virkelighed end den vi ser tegnet i det nuværende naturvidenskabelige verdensbillede. Andre vil hævde, at de er rent psykologiske fænomener. Ikke desto mindre er det naturvidenskabelig verdensbillede dynamisk, under udvikling, og det ville være uvidenskabeligt at hævde, at det nuværende verdensbillede giver en udtømmende beskrivelse af virkeligheden som den er.

Det synes passende at slutte med et andet smukt vers fra Ingeman:

Fred på jord, fryd på jord,
Jesusbarnet blandt os bor!
Engle sjunger om barnet så smukt,
han har Himmerigs dør oplukt,
salig er englenes sang, 
- salig er englenes sang.

- og ønske alle, troende og ikke-troende af enhver slags, julefred.