Tro og Videnskab

I efteråret 2018 blev jeg bedt om at skrive en kronik om Tro og Videnskab til et tidsskrift af relativ karismatisk karakter. De ville ikke bruge kronikken alligevel p.g.a. uenighed i det skrevne omkring evolution, så jeg vælger at bruge den her i min klumme (som ingen nok læser :-) ).   

Baggrund

Jeg er døbt og tror på Gud og hans søn, Jesus Kristus, vor Herre. Jeg grublede i teenage-årene meget over om troen er noget uintelligent som man som et moderne menneske bør kaste bort. Det forekommer mig ikke, at dette havde meget med videnskab at gøre, men nok snarere var båret af, hvad mine brødre og vennerne mente om emnet. Min tvillingebror opgav troen omkring denne tid, særligt nok drevet af det klassiske problem med ondskab og lidelse i verden. Det er klart, at dette brud betyder meget for os begge og tro er noget vi ofte diskuterer. Selv endte jeg med en erkendelse om, at jeg stadig troede på Gud og at denne tro ikke blev voldsomt anfægtet af problemer med at få det hele til at gå op med videnskabelige erkendelser om verden. En del af denne erkendelsesproces blev også påvirket af en form for ”oplevelse”, en oplevelse af at blive fyldt af kærlighed og være i sikre hænder. 

Vejen ind i videnskaben

Jeg kommer fra en ikke-akademisk baggrund. Der var først via et projekt i folkeskolens 10. klasse at denne mulighed gik op for min bror og jeg. Det blev en drøm vi begge forfulgte gennem gymnasiet i Kolding og efterfølgende studier i fysik og matematik ved Aarhus Universitet. Jeg valgte at specialisere mig i astronomi og min bror i kernefysik. I 1995, på fjerde år af fysikstudiet, havde jeg den store glæde at blive optaget på en en-måned lang sommerskole om kosmologi ved Vatikanets gamle observatorium ved Castel Gandolfo syd for Rom. Her var vi 25 astronomi-studerende fra hele verden, der mødtes og fik forelæsninger om kosmologi af nogle fremragende forskere i feltet (f.eks. Chris Impey og Carlos Frenk som stadig er professorer ved hhv. Steward og Durham universitet). En tredje underviser på skolen var jesuitten William Stoeger, S. J., som underviste i kvantekosmologi og som i sin tid havde studeret sammen med Stephen Hawking i England. Jeg fandt jesuitternes problemløse måde at rumme både dyb tro og videnskabelig forskning eksemplarisk. Til sidst var vi heldige at blive indbudt til audiens med den daværende pave Johannes Paul II. Det var en overvældende oplevelse af et sygdomsramt og fysisk svagt, men åndeligt stærkt og meget karismatisk menneske. Paven holdt en tale inden vi hver især var oppe og trykke hånd og udveksle et par ord. I sine tale sagde paven meget interessant, hvoraf jeg her har oversat noget til dansk:     

”Der er ingen tvivl om, at søgen efter videnskabelig forståelse grundlæggende er til gavn for menneskeheden. Stræben efter det sande, det skønne og det gode, hvad enten det er inde for kunsten eller videnskaben, eller hos dem, der stræber efter at forbedre de sociale, økonomiske eller politiske forhold for folk, leder til den indsigt, at det sande, det skønne og det gode essentielt set er et. Faktisk er det præcist, når stræben efter det gode for mennesker adskilles fra hvad der er sandt og skønt, at der opstår afvigelser i samfundenes opbygning. En sådan afvigelse er den ide, at økonomisk fremgang for mennesker repræsenterer det højest opnåelige mål.

Vi har alle været vidne til hvilke fejltagelser et så begrænset perspektiv på menneskelig stræben kan lede til.

Jeg minder jer derfor om, at jeres videnskabelige forskning, selv når den angår forhold langt fra vores dagligdag, har betydning og relevans for alle, specielt når det bidrager til den opfattelse af virkeligheden som leder til en forståelse af mennesket som person som en integreret del af det fysiske Univers.

Foreningen af en forståelse af os selv og Universet kræver at vi er åbne for de mange kanaler gennem hvilke vi kommer til indsigt: videnskaberne, kunst, litteratur, filosofi, teologi. I denne sammenhæng er jeres videnskabelige forskning til den største gavn for menneskeheden, når den hjælper til at forene og konsolidere indsigten opnået fra alle disse kilder, og når den gør det muligt for jer som videnskabsfolk at indgå i en sand og ærlig dialog med disse andre discipliner.”    

Det var ord som jeg tog til mig og som jeg stadig er meget enige i og ofte vender tilbage til. Der er en lang filosofisk tradition bag disse ord, men også Pavens personlige, dyrekøbte erfaringer med både nazisme, kommunisme og tidens konsumerisme. 

I 1996 påbegyndte jeg mit PhD studium og siden da har jeg arbejdet aktivt med astronomisk forskning. 

Er videnskab og tro modsætninger eller i strid med hinanden?

Jeg har aldrig oplevet noget konflikt mellem min tro og mit videnskabelige arbejde. Talen om menneskets syndighed forekommer mig klog. Jeg forsøger, at lægge mit liv i Vorherres hænder og tænker, at det er bedre at stræbe efter at ære ham end mig selv. For mig er det bærende i troen det dobbelte kærlighedsbud, Gud og næsten, glæden over tilværelsen, taknemmelighed, ydmyghed og den grundlæggende oplevelse af, at vi er skyldige overfor Vorherre og hinanden. Det særegent kristne, Jesus som verdens frelser og forsoner, betyder for mig, at Gud som kærlighedens kilde i inkarnationen selv rækker ud og har forsonet sig med en ellers fortabt menneskehed. Det er ikke noget jeg på nogen som helst måde kan forholde mig videnskabeligt til, men hvorfor skulle vi også forholde os videnskabeligt til alt?

Der er naturligvis mulighed for konflikt. Galileo blev dømt ved inkvisitionen for at fastholde, at jorden bevæger sig gennem rummet. Hitler opfattede det som dikteret af naturens love at dræbe handikappede og andre, der i nazisternes forrykte verdensbillede var uegnede til liv. I mine øjne opstår konflikten, når tro og videnskab overskrider deres rettelige domæner. Jeg finder en misforstået bibelsk hævdelse af en alder på jorden i omegnen af 6000 år forkert, fordi det simpelthen er i modstrid med alle de ting vi kan måle omkring solsystems alder. Kirkefaderen Augustin formulerede det præcist allerede i 400-tallet. Han mente, at det værste er ”når en ikke troende kommer til at høre en kristen tale om disse ting på grundlag af Biblen og fremkomme med så mange naragtigheder, at han næppe kan bare så for at le. Det værste er ikke, at han ler ad en person, der er hildet i fejltagelser. Det værste er, at folk uden for kirken skulde give vore bibelske forfattere ansvaret for sådanne meninger. Det vilde med det samme overbevise dem om, at Skriften er fuld af fejl angående spørgsmål, som de selv har undersøgt enten gennem erfaringen eller med ubestridelige beregninger.” (citeret fra Olaf Pedersen’s bog: Naturerkendelse og Theologi). Augustin og andre kirkefædre i kristendommens første århundrede tænkte, at man skal læse disse tekster allegorisk. Paulus læser også dele af mosebøgerne allegorisk i Galaterbrevets 4. kapitel. Ligeledes er en afvisning af det nu åbenlyse faktum, at livet på jorden har udviklet sig urimelig. Det er ubestrideligt, at livet udvikler sig. Hvordan det sker er naturligvis noget forskningen stadig arbejder med. Man skal holde sig for øje, at videnskaben altid er på vej. Det man kalder videnskabens verdensbillede er et puslespil, hvor nye brikker konstant kommer til, andre forsvinder eller sad forkert. Der er ikke én videnskab, men mange videnskaber, der beskriver verden på forskellige niveauer. Vores forståelse er altid stykkevis som Paulus skriver i 1. Korintherbrev. Der sker undertiden en ekstrapolation, hvor videnskabelige erkendelser blæses op til at betyde mere end de faktisk udsiger. Man kan gå fra Darwinisme til socialdarwinisme. Studier af materiens mindste byggedele kan fører til nihilisme ud fra en logik, der mindes om Erasmus Montanus’. Alt er meningsløst for et atom, ergo er det også meningsløst for mennesker. 

Religionen er i det store hele tavs (eller bør være det) omkring, hvordan verden rent materielt er skruet sammen. Naturvidenskaben kan derimod lære os meget om verdens materielle side og om mennesker som biologiske væsener. Intet naturvidenskaben opdager om verden tager noget væk fra Guds storhed (tværtimod). Vi kan lære meget om den fysiske baggrund for at være menneske, men ikke hvad det vil sige at være en person i samliv med andre personer. Men vi er jo først og fremmest netop personer, der netop møder hinanden som jeg til du. Gud møder os også som et jeg til et du ligesom vi møder Gud som et jeg til et du. I den aronitiske velsignelse er det netop Guds åsyn på og Guds fred til den enkelte person vi taler om. Gud elsker os som hele personer, ikke de partikler vi nu består af. Jeg synes den vigtige diskussion ligger der snarere end om f.eks. jordens bevægelse og alder eller livets udvikling: om vi tror på dette møde, om skyldigheden overfor og kærligheden til Gud og næsten, eller ej.

Ligestilling eller Hjernevask?

Forskelsbehandling baseret på hudfarve, religion, køn, seksuel orientering, handikap, o.s.v. er de fleste af os enige i er forkert. Jeg tror vi har en enten medfødt eller dybt-i-kulturen rodfæstet retfærdighedssans, der fortæller os, at når den bedste til en opgave skal vælges, så bør det kun være personens egnethed til at løse opgaven, der er relevant for udvælgelsen.

Men er vi så i stand til at vælge den bedste – kan vi se guldet, når det er der?

For knap 20 år siden kom de to amerikanske psykologer Mahzarin Banaji og Anthony Greenwald frem med budskabet om, at det kan vi i hvert fald i væsentlig grad ikke. Der findes naturligvis bevidste racister, sexister, o.s.v. der er overbevidste om, at visse racer eller det ene køn (typisk det mandlige, men ikke nødvendigvis) er andre racer eller køn overlegne og derfor bør have forret. Selv når vi oprigtigt gerne vil være upartiske, behandle alle lige, så diskriminerer vi ifølge Banaji og Greenwald imidlertid alligevel på grund af ”ubevidst bias”.

De to har endvidere udviklet et psykologisk redskab, på engelsk kaldet Implicit Association Test (IAT) som ifølge de to kan måle, i hvilken udstrækning vi hver især er præget af ubevidst bias. Kort sagt består testen i at måle en forskel i reaktionstid med hvilken testpersoner associerer positive eller negative træk med forskellige karakteristika som køn eller "race". En målt tidsforskel tilskrives ubevidst bias og menes at kunne danne grundlag for et kvantitativt mål for denne.

Ideen om ubevidst bias og IATs har opnået en meget stor udbredelse. Særligt i Canada og i USA har mange offentlige institutioner med udgangspunkt heri indført obligatorisk kurser for relevante medarbejdergrupper i ”Unconscious bias training”. Også i Europa er ideen meget udbredt og den diskuteres f.eks. ofte i.f.m. ligestillingsdebatten herhjemme. Lone Frank skriver interessant om emnet på forsiden af Weekendavisen 21. juli 2017. I EU programmet FESTA (Female Empowerment in Science and Technology Academia) optræder ideen om ubevidst bias meget prominent, f.eks. i deres publikation omkring tilstræbte organisatoriske forandringer.

På det seneste er det imidlertid kommet meget kritik af Banaji og Greenwald og IATs. F.eks. har den Canadiske psykolog Jordan Peterson via en række youtube-indlæg fået enorm opmærksomhed for sin modstand mod hele denne tankegang. Et af hans første indlæg om sagen kan ses her.

Hans kritik har flere aspekter. Først spørger han om vi virkelig synes det principielt er rimligt, at en arbejdsplads kan sende deres medarbejdere på obligatoriske kurser, der piller ved folks ubevidste forestillinger? Det minder jo om, hvis det ikke direkte er, det vi populært kalder hjernevask.

Mere substantielt er imidlertid, at der faktisk er store problemer med IATs: resultaterne er ikke særlig robuste, d.v.s. hvis den samme person tager testen flere gange, så varierer resultatet meget. Endvidere er testen ikke særlig god til at forudsige folks faktiske opførsel, altså testen siger ikke ret meget om, hvordan folk faktisk handler i konkrete dagligdagssituationer. Endelig er han stærk kritisk overfor de kurser, der faktisk gennemføres, særligt fordi han mener, at de ledes af folk uden den nødvendige psykologiske fagkundskab og de har en politisk slagside.

Jeg er ikke tilstrækkelig faglig kyndig inden for psykologien til at kunne udtale mig kvalificeret for eller imod validiteten af IATs. Den interesserede kan læse mere i en artikel i New York Magasine af Jesse Singal og i en artikel skrevet af juristen Gregory Mitchell listet herunder. Jeg vil erklære mig enig med Jordan Peterson langt hen af vejen.

Jeg vil gerne her citere K. E. Løgstrup som jeg synes er umådelig klog, når det kommer til indsigt i etikken og det menneskelige samkvem. Han skrev flg. i "Den Etiske Fordring" med relevans for denne diskussion:

“Den, der derimod vil lave menneskene om, besat af forbitret vilje til fuldkommenhed, standser ingen steder, heller ikke foran den andens individualitet og vilje.” s. 37

“Af den elementære afhængighed og middelbare magt udspringer fordringen om at tage vare på det af den andens liv, der er afhængigt af een, og som man har i sin magt, idet det dog for samme fordring er udelukket, at varetagelsen nogensinde kan bestå i for den andens egen skyld at tage hans selvstændighed fra ham. Ansvaret for den anden kan aldrig bestå i at overtage hans eget ansvar.” s. 39

“Netop når man lader sit forhold til det andet menneske formidle af en ideologi, som man venter sig alles frelse af, bliver overgrebet uundgåeligt.” s. 40

Helt grundlæggende, udover de problemer der synes at være med IATs, så mener jeg,  at vi bør føre vore kulturelle og politiske kampe fuldt ud i det bevidste og lade den enkeltes ubevidsthed være i fred. Vi er selv sagt alle præget af en bestemt baggrund og kontekst, men hele forestillingen om et samfund eller en civilisation beror på tanken eller idealet om, at vi er borgere, der indgår med lige borgerrettigheder. Fremfor at søge ind i det ubevidste må vi sørge for at gøre vores udvalgsprocesser mere åbne og gennemskuelige, således at tilfælde af diskrimination, kan påpeges og rettes, hvor de end måtte forekomme.

Forslag til fordybelse: Implicite Association Tests: FESTA Jordan Petersons you-tube indlæg om Unconscious bias training Artikel om problemer med IATs fra New York magazine Artikel af Gregory Mitchell om problemstillingen: Jumping to Conclusions: Advocacy and Application of Psychological Research

Universiteter og Utopier

(til bladet BioZoom)

Jeg hørte for nogle år siden følgende vits fortalt af strålende amerikansk post.doc., Kristian Finlator, vi havde fornøjelsen af at have ansat på Dark kosmologicenteret ved Niels Bohr Institutet, hvor jeg arbejder: Den finske komponist Sibelius havde engang indbudt en samling musikere og bankfolk til middag. På den ene side af middagsbordet satte han bankmændene og på den anden side musikerne. Selv satte han sig hos bankfolkene. Musikerne spurgte, hvorfor han satte sig hos bankfolkene, hvortil Sibelius svarede, at det var fordi det eneste musikere taler om er penge.

Nogen gange finder man samme problem med forskere – det eneste vi taler om er penge. Det er der ikke noget nyt i. For 50 år siden, i 1967, skrev Peter Naur (f. 1928, d. 2016) bogen ”Utopier” som jeg har været heldig at finde på et antikvariat. Peter Naur begyndte sin karriere som astronom, mit eget fag, men skiftede i 1960erne over til det fremspirende nye fag datalogi. Han blev en af datalogiens pionerer og har leveret store bidrag til dette fag. Bl.a. modtog han den prestigefyldte Turing pris i 2005. Han døde i fjor. I ”Utopier” skriver Peter Naur, at bogen er ”Tilegnet de af mine medborgere som har bevaret håbet om at forældede love kan erstattes af bedre”. Emnet for bogen er Universiteternes krise og særligt en diskussion af, hvordan forskningsmidler fordeles og hvordan universitetsstudier er opbygget. Peter Naur havde nogle ret radikale forslag til forandring som ingen syntes at have taget notits af. Peter Naur mente, at forskningsmidlerne den gang gik til de forkerte og universitetsstudier handlede mere om ”vidensindpumpning” end om udvikling af selvstændig tænkning. I det hele taget mente han, at universiteterne burde nedlægges og at forskningen og undervisningen skulle gå hver til sit. Forskningsmidlerne burde i Peter Naurs utopi fordeles efter et system, hvor alle forskere havde kontrakter direkte med staten, med et bevillingssystem, der afspejlede den enkelte forskers formåen inden for forskning og undervisning (efter nogle nøjere principper diskuteret i bogen) de seneste få år. 

Siden Peter Naur skrev ”Utopier” er universitetet fuldstændig forandret. Professorvældet blev afskaffet med styrelseslovene fra 1970/73, sikkert til Peter Naurs store glæde, og forvandlingen af universitetet til et masseuniversitet, hvor en lang større andel af ungdomsårgangene optages på Universitetsuddannelser – en udvikling, der allerede var kraftigt i gang i 1967, er tiltaget. Til eksempel var det ved Københavns Universitet i 1958 4.700 studerende, i 1968 21.500 og i dag ca. 41.000. Samtidig er størrelsen af ungdomsårgangene givetvis faldet fra situationen i 1960erne. Hvad Peter Naur mente om denne udvikling tør jeg ikke gætte om. Mange af de problemer Peter Naur påpegede findes stadig. I 60erne var der ifølge Peter Naur en stor klasse af amanuenser med ringe indflydelse og helt prisgivet professorenes gunst. Problemet findes stadig om end stillingsbetegnelserne er ændrede. Der findes stadig et stort prekariat af løst/kortansatte post.docs. og ATAP/TAPer med ringe indflydelse og undertiden med stor jobusikkerhed. Med universitetsloven fra 2003 er professorvældet om ikke fuldt genindført så nok delvist. Magten ligger ikke hos professorerne, men i det mere forretningslignende ledelseshierarki med sektionsledere, institutledere, dekaner og rektor med deres mange viceledere (i øvrigt typisk professorer).

Tildelingen af forskningsmidler er meget anderledes end i 1967 og næppe på en måde Peter Naur ville bifalde. Det er min fornemmelse, at de til rådighed værende forskningsmidler per forsker på universitetet er faldet signifikant siden 1960erne. Succesraten for ansøgninger til det frie forskningsråd (fra i år omdøbt til den frie forskningsfond) er omkring 10%. En anden markant udvikling er, at de eksterne bevillinger i stigende grad tynges af både direkte og indirekte ”overhead” som er blevet en helt uundværlig del af institutternes økonomi. Samtidig er det meste af verden præget af det modelune, at den bedste forskning opnås ved at tildele et meget lille mindretal af forskerne meget store bevillinger (i Danmark i 40-100 millioner kr klassen) i store forskningscentre. Disse forskere slipper ofte af sted med næsten ikke at undervise, da dette jo ikke er muligt givet deres store ansvar. Dette modelune er baseret på en forestilling om det vigtige i at støtte ”excellence”, men jeg savner dokumentation for, at der faktisk findes en sådan gruppe af særligt excellente forskere og at en så ujævn fordeling af forskningsmidler faktisk giver den bedste forskning per investeret krone. Det er jo ikke overraskende, at folk med multimillionbevillinger gør det godt, og deres status som ”excellente” bliver hurtigt en selvopfyldende profeti. Spørgsmålet er om ikke en mere jævn fordeling samlet set ville give en bedre, mere sprudlende, kreativ og mangfoldig forskning. Det er jeg ret sikker på. Et andet problem med de store centre er, at de både producerer mange løst-ansatte og i høj grad bestemmer, hvem der faktisk vinder de ret få faste stillinger på universiteterne – i hvert fald der hvor jeg færdes.

Hvis jeg her til afslutning skulle formulere en lille utopisk drøm skulle det være denne: modsat Peter Naur er jeg stor tilhænger af den tætte forbindelse mellem forskning og undervisning. Jeg ville ønsker mig en situation, hvor alle forskere bidrog i rimelig grad til undervisningen og hvor det var muligt for alle forskere med en rimelig undervisnings- og forskningsindsats at hjemhente forskningsmidler til dækning af rejser, udstyr og en enkelt post.doc. og/eller PhD studerende ca. hvert tredje år. Dette burde foregå på en måde, hvor vi ikke konstant er nødsaget til at genopfinde vores forskning og bilde hinanden ind at vi er meget mere paradigmebrydende, beyond state-of-the-art og high-risk/high-gain agtige og mere excellente end de andre. Vi er også nødt til at finde en bedre løsning for de mange kort/løstansatte, således at det tidligt (max. 3 år efter PhDen) afgøres om man er ”inde eller ude”, f.eks. via tenure-track programmer. Jeg er overbevist om, at løsningen på dette problem også vil være et stærkt bidrag til at gøre universitetsstillinger attraktive for en bredere skare og ikke mindst forbedre kønsfordelingen. Endelig drømmer jeg om en struktur, hvor institutterne kunne have en stabil økonomi, der ikke fuldstændig var hængt op på behovet for indhentning af store mængder overhead fra eksterne bevillinger. Det forekommer mig paradoksalt, at vi har opbygget disse bizarre systemer med overhead, inddækning o.s.v. Pengene kommer jo i sidste ende fra de samme skatteyderlommer, så kunne vi ikke lave et simplere system, der samtidig kunne frigøre de store mentale resurser en masse forskere bruger på at tænke over penge. Måske Sibelius næste gang så ville overveje at sætte sig på den anden side af bordet.   

Marv, ikke bark

For tiden virker det mindst lige så vigtigt at synes som at være. Form frem for indhold. Den ”X-factorisering” i dansk forskning kan i værste fald skræmme dygtige unge væk.

UGENS MENING: Astronomen Tyge (eller Tycho på latin) Brahe, der virkede i sidste halvdel af 1500-tallet, havde nogle interessante valgsprog: ”Medullas non cortices” som kan oversættes til ”marv, ikke bark”, og ”Non haberi sed esse” som kan oversættes til ”Ikke synes, men være”. Tychos mening var, at det vigtige for valget af vore livsgerninger må være substansen ikke overfladen, det vigtige er ikke, hvordan man fremstår, men hvad man står for. Der vigtige er ikke indpakningen, men essensen.

Tycho må også have følt en stærk trang til, at hans livsgerning skulle tilegnes noget fundamentalt vigtigt, forskningen af skaberværket, snarere end stræben efter magt og indflydelse.

Det er tankevækkende, at Tycho har valgt disse valgsprog. Han må jo have følt en frustration over, at skallen ofte synes vigtigere end kernen, at det ofte er vigtigere, hvordan man fremstår i andres øjne end, hvad man faktisk er eller kan. Tycho må også have følt en stærk trang til, at hans livsgerning skulle tilegnes noget fundamentalt vigtigt, forskningen af skaberværket, snarere end stræben efter magt og indflydelse. Tycho havde en gylden periode fra 1572, hvor han gjorde sit livs vigtigste opdagelse af en ny stjerne, en supernova i vores moderne terminologi, frem til sidst i 1580erne, hvorefter han langsom faldt i unåde hos magthaverne i landet. I de gode år drev Tycho et forskningscenter på øen Hven i Øresund med et stort, internationalt forskerhold bag sig. Tycho Brahe var i disse år begunstiget af en meget generøst kong Frederik d. 2., der tildelte Tycho op mod en procent af statens budget til den astronomiske forskning. Efter Frederik d. 2.’s død i 1588 gik det tilbage for Tycho Brahe i Danmark og til sidst omkring 1597 måtte han forlade Danmark.

Hvorfor synes jeg det er interessant at se på Tychos valgsprog og livsgerning? Jeg synes vi i tiden ser nogle bevægelser imod en invertering af Tychos valgsprog i forskningen: det er mindst lige så vigtigt at synes som at være. Der findes flere eksempler. F.eks. forsøger region Syddanmark med i projektet ”Et sundere Fyn” at involvere medborgerne ved at lade dem deltage i udvælgelsen af et blandt fem forskningsprojekter indenfor sundhedsvæsenet. Jeg synes tanken i udgangspunktet er sympatisk, men metoden er forkert. Et andet eksempel er det just afholdte ”PhD cup”. Formålet er igen beundringsværdigt, nemlig på 3 minutter at formidle forskning fra et PhD projekt til en bredere offentlighed, men jeg er ikke begejstret for formatet. Formatet minder mere om DM i stand-up end om formidling af forskning. I DM i stand-up handler det om at kunne ”brænde igennem” som det hedder, når vi er til formidlingskursus.

Det er endnu vigtigere at forklare folk, hvad problemerne er og udfordre dem til at tænke selv, end det er at fortælle om løsninger og underholde.

Perspektivet i projekterne i region Syddanmark og bag PhD-cup vil på sigt bidrage til at fremme forskning, der kan forklares hurtigt og umiddelbart forståeligt til et publikum uden baggrundsviden. Det vil fremme forskere, der kan ”brænde igennem” og underholde. Men mange gode forskere er introverte, hvilket indenfor forskningen ikke nødvendigvis er et problem. Måske nærmere tværtimod! I hvert fald må vi ikke skræmme alle de introverte, men dybt begavede unge mennesker væk fra forskningen ved at tegne det billede, at forskning handler om ”at sælge varen”. Det er endnu vigtigere at forklare folk, hvad problemerne er og udfordre dem til at tænke selv, end det er at fortælle om løsninger og underholde.

Noget lignende gør sig gældende med den megen snak om Elite og Excellence. Umiddelbart virker det sympatisk at støtte og fremhæve de bedste forskere. Tanken er, at forskningen styrkes ved stærke forbilleder og rollemodeller. Men i praksis kommer man efter min mening mere eller mindre vilkårligt til at fremhæve nogle få procent meget synlige forskere blandt en meget større gruppe af fremragende, men måske mindre synlige og sikkert mere introverte forskere. Og med fremhævelse mener jeg ikke bare synlighed, men ekstrem finansiel begunstigelse (næste ala Tychos). De der ophæves til elite eller excellence modtager bevillinger på 40-70 millioner kr over 5-6 år, mens flertallet kæmper med succesrater på under 10% på de årlige ansøgninger til forskningsrådene. Denne trang til at skabe synlige forbilleder skaber muligvis flere problemer end det løser. Jeg vil endda gå så vidt som at betragte hele Penkowa-skandalen som et ekstremt symptom på denne fokus på at ”synes” snarere end at ”være”.

Respekten for vores medborgere viser forskere ikke ved at tilbyde en ny form for underholdning, men ved at bedrive og udgive artikler om god forskning og ved, hvis de har evnerne, at formidle deres forskning gennem foredrag, bøger, artikler o.s.v.

Nu sidder der ganske sikkert nogen og tænker noget med forskere og elfenbenstårne. Men jeg respekterer mine medborgere meget højt. Det er netop med udgangspunkt i den respekt, at jeg er skeptisk overfor i et vist omfang at reducere forskning og forskningsformidling til en del af underholdningsindustrien. Respekten for vores medborgere viser forskere ikke ved at tilbyde en ny form for underholdning, men ved at bedrive og udgive artikler om god forskning og ved, hvis de har evnerne, at formidle deres forskning gennem foredrag, bøger, artikler o.s.v. Ligesom der findes andre meningsfulde måder at involvere medborgere i forskning. For eksempel kan man hjælpe med at lokalisere og klassificere supernovaer i fjerne galakser som citizen scientist (fx i projektet galaxy zoo), eller i fysikkens verden ved udvikling i nye metoder i kvantefysikken som i Jacob Shersons forskning.

Jeg synes, at det er problematisk og mere til skade end til gavn, hvis man antager eller hævder, at forskning bare er noget man kan komme ind fra gaden og enten deltage i eller prioritere. Derfor mener jeg, at regering, regioner og andre ledende organer bedst respekterer medborgerne ved at lade selve financieringen og bedømmelsen af forskningen foretages af uafhængige, kompetente fagfæller (gerne fra udlandet). Jeg synes, det er fejlagtigt og skadeligt at lade sig inspirere af musikkens X-faktor show, og det kan medvirke til ringere forskning og stikke de unge blår i øjnene.

Stephen Hawking i København

24. august fik jeg en helt usædvanlig fødselsdagsgave, nemlig muligheden for at opleve et foredrag med den verdenskendte Engelske teoretiske astrofysiker Stephen Hawking. Stephen Hawking besøgte Danmark i.f.m. en konference i Videnskabernes Selskab. Med rettidig omhu var det lykkedes Carlsberg fondet at få Stephen Hawking engageret til et offentlig foredrag i DRs koncertsal. Foredragets titel var "Quantum Black holes" - Kvantesortehuller. På forbløffende 18 minutter var foredraget udsolgt, så for at imødekomme denne overvældende interesse for foredraget blev der også transmitteret direkte til 27 biografer landet over. Det må være den største videnskabsformidlingsbegivenhed i Danmark i årtier. I DR koncertsalen var tilhørene blevet instrueret i at komme i god tid. Tilmed var foredraget en smule forsinket, så der opbyggede sig en intens stemning af forventning. Efter en åbningstale fra Professor Flemming Besenbacher, som er formand for Carlsbergfondet, kom Stephen Hawking ind på scenen sammen med en assistent til stor applaus fra publikum. Stephen Hawkings foredrag bestod af række foredrags-slides med tilhørende forindtalt tale fra Stephen Hawking. Jeg tror han skiftede fra den ene slide til den næste v.h.a. en muskel i ansigtet. I øvrigt var han der bare - som en mærkelige tilstedeværelse. For mig var foredraget et stor oplevelse af to grunde. Først og fremmest synes jeg fysikken er dybt interessant. Stephen Hawking forklarede hvad sorte huller er: områder med så intense tyngdefelter, at der findes en mindste afstand hvorfra intet kan slippe bort. Alt der kommer indenfor denne grænse, kaldet Schwarzschild-radius, er uafvendeligt fanget og kan ikke slippe bort. Dette gælder også for lys. Stephen Hawking sammenlignede med en kajak-roer på vej mod Niagaravandfaldene: så længe man er over faldet kan man undgå at falde ned, men er man først kommet ud over kanten, så er der ingen vej tilbage. Han fortalte også om tidligere vigtige bidragere til studiet af sorte huller, f.eks. John Wheeler og Roger Penrose. Dernæst kom han ind på det fænomen han er mest kendt for: Hawkingstråling. Sorte huller er ikke uforanderlige kosmiske gravstene for kosmiske katastrofer, men derimod forgængelige objekter. P.g.a. en for store sorte huller som dem vi kender uhyre langsom udsendelse af stråling vil de langsomt fordampe. Hawking udviklede også tanken om hele Universet som en dannelsen af et sort hul spillet baglæns i tid. Jeg gad vide om begrebet Hawkingstråling også er relevant for Universet som helhed? Endelige omtalte han den problemstilling, der har optaget ham senest nemlig det såkaldte informationsparakdoks og det væddemål han har indgået i den forbindelse: hvis sorte huller kan fordampe, hvad sker der så med den information, der var indeholdt i det materiale, der forsvandt ind i det sorte hul? Jeg vil ikke rode mig dybere ud i denne problemstilling, men istedet henvise til Suskinds bog: The Black Hole War. Jeg tror ikke den endelig løsning på disse problemer er fundet og deri ligger det mest interessante: dette er et fundamentalt problem og i fysikken er problemer en gave fra himlen. De er nemlig det første og vigtigste skridt på vejen mod nye indsigter. Den anden grund til, at foredraget var en stor oplevelse er mennesket Stephen Hawking. Der er noget essentielt menneskeligt over ham som han sidder der i sin kørestol. Hans foredrag rummede stor humor og varme - og det er gribende at opleve, hvordan Hawking kan nå ud til sit publikum med denne varme og humor trods hans handicap. For mig er mennesket, og vores sære bevidsthed og dens stræben efter forståelse, lige så interessant som de sorte huller som denne særlige bevidsthed, Stephen Hawking, fortalte os om 24. august 2016. Efter foredraget blev Stephen Hawking mødt med et langvarigt stående applaus. Der var kærlighed i luften. Det hele blev afsluttet med gode øl fra Jacobsen bryg.

Tro og videnskab: modsætninger eller medsætninger?

Tro og videnskab: modsætninger eller medsætninger?

(Julekronik i Berlingske tidende 24. december 2015)

Tro og videnskab fremstilles oftest mere eller mindre som hinandens modsætninger, herhjemme senest i.f.m. udnævnelsen af Esben Lunde Larsen som uddannelses- og forskningsminister.

I mit eget liv lever tro og videnskab side om side. Min livsgerning er knyttet til astronomien. Mere specifikt arbejder jeg som astronom ved Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet. I min forskning belyser jeg egenskaberne ved de første galakser, der opstod nogle hundrede millioner år efter det ”Big Bang”, der i henhold til de seneste målinger løb af stablen for 13799 millioner år siden med en usikkerhedsmargin på omkring 21 millioner år. I den just læste sætning optræder der betegnelser som ”galakser” og ”Big Bang” og talværdier som 13799 millioner år med tilhørende usikkerhedsmargin som beskriver fænomener i virkelighed og værdien af størrelser som vi gennem naturvidenskabelig forskning har bragt frem i menneskehedens opmærksomhedsfelt. Naturvidenskaben er en hel særlig måde at ”gå til verden” på. Den naturvidenskabelige metode er en omstændelig vekslen mellem opstilling af modeller og hypoteser, efterprøvning med målinger, revision af modeller, o.s.v. Naturvidenskabelig udsagn skal være præcise og hvile på omhyggelig målinger som kan efterprøves uafhængigt af andre forskere. Ved hjælp af denne metode har vi opbygget en forståelse af verden, der har tilladt udvikling af al den teknik vi ser omkring os og vi har fået dyb indsigt i, hvordan verden er opbygget fra de mindste elementarpartikler til enorme galakser.

Samtidig er troen også en del af mit liv. Jeg har den med hjemmefra idet mine forældre opdrog mig i den kristne tro. Det var ikke nogen speciel højkirkelig opdragelse, men jeg gik sammen med mine brødre i søndagsskole og blev senere konfirmeret. Troen er en del af baggagen fra hengangne slægter som jeg stadig har med mig. Troen gør, at jeg kan se en værdi i andre sætninger end de naturvidenskabelige. Jeg synes jeg forstår vers som dette smukke af Ingeman fra salmen ”Lysets engel går med glans”:

Os har og Vorherre kær:
ingen sjæl han glemmer.
I hvert solglimt Gud er nær
og vor glade morgensang fornemmer. 

Her tales godt nok om lys og solglimt, men det er tydeligvis en anden form for sætninger end den om galakser og Big Bang.

Jeg synes ikke nødvendigvis, at naturvidenskabens og troens sætninger er modsætninger – de kan også så at sige være medsætninger. Naturligvis er der kun een verden, een virkelighed, men i det menneskelige perspektiv kan det være nødvendigt at inddrage flere forskellige tilgange til virkeligheden for at tale sammen om forskellige aspekter af den. Hvis vi kun kunne tale i videnskabens sprog ville vi, eller i hvert fald jeg, hurtigt blive modløse.

For mig at se er naturvidenskab og troens sætninger forskellige former for sprog, der bringes i anvendelse for at tale om erfaringer, der er grundlæggende forskellige i deres væsen. Den amerikanske palæontolog Stephen Jay Gould skrev i 1999 bogen ”Rock of ages: Science and Religion in the Fullness of Life”, hvor han udfoldede en lignende tanke i form af begrebet ”NOMA” for non-overlapping magisteria: Ifølge Stephen Jay Gould beskæftiger naturvidenskaben sig med den naturlige verden, mens religionen beskæftiger sig med værdier. Han fik megen kritik for tanken, men jeg synes der er noget om snakken. Problemerne opstår ofte, når man blander de to sprog sammen. Allerede en af kirkefædrene , nemlig Augustin (354 - 430 e.kr.), skrev om dette (citeret fra Olaf Pedersens "Naturerkendelse og Theologi", Poul Kristensens Forlag, s. 113-114):

”Uden at være kristne har mennesker i mange tilfælde erhvervet mange kundskaber om jorden, himlene, verdens elementer, og om (stjernernes) bevægelser, omdrejninger og afstande, og om dyrs, planters og mineralers natur (...), kundskaber som de opnår med stor sikkerhed gennem erfaringer og fornuften.”

Det lyder jo meget rimligt. Men Augustin går videre med flg. betragtning om folk, der mener, at al sandhed findes i Biblen. Augustin mener, at det værste er :

”når en ikke troende kommer til at høre en kristen tale om disse ting på grundlag af Biblen og fremkomme med så mange naragtigheder, at han næppe kan bare så for at le. Det værste er ikke, at han ler ad en person, der er hildet i fejltagelser. Det værste er, at folk uden for kirken skulde give vore bibelske forfattere ansvaret for sådanne meninger. Det vilde med det samme overbevise dem om, at Skriften er fuld af fejl angående spørgsmål, som de selv har undersøgt enten gennem erfaringen eller med ubestridelige beregninger.”

Denne problemstilling er altså ikke ny – den har var været diskuteret siden kirkens grundlæggelse. I vore dage ser vi problemet, når folk med udgangspunkt i biblen afviser evolutionen eller fremfører, at jorden kun er få tusinde år gammel. Det vil jeg med Augustin også kalde naragtigheder. Biblen eller andre religiøse bøger er ikke kilder til faktuel viden om verdens konkrete, fysiske opbygning.

Omvendt kan misbrug af naturvidenskab også lede til forskrækkeligheder. Man kan med nogen rimelighed fremføre, at nazismen var barn af forestillingen om, at naturvidenskaben dikterer værdier for samfundet. F.eks. skrev Adolf Hitler i ”Mein Kampf”:

"Hvis mennesket forsøger at gøre oprør mod naturens jernhårde logik, bringer det sig i modstrid med de naturlove, som det selv skylder sin egen eksistens. Og et sådant oprør vil kun føre til dets egen undergang."

Vi ved alle nu, hvordan denne tankegang førte til konstruktion af rene udryddelsesfabrikker, hvori millioner af mennesker omkom. Jeg mener overordnet, at det er vanskeligt at udlede moralske / etiske retningslinjer alene ud fra naturvidenskabelige erkendelser.

Naturligvis er tro ikke i religiøs forstand noget alle vedkender sig, og mange, muligvis de fleste i Danmark, betegner sig som ateister eller evt. som agnostikere. Jeg kan sagtens forstå, at man kan have en sådan tilgang til verden. Det ser jeg lidt som en naturvidenskabelig tilgang til trospørgsmålet: i naturvidenskabelig forstand er der ingen stringent evidens for Gud (eller andre forestillede ”væsener”), så derfor kan man med god ret hævde, at sådanne ikke findes eller at det kan vi ikke vide noget om. For mig er troen netop udtryk for en anden tilgang til virkeligheden end den naturvidenskabelige. Man kan i en anden betragtningsmåde hævde, at Gud erfares gennem troslivet, men dette er ikke en erfaring af samme karakter som målingen af lys fra en fjern galakse. Der findes ganske vist folk, der beretter om mere håndgribelige erfaringer af religiøs karakter, f.eks. Charlotte Rørth i bogen‎ ”Jeg har set Jesus” eller Barbara Ehrenreich i bogen ”Living with a wild God”, men jeg tror alligevel ikke den slags oplevelser kan jævnføres med naturvidenskabens målinger. For mig er de (mulige) glimt af noget andet, der peger på en mere kompleks virkelighed end den vi ser tegnet i det nuværende naturvidenskabelige verdensbillede. Andre vil hævde, at de er rent psykologiske fænomener. Ikke desto mindre er det naturvidenskabelig verdensbillede dynamisk, under udvikling, og det ville være uvidenskabeligt at hævde, at det nuværende verdensbillede giver en udtømmende beskrivelse af virkeligheden som den er.

Det synes passende at slutte med et andet smukt vers fra Ingeman:

Fred på jord, fryd på jord,
Jesusbarnet blandt os bor!
Engle sjunger om barnet så smukt,
han har Himmerigs dør oplukt,
salig er englenes sang, 
- salig er englenes sang.

- og ønske alle, troende og ikke-troende af enhver slags, julefred.

Hvorfor grundforskning?

I disse tider, hvor grundforskningen i Danmark i nogen grad er under pres er det vigtigt at kaste mere lys over, hvad grundforskning er og hvorfor den er vigtig. Et godt sted at starte er hos den romerske digter Ovid som i første sang i 'Forvandlinger' skriver om det, der adskiller os mennesker fra dyrene :

Ellers går dyrene bøjet,
med blikket rettet mod jorden,
men mennesket bød han at rejse sit åsyn
og skue mod himlen og hæve sit hoved i vejret,
op imod stjernernes vrimmel.
Sådan blev det, der just var råt og uformeligt mudder,
forvandlet til noget nyt:
til menneskeskikkelsens former.

Astronomien, som er mit eget (grund)forskningsfelt, benyttes altså som billede på selve kulturen. 

Megen grundforskning, langt det meste, handler om at forstå specifikke processer eller nøje afgrænsede fænomener. Faktisk er det en del af videnskabens succes, at den kan afgrænse og fokusere på et specifikt spørgsmål. Sjældne gange sker der store gennembrud, hvor vi pludselig henter ny erkendelse, der sprænger rammerne eller udvider horisonten for hele vores verdensbillede. Det er interessant at stille to spørgsmål i denne sammenhæng: 1) hvordan opstår videnskabelige gennembrud? og 2) hvorfor er de vigtige for menneskeheden som helhed og ikke kun for videnskabsmænd og kvinder? For at kunne stille de spørgsmål, der er alt afgørende for at finde frem til nye erkendelser om verdens beskaffenhed, inklusiv de store gennembrud, må man prøve at se på verden som var man lige dumpet ned fra en anden planet. Dette er virkelig svært, for vi er alle bundet af vante forestillinger – langt mere end vi tror. Det vi ser er ikke ”verden som den er”, men et billede, der er dybt farvet af det verdensbillede vi er indhyllet i og som vi bærer med os. Gennembrud sker, når vores vante forestillinger afsløres som falske og illusoriske, eller i hvert fald mangelfulde, eller hvor vi pludselig får adgang til viden om nye ukendte dele af verden – hvide pletter på verdenskortet. Det er evnen til at se verden ”ny”, uden vanens slør, som er vigtig for at videnskabelige gennembrud kan opstå.

Ud over denne i bedste forstand lidt barnlige tilgang til verden kræver videnskabelige gennembrud også slid, hårdt arbejde og intense brydekampe med at afdække fænomenernes hemmeligheder. En væsentlig kilde til videnskabens succes i den vestlige verden er udviklingen af det vi nu kalder den videnskabelige metode: at stille præcise spørgsmål, opstille hypoteser og afprøve disse med eksperimenter involverende nøje tilpassede instrumenter. I Dantes Guddommelige komedie siger Beatrice til Dante i en diskussion om refleksion af sollys fra månens overfalde (Paradiset, 2. sang): "...men indvendingen holder ikke hvis man gør et eksperiment - og den metode er kilde til al kunst og viden hos jer..." , så denne tanke om eksperimentets betydning var tænkt allerede i senmiddelalderen i starten af 1300-tallet, da Dante skrev.

Den kendte danske renæssanceastronom og adelsmand Tycho Brahe blev af den af mange højt elskede Mars-forsker Jens Martin Knudsen ofte hyldet som en af den moderne naturvidenskabs grundlæggere, fordi han var den første, der i slutningen af 1500-tallet for alvor forfinede den astronomiske observationskunst og søgte at opbygge et solidt observationelt fundament for studiet af himmellegemerne. Selv skrev Tycho i sin klagesang, da han faldt i unåde hos kongen og måtte forlade Danmark i 1597:

Næppe har nogen haft Sans for mit Arbejd hjemme i Danmark,
Skønt det kan lignes med det, Herkules øved tilforn.
Herkules si'er man har hjulpet den segnefærdige Atlas,
Hindred, at Himmelen faldt, udspændt fra Pol og til Pol.
Dig Ptolemæus, Alphons og Dig Kopernikus, har jeg
Rakt en Haand, naar I gled; selv stod jeg fast paa min Fod.
Himmelklodernes Gang I mægted ikke at forske,
Jeg har det gjort, og mit Værk tror jeg i Sandhed er stort.
Nye Støtter jeg rejste for Himlens straalende Hvælving,
Aldrig revner den mer, hindret har jeg dens Fald.
Eftertiden tror jeg vil yde mig Tak for min Gerning,
Lad saa min Samtid blot vise sig karrig og kold.

Tycho så virkelig vigtigheden af, at skabe et solidt fundament for verdensbilledet! Det gjorde kongen også, for han fik hele 1% af statsbudgettet til at bygge Uranienborg på den dengang Danske ø Hven. Der skal lyde et stort tak til både kongen og Tycho, fordi de på hver sin måde satte gang i denne stræben efter et fastere fundament for verdensbilledet. Samtidig er det trist at måtte beklage, at i hvert fald regeringen ligesom den gang kongen i nogen grad synes at være blevet karrig og kold overfor grundforskningen i Danmark.

Hvorfor er grundforskningen og grundvidenskabelig gennembrud vigtige for andre end videnskabsmænd og kvinder? De er vigtige, fordi vi alle må vide, hvad det er for en virkelighed vi er en del af, hvor vi kommer fra! Der ligger et element af frigørelse i at forstå, hvor vi er henne og hvor vi kommer fra. En dybere viden giver de eksistentielle grundspørgsmål hvem er vi, hvor kommer vi fra en dybere grund. Astronomien har i de seneste 100 år vist os, at vi befinder os på en planet, der kredser omkring en blandt mange milliarder stjerner i vores ”hjemgalakse” Mælkevejen. Stjerner er store ansamlinger af brint og hydrogen og en smule stjernestøv fra tidligere stjernegenerationer. Energien kommer fra kernefusion i stjernernes centre. Langt de fleste stjerner har planetsystemer, men under tiden helt forskellige fra solsystemet. Mælkevejen er en blandt mange milliarder galakser i et umådeligt stort univers, hvori energitætheden er domineret af endnu ukendt mørk stof og mørk energi. Tættere på os selv har Darwin vist, at vi er tæt forbundne med de andre levende væsener via en fælles udviklingshistorie. Kvantemekanikken har vist, at virkeligheden på det mikroskopiske niveau er fundamentalt anderledes end det vi er vant til på måder vi endnu ikke har fuldt forstået.

Disse eksempler på fundamentale erkendelser er ikke endegyldige svar om virkeligheden, men de er skridt på en vandring, der aldrig stopper og som bestandigt bringer os dybere ned i forståelsen af eksistensen. Den romerske filosof Seneca beskrev det sådan her i 7. bog i værket ”Naturvidenskabelige problemer”:

"The time will come when diligent research over long periods will bring to light things that now lie hidden. A single life time, even though entirely devoted to research, would not be enough for the investigation of so vast a subject. . . . And so this knowledge will be unfolded through long successive ages. There will come a time when our descendants will be amazed that we did not know things that are so plain to them. . . . Many discoveries are reserved for ages still to come, when memory of us will have been effaced. Our universe is a sorry little affair unless it has in it something for every age to investigate . . . . Nature does not reveal her mysteries once and for all.”

Dette er så sandt for os som det var for Seneca. En mere pragmatisk grund, som måske også har større vægt i det politiske system, er, at grundforskningen giver anledning til afledte tekniske fremskridt, der ofte langt overgår de tekniske forbedringer, vi udvikler med mere målrettet anvendt og strategisk forskning. Kvantemekanikken er nok et af de bedste eksempler. Uden kvantemekanik ingen computere, internet, solceller, og mange andre i dag essentielle opfindelser. Det er blevet anslået, at kvantemekanikken ligger til grund for 30% af USA’s økonomi. Alt det voksede frem af fri forskning - ingen havde omkring år 1900 nogen som helst ide om, at der lå dette potentiale i at forstå naturen af varmestråling, den fotoelektriske effekt og Balmer-linjerne fra brintgas. Jeg tror faktisk, at grundforskningen per investeret krone på længere sigt gør os rigere end den strategiske forskning.

Det er vigtigt at understrege, at hovedformålet med grundforskningen ikke er de afledte goder, men en følgen af driften efter at forstå verden. Hvis vi glemmer grundforskningens egentlige drivkraft, så bliver den til anvendt forskning. Anvendt forskning er i sig selv er en god ting, men den kan ikke erstatte grundforskningen, da dens perspektiv er mere snævert og nytteorienteret. Forskningen skal gå på begge ben og lige nu er den ved at blive halt.