Ligestilling eller Hjernevask?

Forskelsbehandling baseret på hudfarve, religion, køn, seksuel orientering, handikap, o.s.v. er de fleste af os enige i er forkert. Jeg tror vi har en enten medfødt eller dybt-i-kulturen rodfæstet retfærdighedssans, der fortæller os, at når den bedste til en opgave skal vælges, så bør det kun være personens egnethed til at løse opgaven, der er relevant for udvælgelsen.

Men er vi så i stand til at vælge den bedste – kan vi se guldet, når det er der?

For knap 20 år siden kom de to amerikanske psykologer Mahzarin Banaji og Anthony Greenwald frem med budskabet om, at det kan vi i hvert fald i væsentlig grad ikke. Der findes naturligvis bevidste racister, sexister, o.s.v. der er overbevidste om, at visse racer eller det ene køn (typisk det mandlige, men ikke nødvendigvis) er andre racer eller køn overlegne og derfor bør have forret. Selv når vi oprigtigt gerne vil være upartiske, behandle alle lige, så diskriminerer vi ifølge Banaji og Greenwald imidlertid alligevel på grund af ”ubevidst bias”.

De to har endvidere udviklet et psykologisk redskab, på engelsk kaldet Implicit Association Test (IAT) som ifølge de to kan måle, i hvilken udstrækning vi hver især er præget af ubevidst bias. Kort sagt består testen i at måle en forskel i reaktionstid med hvilken testpersoner associerer positive eller negative træk med forskellige karakteristika som køn eller "race". En målt tidsforskel tilskrives ubevidst bias og menes at kunne danne grundlag for et kvantitativt mål for denne.

Ideen om ubevidst bias og IATs har opnået en meget stor udbredelse. Særligt i Canada og i USA har mange offentlige institutioner med udgangspunkt heri indført obligatorisk kurser for relevante medarbejdergrupper i ”Unconscious bias training”. Også i Europa er ideen meget udbredt og den diskuteres f.eks. ofte i.f.m. ligestillingsdebatten herhjemme. Lone Frank skriver interessant om emnet på forsiden af Weekendavisen 21. juli 2017. I EU programmet FESTA (Female Empowerment in Science and Technology Academia) optræder ideen om ubevidst bias meget prominent, f.eks. i deres publikation omkring tilstræbte organisatoriske forandringer.

På det seneste er det imidlertid kommet meget kritik af Banaji og Greenwald og IATs. F.eks. har den Canadiske psykolog Jordan Peterson via en række youtube-indlæg fået enorm opmærksomhed for sin modstand mod hele denne tankegang. Et af hans første indlæg om sagen kan ses her.

Hans kritik har flere aspekter. Først spørger han om vi virkelig synes det principielt er rimligt, at en arbejdsplads kan sende deres medarbejdere på obligatoriske kurser, der piller ved folks ubevidste forestillinger? Det minder jo om, hvis det ikke direkte er, det vi populært kalder hjernevask.

Mere substantielt er imidlertid, at der faktisk er store problemer med IATs: resultaterne er ikke særlig robuste, d.v.s. hvis den samme person tager testen flere gange, så varierer resultatet meget. Endvidere er testen ikke særlig god til at forudsige folks faktiske opførsel, altså testen siger ikke ret meget om, hvordan folk faktisk handler i konkrete dagligdagssituationer. Endelig er han stærk kritisk overfor de kurser, der faktisk gennemføres, særligt fordi han mener, at de ledes af folk uden den nødvendige psykologiske fagkundskab og de har en politisk slagside.

Jeg er ikke tilstrækkelig faglig kyndig inden for psykologien til at kunne udtale mig kvalificeret for eller imod validiteten af IATs. Den interesserede kan læse mere i en artikel i New York Magasine af Jesse Singal og i en artikel skrevet af juristen Gregory Mitchell listet herunder. Jeg vil erklære mig enig med Jordan Peterson langt hen af vejen.

Jeg vil gerne her citere K. E. Løgstrup som jeg synes er umådelig klog, når det kommer til indsigt i etikken og det menneskelige samkvem. Han skrev flg. i "Den Etiske Fordring" med relevans for denne diskussion:

“Den, der derimod vil lave menneskene om, besat af forbitret vilje til fuldkommenhed, standser ingen steder, heller ikke foran den andens individualitet og vilje.” s. 37

“Af den elementære afhængighed og middelbare magt udspringer fordringen om at tage vare på det af den andens liv, der er afhængigt af een, og som man har i sin magt, idet det dog for samme fordring er udelukket, at varetagelsen nogensinde kan bestå i for den andens egen skyld at tage hans selvstændighed fra ham. Ansvaret for den anden kan aldrig bestå i at overtage hans eget ansvar.” s. 39

“Netop når man lader sit forhold til det andet menneske formidle af en ideologi, som man venter sig alles frelse af, bliver overgrebet uundgåeligt.” s. 40

Helt grundlæggende, udover de problemer der synes at være med IATs, så mener jeg,  at vi bør føre vore kulturelle og politiske kampe fuldt ud i det bevidste og lade den enkeltes ubevidsthed være i fred. Vi er selv sagt alle præget af en bestemt baggrund og kontekst, men hele forestillingen om et samfund eller en civilisation beror på tanken eller idealet om, at vi er borgere, der indgår med lige borgerrettigheder. Fremfor at søge ind i det ubevidste må vi sørge for at gøre vores udvalgsprocesser mere åbne og gennemskuelige, således at tilfælde af diskrimination, kan påpeges og rettes, hvor de end måtte forekomme.

Forslag til fordybelse: Implicite Association Tests: FESTA Jordan Petersons you-tube indlæg om Unconscious bias training Artikel om problemer med IATs fra New York magazine Artikel af Gregory Mitchell om problemstillingen: Jumping to Conclusions: Advocacy and Application of Psychological Research

Universiteter og Utopier

(til bladet BioZoom)

Jeg hørte for nogle år siden følgende vits fortalt af strålende amerikansk post.doc., Kristian Finlator, vi havde fornøjelsen af at have ansat på Dark kosmologicenteret ved Niels Bohr Institutet, hvor jeg arbejder: Den finske komponist Sibelius havde engang indbudt en samling musikere og bankfolk til middag. På den ene side af middagsbordet satte han bankmændene og på den anden side musikerne. Selv satte han sig hos bankfolkene. Musikerne spurgte, hvorfor han satte sig hos bankfolkene, hvortil Sibelius svarede, at det var fordi det eneste musikere taler om er penge.

Nogen gange finder man samme problem med forskere – det eneste vi taler om er penge. Det er der ikke noget nyt i. For 50 år siden, i 1967, skrev Peter Naur (f. 1928, d. 2016) bogen ”Utopier” som jeg har været heldig at finde på et antikvariat. Peter Naur begyndte sin karriere som astronom, mit eget fag, men skiftede i 1960erne over til det fremspirende nye fag datalogi. Han blev en af datalogiens pionerer og har leveret store bidrag til dette fag. Bl.a. modtog han den prestigefyldte Turing pris i 2005. Han døde i fjor. I ”Utopier” skriver Peter Naur, at bogen er ”Tilegnet de af mine medborgere som har bevaret håbet om at forældede love kan erstattes af bedre”. Emnet for bogen er Universiteternes krise og særligt en diskussion af, hvordan forskningsmidler fordeles og hvordan universitetsstudier er opbygget. Peter Naur havde nogle ret radikale forslag til forandring som ingen syntes at have taget notits af. Peter Naur mente, at forskningsmidlerne den gang gik til de forkerte og universitetsstudier handlede mere om ”vidensindpumpning” end om udvikling af selvstændig tænkning. I det hele taget mente han, at universiteterne burde nedlægges og at forskningen og undervisningen skulle gå hver til sit. Forskningsmidlerne burde i Peter Naurs utopi fordeles efter et system, hvor alle forskere havde kontrakter direkte med staten, med et bevillingssystem, der afspejlede den enkelte forskers formåen inden for forskning og undervisning (efter nogle nøjere principper diskuteret i bogen) de seneste få år. 

Siden Peter Naur skrev ”Utopier” er universitetet fuldstændig forandret. Professorvældet blev afskaffet med styrelseslovene fra 1970/73, sikkert til Peter Naurs store glæde, og forvandlingen af universitetet til et masseuniversitet, hvor en lang større andel af ungdomsårgangene optages på Universitetsuddannelser – en udvikling, der allerede var kraftigt i gang i 1967, er tiltaget. Til eksempel var det ved Københavns Universitet i 1958 4.700 studerende, i 1968 21.500 og i dag ca. 41.000. Samtidig er størrelsen af ungdomsårgangene givetvis faldet fra situationen i 1960erne. Hvad Peter Naur mente om denne udvikling tør jeg ikke gætte om. Mange af de problemer Peter Naur påpegede findes stadig. I 60erne var der ifølge Peter Naur en stor klasse af amanuenser med ringe indflydelse og helt prisgivet professorenes gunst. Problemet findes stadig om end stillingsbetegnelserne er ændrede. Der findes stadig et stort prekariat af løst/kortansatte post.docs. og ATAP/TAPer med ringe indflydelse og undertiden med stor jobusikkerhed. Med universitetsloven fra 2003 er professorvældet om ikke fuldt genindført så nok delvist. Magten ligger ikke hos professorerne, men i det mere forretningslignende ledelseshierarki med sektionsledere, institutledere, dekaner og rektor med deres mange viceledere (i øvrigt typisk professorer).

Tildelingen af forskningsmidler er meget anderledes end i 1967 og næppe på en måde Peter Naur ville bifalde. Det er min fornemmelse, at de til rådighed værende forskningsmidler per forsker på universitetet er faldet signifikant siden 1960erne. Succesraten for ansøgninger til det frie forskningsråd (fra i år omdøbt til den frie forskningsfond) er omkring 10%. En anden markant udvikling er, at de eksterne bevillinger i stigende grad tynges af både direkte og indirekte ”overhead” som er blevet en helt uundværlig del af institutternes økonomi. Samtidig er det meste af verden præget af det modelune, at den bedste forskning opnås ved at tildele et meget lille mindretal af forskerne meget store bevillinger (i Danmark i 40-100 millioner kr klassen) i store forskningscentre. Disse forskere slipper ofte af sted med næsten ikke at undervise, da dette jo ikke er muligt givet deres store ansvar. Dette modelune er baseret på en forestilling om det vigtige i at støtte ”excellence”, men jeg savner dokumentation for, at der faktisk findes en sådan gruppe af særligt excellente forskere og at en så ujævn fordeling af forskningsmidler faktisk giver den bedste forskning per investeret krone. Det er jo ikke overraskende, at folk med multimillionbevillinger gør det godt, og deres status som ”excellente” bliver hurtigt en selvopfyldende profeti. Spørgsmålet er om ikke en mere jævn fordeling samlet set ville give en bedre, mere sprudlende, kreativ og mangfoldig forskning. Det er jeg ret sikker på. Et andet problem med de store centre er, at de både producerer mange løst-ansatte og i høj grad bestemmer, hvem der faktisk vinder de ret få faste stillinger på universiteterne – i hvert fald der hvor jeg færdes.

Hvis jeg her til afslutning skulle formulere en lille utopisk drøm skulle det være denne: modsat Peter Naur er jeg stor tilhænger af den tætte forbindelse mellem forskning og undervisning. Jeg ville ønsker mig en situation, hvor alle forskere bidrog i rimelig grad til undervisningen og hvor det var muligt for alle forskere med en rimelig undervisnings- og forskningsindsats at hjemhente forskningsmidler til dækning af rejser, udstyr og en enkelt post.doc. og/eller PhD studerende ca. hvert tredje år. Dette burde foregå på en måde, hvor vi ikke konstant er nødsaget til at genopfinde vores forskning og bilde hinanden ind at vi er meget mere paradigmebrydende, beyond state-of-the-art og high-risk/high-gain agtige og mere excellente end de andre. Vi er også nødt til at finde en bedre løsning for de mange kort/løstansatte, således at det tidligt (max. 3 år efter PhDen) afgøres om man er ”inde eller ude”, f.eks. via tenure-track programmer. Jeg er overbevist om, at løsningen på dette problem også vil være et stærkt bidrag til at gøre universitetsstillinger attraktive for en bredere skare og ikke mindst forbedre kønsfordelingen. Endelig drømmer jeg om en struktur, hvor institutterne kunne have en stabil økonomi, der ikke fuldstændig var hængt op på behovet for indhentning af store mængder overhead fra eksterne bevillinger. Det forekommer mig paradoksalt, at vi har opbygget disse bizarre systemer med overhead, inddækning o.s.v. Pengene kommer jo i sidste ende fra de samme skatteyderlommer, så kunne vi ikke lave et simplere system, der samtidig kunne frigøre de store mentale resurser en masse forskere bruger på at tænke over penge. Måske Sibelius næste gang så ville overveje at sætte sig på den anden side af bordet.   

Marv, ikke bark

For tiden virker det mindst lige så vigtigt at synes som at være. Form frem for indhold. Den ”X-factorisering” i dansk forskning kan i værste fald skræmme dygtige unge væk.

UGENS MENING: Astronomen Tyge (eller Tycho på latin) Brahe, der virkede i sidste halvdel af 1500-tallet, havde nogle interessante valgsprog: ”Medullas non cortices” som kan oversættes til ”marv, ikke bark”, og ”Non haberi sed esse” som kan oversættes til ”Ikke synes, men være”. Tychos mening var, at det vigtige for valget af vore livsgerninger må være substansen ikke overfladen, det vigtige er ikke, hvordan man fremstår, men hvad man står for. Der vigtige er ikke indpakningen, men essensen.

Tycho må også have følt en stærk trang til, at hans livsgerning skulle tilegnes noget fundamentalt vigtigt, forskningen af skaberværket, snarere end stræben efter magt og indflydelse.

Det er tankevækkende, at Tycho har valgt disse valgsprog. Han må jo have følt en frustration over, at skallen ofte synes vigtigere end kernen, at det ofte er vigtigere, hvordan man fremstår i andres øjne end, hvad man faktisk er eller kan. Tycho må også have følt en stærk trang til, at hans livsgerning skulle tilegnes noget fundamentalt vigtigt, forskningen af skaberværket, snarere end stræben efter magt og indflydelse. Tycho havde en gylden periode fra 1572, hvor han gjorde sit livs vigtigste opdagelse af en ny stjerne, en supernova i vores moderne terminologi, frem til sidst i 1580erne, hvorefter han langsom faldt i unåde hos magthaverne i landet. I de gode år drev Tycho et forskningscenter på øen Hven i Øresund med et stort, internationalt forskerhold bag sig. Tycho Brahe var i disse år begunstiget af en meget generøst kong Frederik d. 2., der tildelte Tycho op mod en procent af statens budget til den astronomiske forskning. Efter Frederik d. 2.’s død i 1588 gik det tilbage for Tycho Brahe i Danmark og til sidst omkring 1597 måtte han forlade Danmark.

Hvorfor synes jeg det er interessant at se på Tychos valgsprog og livsgerning? Jeg synes vi i tiden ser nogle bevægelser imod en invertering af Tychos valgsprog i forskningen: det er mindst lige så vigtigt at synes som at være. Der findes flere eksempler. F.eks. forsøger region Syddanmark med i projektet ”Et sundere Fyn” at involvere medborgerne ved at lade dem deltage i udvælgelsen af et blandt fem forskningsprojekter indenfor sundhedsvæsenet. Jeg synes tanken i udgangspunktet er sympatisk, men metoden er forkert. Et andet eksempel er det just afholdte ”PhD cup”. Formålet er igen beundringsværdigt, nemlig på 3 minutter at formidle forskning fra et PhD projekt til en bredere offentlighed, men jeg er ikke begejstret for formatet. Formatet minder mere om DM i stand-up end om formidling af forskning. I DM i stand-up handler det om at kunne ”brænde igennem” som det hedder, når vi er til formidlingskursus.

Det er endnu vigtigere at forklare folk, hvad problemerne er og udfordre dem til at tænke selv, end det er at fortælle om løsninger og underholde.

Perspektivet i projekterne i region Syddanmark og bag PhD-cup vil på sigt bidrage til at fremme forskning, der kan forklares hurtigt og umiddelbart forståeligt til et publikum uden baggrundsviden. Det vil fremme forskere, der kan ”brænde igennem” og underholde. Men mange gode forskere er introverte, hvilket indenfor forskningen ikke nødvendigvis er et problem. Måske nærmere tværtimod! I hvert fald må vi ikke skræmme alle de introverte, men dybt begavede unge mennesker væk fra forskningen ved at tegne det billede, at forskning handler om ”at sælge varen”. Det er endnu vigtigere at forklare folk, hvad problemerne er og udfordre dem til at tænke selv, end det er at fortælle om løsninger og underholde.

Noget lignende gør sig gældende med den megen snak om Elite og Excellence. Umiddelbart virker det sympatisk at støtte og fremhæve de bedste forskere. Tanken er, at forskningen styrkes ved stærke forbilleder og rollemodeller. Men i praksis kommer man efter min mening mere eller mindre vilkårligt til at fremhæve nogle få procent meget synlige forskere blandt en meget større gruppe af fremragende, men måske mindre synlige og sikkert mere introverte forskere. Og med fremhævelse mener jeg ikke bare synlighed, men ekstrem finansiel begunstigelse (næste ala Tychos). De der ophæves til elite eller excellence modtager bevillinger på 40-70 millioner kr over 5-6 år, mens flertallet kæmper med succesrater på under 10% på de årlige ansøgninger til forskningsrådene. Denne trang til at skabe synlige forbilleder skaber muligvis flere problemer end det løser. Jeg vil endda gå så vidt som at betragte hele Penkowa-skandalen som et ekstremt symptom på denne fokus på at ”synes” snarere end at ”være”.

Respekten for vores medborgere viser forskere ikke ved at tilbyde en ny form for underholdning, men ved at bedrive og udgive artikler om god forskning og ved, hvis de har evnerne, at formidle deres forskning gennem foredrag, bøger, artikler o.s.v.

Nu sidder der ganske sikkert nogen og tænker noget med forskere og elfenbenstårne. Men jeg respekterer mine medborgere meget højt. Det er netop med udgangspunkt i den respekt, at jeg er skeptisk overfor i et vist omfang at reducere forskning og forskningsformidling til en del af underholdningsindustrien. Respekten for vores medborgere viser forskere ikke ved at tilbyde en ny form for underholdning, men ved at bedrive og udgive artikler om god forskning og ved, hvis de har evnerne, at formidle deres forskning gennem foredrag, bøger, artikler o.s.v. Ligesom der findes andre meningsfulde måder at involvere medborgere i forskning. For eksempel kan man hjælpe med at lokalisere og klassificere supernovaer i fjerne galakser som citizen scientist (fx i projektet galaxy zoo), eller i fysikkens verden ved udvikling i nye metoder i kvantefysikken som i Jacob Shersons forskning.

Jeg synes, at det er problematisk og mere til skade end til gavn, hvis man antager eller hævder, at forskning bare er noget man kan komme ind fra gaden og enten deltage i eller prioritere. Derfor mener jeg, at regering, regioner og andre ledende organer bedst respekterer medborgerne ved at lade selve financieringen og bedømmelsen af forskningen foretages af uafhængige, kompetente fagfæller (gerne fra udlandet). Jeg synes, det er fejlagtigt og skadeligt at lade sig inspirere af musikkens X-faktor show, og det kan medvirke til ringere forskning og stikke de unge blår i øjnene.