Dante og stjernerne

Dante og stjernerne
Skrevet af Johan Fynbo, August 2003

I min sommerferie har jeg haft stor fornøjelse af læse Dantes "Gudommelige Komedie". Komedien er ikke en komedie i den forstand vi idag bruger ordet, men en poetisk beskrivelse af Dantes vandring i gennem de tre dødsriger: Helvede, Skærsilden og Paradiset i påskeugen år 1300. Komedien er skrevet af Dante Alighieri (1265-1321) fra Firenze, formodentlig i årene 1304-1321. Komedien giver et vidunderligt indblik i verdensbilledet i den sene middelalder, både fysisk, filosofisk og religøst. Dante bliver først ledt igennem Helvedet og Skærsilden af oldtidsdigteren Vergil, der er et stort forbillede for Dante. Vergil befinder sig selv i Limbo, der er den mildeste del af Helvedet. Her ender alle de, der døde uden at have modtaget dåben. I Paradiset bliver Dante ledt af sin Beatrice, en kvinde som Dante elskede hele livet, men aldrig fik.



"Dante og de tre kongedømmer" af Domenico de Michelino (1417-91)

Det mest slående ved verdensbilledet anno 1300 er i mine øjne, at alt gennemstrømmes af guddommelig retfærdighed og guddommelig kærlighed. Først Vergil og dernæst Beatrice oplyser Dante om denne kosmiske orden, og undervejs i denne dannelsesrejse spiller astronomien en fremtrædende rolle. Dante bruger astronomien både som billede på den kosmiske orden og samtidig til at illustrere, hvordan tiden går under vandringen (turen tager tre dage - én dag per dødsrige - på samme måde som Kristus opholdt sig tre dage i dødsriget efter korsfæstelsen). I denne klumme vil jeg give nogle eksempler på Dantes brug af Astronomien og derved komme lidt ind på Dantes og dermed middelalderens verdensbillede. Som altid har andre fået denne ide før mig og også udført den meget bedre, så den interesserede læser kan med fordel læse mer (på engelsk) her.
I Helvedet kan ingen se stjernerne, så det er først i Skærsilden, at stjernerne kan ses. Beskrivelsen af vandringen i Helvedet afsluttes med ordene (I Ole Meyers oversættelse):

Min fører og jeg selv fulgte nu vejen
der leder op imod den lyse verden;
og uden at bekymre os om hvile
klatred vi begge op - han først, jeg efter -
indtil et rundt hul øverst lod mig ane
en flig af himlens skønhed. Derfra steg vi
omsider op, og genså nattens stjerner.

På den anden side af hullet ligger Skærsildsbjerget. Skærsildsbjerget ligger i Dantes univers på den sydlige halvkugle, antipodisk i.f.t. den hellige by Jerusalem på samme måde som nordpolen og sydpolen er antipodiske. Modsat hvad man ofte hører, så er der altså i middelalderen ingen tvivl om at Jorden er rund. Dante skriver om himlen set fra stranden foran Skærsildsbjerget:

Blidt som en østerlandsk safir i farven
var himmelrummet mine øjne nu så
og glædede sig ved, da jeg steg op fra
den døde luft, hvor øjnene og brystet
blev tynget ned af gruen som jeg mødte.
Det himmellegeme der vækker lysten
til kærlighed, optændte himlen østpå
mens Fiskene, der fulgte bag det, blegned.
Jeg vendte mig mod højre og betragted
himlen mod syd: der så jeg fire stjerner
som kun de første menneskers blik har skuet,
og himlen lystets op, ligesom af glæde -
du stakkels halvkugle mod nord, hvor fattig
er du, som ikke ejer disse stjerner!

Med andre ord er Venus i øst, mens stjernetegnet Fiskene blegner p.g.a. den tiltagende sol i øst - det er tidlig morgenskumring på vandringens anden dag. På den sydlige himmel, som ingen (Europæer) dengang havde set, ser Dante fire fantastiske stjerner. Dette skal nok ikke forståes som Sydkorset, men fortolkes normalt ifølge Ole Meyers fortrinlige noter som et billede på de fire kardinaldyder Klogskab, Retfærdighed, Mod og Mådehold. I starten af II sang skriver Dante, i form af den altvidende fortæller:

Solen var allerede nået ned til
den horisont hvis zenith hviler over
Jerusalem. På Jordens anden side
steg Natten op af Ganges; endnu bar hun
på Vægten, som hun siden lægger fra sig
når hendes tur er kommet til at herske.

Med andre ord er det ved at blive nat i Jerusalem, der jo ligger antipodisk i.f.t. Skærsildsbjerget. Lidt senere, i sang IV, er Dante og Vergil kommet lidt op ad bjerget. Her er Dante i fortællingen i modsætning til Dante som fortæller ikke klar over tingenes rette sammenhæng:

Her satte vi os begge for at hvile,
med ansigtet mod øst, der hvor vi kom fra,
og frydede os ved vejen der lå bag os.
Jeg retted først mit blik dybt ned mod stranden,
og dernæst op mod Solen - og forbøffet
så jeg at lyset ramte os fra venstre.
Min digterven bemærked at jeg stirred
forbavset på den lysets vogn hvis bane
gik nordlig, ikke sydligt over himlen.

Vergil ser altså, at Solen står i nord som den jo rigtig nok gør på den sydlige halvkugle. Vergil forklarer ham herefter den rette sammenhæng, hvorefter Dante svarer:

- "Klart indser jeg nu, mester," sagde jeg, "hvordan
jeg før tog fejl; for dine ord har vist mig
ideen: selve cirklen som beskriver
en midterlinie i den høje himmel -
den som af nogle kaldes for Ækvator,
og stedse står imellem sol og vinter -
den må, som du forklarer, fremstå herfra
som nordlig, mens de gamle jøder så den
ned mod de varme lande, altså sydlig.
..."

Senere, i sang XVI kommer Dante ind på astrologien. Han har truffet Marco Lombarderen der i Skærsilden soner sin hidsighed ("løser vredens knude" kalder Dante det). Fortvivlet over menneskets svaghed overfor synden vil Dante vide om dette skyldes himlen, altså indflydelsen fra planeterne:

"... men sig mig grunden, ber jeg dig! Og vis mig
hvem der har ret: er himlen skyld i dette?"
Han sukked dybt: et halvkvalt "Huuj" af smerte
kom først, og derpå fatted han sig sådan:
"Min broder, du er blind som verden er det.
I levende tror himlene er årsag
til alt der hænder - som om deres kredsløb
bevæged alle ting af nødvendighed.
Men var det sådan, ville det jo stride
mod selve viljens frihed, og mod loven
der straffer ondskab og belønner godhed.
Det himlen gør, er blot at den bevæger
jer første gang, og det endda kun delvis;
men selvom det var mer, fik I dog lyset
der viser godt og ondt, og frie viljer
der først kun kæmper svagt mod himlens stjerner,
med siden vinder, hvis de næres rigtigt.
..."

Der er her tale om tanker, der går tilbage til Aristoteles forestillinger om den første bevæger - den første årsag. Der er nok nogen indflydelse fra stjernerne, men ikke vedvarende. Det udelukkes med det moralsk argument, at der ikke ville være nogen skyld, hvis viljen ikke var fri.
Henunder aften, da vandringen op ad Skærsildsbjerget nærmer sig sin afslutning, bruger Dante igen astronomien til at angive tidspunktet (sang XXVII):

Som når dens første stråler netop skælver
på stedet hvor dens skaber måtte bøde,
og vægten stiger op over Ebros vande
mens Ganges brænder under middagsheden -
stod solen nu: således hælded dagen
mod aften, da Guds engel kom til syne.

Ebro er en flod i Spanien. Dante troede der var omtrent seks timers tidsforskel mellem Indien og Israel og tilsvarende seks timers tidsforskel mellem Israel og Spanien. Endelig er der jo tolv timers tidsforskel mellem Jerusalem og Skærsildsbjerget, der jo som sagt ligger antipodisk i det middelalderlige verdensbillede. Da fortællingen foreår i Påsken, altså lige efter forårsjæøgn, er dagen 12 timer lang. Når solen står op i Jerusalem er det midnat i Spanien, middag i Indien og solnedgang på Skærsildsbjerget.
Paradiset befinder sig i de øvre himmelsfærer (fra månen og opefter), så derfra kan man ikke se himlene på sædvanlig vis. Skærsilden afsluttes med ordene:

Af hellig bølge steg jeg op på stranden,
genfødt og ny, som når de unge træer
om foråret fornyes med nye blade -
ren, rede til at møde himlens stjerner.

Jeg synes Dantes "Guddommelige komedie" er en fantastisk smuk beskrivelse af den totale orden, guddommelig retfærdighed og kosmos, der kendetegner verdensbilledet i den sene middelalder. Ikke længe efter Dante skulle dette verdensbillede blive rystet og bryde sammen først med renæssancens (gen)fokuseren på og øgede tro på menneskets fornuft og for alvor med den Kopernikanske revolution og den for kirken meget uheldige historie med dommen mod Galileo Galilei. Den holdning renæssancen brød med fremstilles meget godt i Skærsilden sang III, vers 33-44:

Kun tåber tror at vor fornuft kan følge
de underfulde veje som han vandrer
hvis væsen sammenfatter tre personer.
Slå jer til tåls, I mennesker, med et Quia!
For hvis I så og fatted alt til fulde,
var jo Marias barsel overflødig;
og I har set hvor ivrigt andre stræbte,
men kom til kort, til trods for deres evner;
de længes nu til evig tid i Limbo
- jeg mener Aristoteles og Platon
og fler med dem...

Der er en slående forskel på vores verdensbillede idag og det, der var fremherskende på Dantes tid. Dengang var der komplet harmoni mellem Filosofien, Fysikken og Teologien. Middelalderen var ikke uvidende om fysiske love - f.eks. står der i Skærsildens sang XV, vers 10-24 i.f.m. synet af en engel:

Med ét fornemmed jeg et lys der ramte mit ansigt med langt større glans og styrke end nogensinde før på vores vandring: jeg løfted hånden op til brynet og skærmed for den lyskilde der ganske forvirred mig og blændede mine øjne. Som når fra vandets eller lysets flade en stråle kastes op i modsat retning i samme vinkel som den før faldt nedad, idet den fjerner sig i samme afstand fra linien som en sten der falder, følger (hvad både teori og praksis viser), således var det som om jeg blev ramt af et lys der reflekteredes foran mig, og hastigt flygted mine øjne for det.

Her beskrives den grundlæggende lov for al optik, nemlig at udfaldsvinklen er lig indfaldsvinkel, når lys reflekteres. I Paradiset, sang II er der en lang diskussion af, hvorfor der er mørke og lyse områder på månen. Her argumenteres der både ud fra Aristoteles, fysiske eksperimenter ("...men indvendingen holder ikke hvis man gør et eksperiment - og den metode er kilde til al kunst og viden hos jer..." siger Beatrice i vers 94-96) og teologisk/filosofiske overvejelser. Den primære forskel mellem deres og vores verdensbillede er i mine øjne at deres præmis for verdensbilledet var denne totale harmoni mellem det religiøse, filosofiske og fysiske verdensbillede. Det grundlæggende var biblen og fortolkninger heraf.
I dagens Danmark findes der ingenlunde en harmoni, hvad de seneste skriverier og læserbreve omkring Thorkild Grosbøll, præsten i Taarbæk, illustrer udemærket. Forholdet er mest i den protestantiske verden i ufrugtbar grad blevet trukket skarpt op: hvis man er kristen anses man for håbøs idiot af dem, der anser sig for værende i overensstemmelse med det såkaldt moderne verdensbillede og vice versa. Under alle omstændigheder er det idag op til den enkelte at finde sit synspunkt og et verdensbillede, hvilket i sig selv er godt. Men det betyder også, at vi til en vis grad lever i hver vores verden.

Det antropiske princip

Det antropiske princip
Skrevet af Johan Fynbo, Maj 2002


I middelalderen vidste enhver (i hvert fald de lærde), at mennesket - skabt i Guds billede - blev sat på jorden af Vor Herre for omkring 5000 år siden. Dette verdensbillede fik sit første skud for boven i Renæssancen i kraft af den Kopernikanske revolution, der fjernede jorden fra universets centrum, og via opdagelsen af arternes udvikling af Charles Darwin forsvandt også menneskets særegne position blandt klodens mælende og umælende væsener. I takt med denne erkendelsesmæssige udvikling har mennesket fjernet sig mere og mere fra enhver form for speciel betydningsfuld position i verden. Dette standpunkt er ophøjet til lov i det såkaldte Kopernikanske princip, der kort og godt lyder: "Vi er ikke i verdens centrum."

Imidlertid er der et andet (kontroversielt) princip som på en måde bringer mennesket, og mere generelt livet, tilbage på banen. Kernen i det Antropiske princip er, at der er ikke- trivielle konsekvenser af det faktum, at vi mennesker og livet generelt findes. Brandon Carter formulerede i 1974 det såkaldt svage antropiske princip på følgende måde:

"Hvad vi kan forvente at observere er begrænset af de betingelser, der er nødvendige for vores tilstedeværelse som observatører."

Med andre ord lægger det faktum, at vi findes nogle begrænsninger på hvilke egenskaber universet kan have. Universer med egenskaber, der ikke tillader liv er udelukkede - for i sådanne universer ville vi jo logisk nok ikke kunne findes, endsige observere. Det lyder jo ret trivielt. Når det alligevel ikke er trivielt er det fordi vi ikke behøver at ændre ret meget på nogle af de fundamentale fysiske konstanter før mulighederne for liv ændres radikalt. Nogle af de mest kendte eksempler herpå er:

Styrken af den stærke vekselvirkning: Den stærke vekselvirking er den kraft, der holder atomkernerne sammen. Hvis styrken af denne kraft var en anelse stærkere (ca. 13%), så ville to protoner kunne hænge sammen som en Helium-2 kerne. Dermed ville alle protonerne få minutter efter Big Bang to og to være gået sammen og lavet Helium, så der ikke ville være noget Brint tilbage. Det ville have reduceret stjerners livstid dramatisk, så de ville brænde ud i løbet af få millioner år i stedet for flere milliarder år som tilfældet er for solen. Dermed ville der ikke være tid til, at livet kunne opstå. Hvis styrken af den stærke vekselvirking var få procent svagere, så ville Deuteronen (en proton og en neutron - også kendt som tungt Brint) ikke længere været bundet. Så ville der slet ikke blive dannet Helium efter Big Bang eller siden hen. Det ville også være fatalt for mulighederne for liv.

Vands egenskaber: I modsætning til en række andre stoffer, så har vand i væskeform større massefylde end i fast form (is). Det betyder, at is flyder oven på vand, og at søer og have derfor fryser oppe fra og ned. Det betyder endvidere, at det er svært for havene at fryse fuldstændigt til fordi isen dannet på overfalden har en isolerende virkning på vandet under isen. Hvis det var omvendt - altså hvis is var tungere end vand, så ville havet fryse nedefra og op og det ville være meget lettere at fryse havene til. Det ville også være fatalt for livet på jorden. Vand har også en række andre egenskaber med stor betydning for livet.

Energi-niveauerne i Kulstof-12: Den just afdøde engelske astronom Fred Hoyle, der er mest kendt i bredere kredse for sin stærke modstand mod Big Bang teorien, beregnede i 60erne, hvordan grundstofferne kunne dannes i stjernerne. Kulstof dannes ved, at tre Helium-kerner fusionerer - en process der er langsom fordi man altså må have tre Helium-kerner bragt tæt sammen. For at kunne danne kulstof i de mængder vi ser i universet idag, og som er afgørende for livet som vi kender det, var Hoyle nød til at postulere eksistensen af et energi-niveau (en såkaldt resonans) i kulstof-12 kernen med en energi, der netop svarer til den typiske termiske energi af Helium-kerner i stjerners centre. Uden et sådant energi-niveau ville det simplethen ikke være muligt at lave kulstof. Det blev efterfølgende eksperimentielt eftervist, at der faktisk findes et sådant energi-niveau med netop de rigtige egenskaber i kulstof-12 kernen.

Der findes en lang liste af andre egenskaber ved naturlovene som kunne skulle være en lille anelse anderledes for at umuliggøre mulighederne for liv (se f.eks. her). Spørgsmålet er så: hvorfor er universet tilsyneladende så fin-indstillet til liv som det er? Det er dette spørgsmål der har affødt det antropiske princip. Logisk set er der to muligheder - begge slående og radikale. Den første mulighed er, at der findes umådelig mange universer i hvilke de fysiske konstanter antager helt tilfældige værdier. Vi bebor et af de sære, sjældne af disse mange universer i hvilket de fysiske konstanter tilfældigvis er sådan, at livet er muligt. Alle de andre universer er golde og døde, altså uden liv. Den anden mulighed kaldes det stærke antropiske princip og lyder "egenskaberne ved universet er sådan, at liv nødvendigvis vil opstå." Et eksempel herpå er det teistiske svar på universets finindstilling, nemlig at universet er skabt til at kunne rumme liv. F.eks. skriver Esajas (45,18) :

[...] himlens skaber, han som er Gud, han som dannede jorden og frembragte den, han som grundfæstede den; han skabte den ikke i tomhed, men dannede den til beboelse [...]

Andre søger efter mere "naturlige" forklaringer som f.eks. Professor Holger Bech Nielsen, der undersøger om der findes en fysisk teori i hvilken konstanterne simpelthen ikke kan undgå at være som de er. Edward Harrisons (professor emeritus i fysik og astronomi ved Masachusetts universet) skriver i sin bog "Cosmology":

"På nuværende tidspunkt kan vi foretrække enten antropiske eller teistiske ideer eller helt ignorere emnet og koncentrere os om mere funktionelle spørgsmål. På den ene side har vi ideen om, at vores univers kun er et af en mangfoldighed af universer, og nødvendigvis er som det er fordi vi eksisterer, eller på den anden side har vi ideen om, at vores univers er over-naturligt designet, en ide der stopper videre videnskabelig undersøgelse. Givet et valg mellem et over-naturligt væsen hensides rationel undersøgelse og en ørken af golde og tomme universer ville de fleste sandsynligvis vælge det første."

Mit synspunkt er det følgende: det er overordenlig interessant, at universet ser ud til at være så veltilrettelagt for liv som det er, men jeg foretrækker ikke (straks) at udelægge dette som bevis for dette og hint, f.eks. Guds nedlagte plan med skaberværket eller lignende. Der har været for mange af den slags Guds-beviser gennem historien, og de tjener egentlig ikke noget formål. Jeg tror egentlig heller ikke, at den religiøse overbevisning kommer fra den slags "beviser" - det er mere uudgrundeligt. Snarere bør vi lade sagen stå åben som en kilde til inspiration i vores videre studium af universets beskaffenhed. Men jeg finder det alligevel dejligt, at mennesket måske alligevel ikke bare er et ligegyldigt sandkorn på stranden.

Samklang med das Sein

Samklang med das Sein
Skrevet af Hans og Johan Fynbo, April 2002

   I denne klumme vil vi prøve (igen) at beskæftige os med, hvad det særegne ved naturvidenskab egentlig er. Vi er begge unge forskere, der (ligesom de fleste andre AstroGym skribenter) har brugt en stor del af de seneste 15 år på at komme til at forske indenfor fysik og astronomi. Hvorfor? Det vil vi gerne prøve at indkredse her. Spørgsmålet er: hvad er det særegne ved at beskæftige sig med naturvidenskab, der gør, at det er værd at bruge tid, energi og (for samfundet som helhed) penge på?

   Man kan komme nærmere et svar på dette spørgsmål ved at indkredse hvad naturvidenskab egentlig er for en størrelse. For 2500 år siden gjorde græske naturfilosoffer to meget dybe og grundliggende iagtagelser. Den første, at verdens gang er rationel bestemt - og ikke resultatet af Guderne i Olympens vilkårlige indfald, og den anden, at verdens gang er sådan gestaltet, at vi mennesker - med mere eller mindre anstrengelse - kan forstå den. Olaf Pedersen illustrerer i sin bog ``Naturerkendelse og Theologi´´ dette gennembrud ved at citere Herodot af Harlikarnassos. Herodot rejste rundt i Hellas og i de øvrige lande i det nære Østen for at samle materiale til sit 9-bindsværk om Perser-krigenes historie. Thessalierne fortæller ham, at Thessalien oprindelig var en stor indsø omgivet af bjerge, der forhindrede floden Peneros i at nå havet. Herodot fortsætter:

"I midlertid beretter Thessalierne selv, at Poseidon lavede den kløft, hvorigennem floden Peneros flyder ud, og deres historie er plausibel. Thi enhver, der tror at Poseidon ryster jorden, og at revner frembragt af jordskælv er denne guds værk, vilde ved at se kløften sige, at Poseidon frembragte den. Thi det forekommer mig indlysende, at bjergene blev skilt fra hinanden som følge af et jordskælv"

    Herodots vending ``Thi det forekommer mig indlysende ´´ viser, at han er begyndt at tænke på en ny måde ulig Thessaliernes måde at tænke på.
   Og denne nye måde at tænke på skyldes, at han har indset, at fænomener i naturen kan forklares og forståes rationelt. En anden (typisk) måde at se skiftet på er, at man går fra at spørge ``hvorfor?´´ til at spørge ``hvordan?´´, d.v.s. fra at søge en mening til at søge en rationel sammenhæng. Umiddelbart lyder dette skift måske for nogen temmelig skuffende : fra at have en verden befolket med besjælede bjerge og med et væld af Guder omkring os, får vi en verden karakteriseret ved lovmæssighed og orden. I virkeligheden er det lige omvendt. Der er ikke noget, der pludselig er blevet forbudt eller skåret bort. Pointen er, at verden kommer os nærmere og bliver større. Vi har lært, at der er et mønster af årsag og virkning i de naturlige fænomener, og at vi kan aflæse dette mønster (som tilmed er meget smukt som Gert Josef Fode elegant har beskrevet i en tidligere klumme). Nogle af de Græske og senere de Romerske og kristne filosoffer tolkede denne orden i verden som et spejl af en trancendent Skabers rationelle natur. På denne måde har Naturerkendelsen og teologien påvirket hinanden op igennem de seneste 2000 år, men det er en anden historie som med fordel kan læses i Olaf Pedersens bog.
   Det store og forunderlige ved naturvidenskab er altså, at det er en beskæftigelse med at aflæse naturens mønster. Kriterierne for succes er dybest set udenfor-menneskelige. Det er ikke som når man (ihvertfald mange af os) i puberten ofrede mange bekymringer på ikke at falde udenfor, på at indfri forventninger. Med videnskab er det som i reklamen i filmen "What women want": no games, just sports. Det menneskelige har sine egne, helt vidunderlige aspekter - meningen er ikke at nedgøre det. Men det er altså fascinerende, at mønsteret i naturen er noget ikke-menneskeskabt som vi kan aflæse under udfoldelse af stor anstrengelse og kreativitet (naturvidenskabens metode er en anden historie som fortjener en selvstændig klumme). Det er nok her, noget af det nørd-ry naturvidenskaben har, kommer fra. Naturvidenskaben anses for at være ``verdensfjern´´, d.v.s. fjern fra det menneskelige. Her er det (naturligvis) igen lige omvendt. De fleste af os bliver høje på virkelighed. Et dejligt citat, der viser denne pointe, er fra Platons symposium :

"På dette tidspunkt af livet, kære Sokrates, sagde min veninde fra Manteneia, er livet værd at leve for et menneske, mere end på noget andet punkt, når man står ansigt til ansigt med selve det skønne. [..] Mon det ville være et ringe liv, når man har blikket rettet på det, griber det med den sans, hvormed det kan gribes, og lever med det? Tænk på at det kun er på denne måde, ved at skue skønheden således som den ene kan skues, at han kan skabe, ikke skyggebilleder siden det ikke er skyggebilleder han favner, men selve det i sandhed fuldkomne fordi han griber virkeligheden. "

   Oven i denne inderste kerne i den naturvidenskabelige beskæftigelse kommer naturligvis en sovs af mere menneskelige faktorer i naturvidenskaben. Hvilke artikler, der citeres (det målbare succeskriterium), hvem der får forskningsbevillingerne, hvem der får de forjættede faste stillinger, endog hvad vi forsker i, afgøres udfra rent menneskelige faktorer (hvilket igen jo ikke nødvendigvis er skidt.) Men for at blive en god videnskabsmand må man prøve at komme i samklang med das Sein, aflæse naturens mønster. Og det er helt enormt spændende. Derfor.

Stjernehimlen gennem tid og rum

Stjernehimlen gennem tid og rum
Skrevet af Johan Fynbo, januar 2002

   I forlængelse af sidste klumme kunne jeg tænke mig kort at diskutere stjernehimlen som kilde til reflektion og som et referencepunkt mellem forskellige kulturer på jorden og måske andre steder i universet.
   Jeg finder det meget interessant, at stjernehimlen er noget vi har fælles med folk over hele jorden, med folk, der levede for mange tusinde år siden, og endda med evt. andre livsformer andre steder i universet (godt nok vil himlen der ser anderledes ud, men de vil stadig se stjerner og galakser på deres himmel, hvis de da kan se). Jeg tror, at hvis vi nogensiden kommer til at møde andet ``intelligent'' liv i rummet, på fredelig vis, så vil astronomien, fysikken og anden naturvidenskab være det første vi kan kommunikere om (hvis vi kan finde et fælles sprog), da det er fælles. Vi kan stille spændende spørgsmål som: Ved I hvad det mørke stof er?, hvordan startede Big Bang?, hvad ved I om Higgs partiklen (eller hvad I nu kalder fænomenet), hvad sker der inde i et sort hul?, bruger I også DNA?, hvordan klarer I jeres energiforsyning?, hvordan rejser I i rummet?, har I religiøse forestillinger? (ala the julekalender kan vi sige: Find selv på flere spørgsmål...). Og omvendt kan vi fortælle om vore indsigter.
   Jeg kan ikke lade være med at føle stor sympati og samhørighed, når jeg læser om forskellige kulturers forsøg på at forstå, hvad de så på himlen. Jeg deler deres fascination og deres trang til at forstå, hvad det er vi ser. Det vides ikke, hvornår vore forfædre først begyndte at studere himlen. Sikre spor efter tidlige observationer af himlen findes blandt mange af de neolitiskesten-sætninger så som Stonehenge i Sydengland, der blev bygget i flere faser for ca. 4500 år siden. Også pyramiderne ved Giza i Egypten, der er nogenlunde samtidige med Stonehenge, er orienteret efter stjerner på himlen. For nyling har man fundet en stencirkel i Sahara, der sandsynligvis er 1-2 tusinde år ældre end Stonehenge og pyramiderne og som også synes at være knyttet til fænomener på himlen. De fleste fortolker alle disse tidligere observationer af himlen som forsøg på at få styr på tiden, hvilket var livsvigtigt for disse tidlige landbrugssamfund. Men jeg tror langt fra at dette var den eneste betydning man forbandt med objekterne på himlen.
   Hvis vi går endnu længere tilbage i tiden er der langt færre spor, og det er tilsvarende sværere at fastslå, hvad de har forbundet med det de så på himlen dag og nat. Nogle mener at kunne finde afbildninger af stjernekonstellationer blandt de mange hulemalerier, der er 10.000 - 35.000 år gamle, f.eks. Chauvet, Lascaux og Altamira. Bl.a. er Plejaderne i Tyren muligvis aftegnet i Lascaux, mens andre mener, at stjernebilledet Nordlig Krone er afbildet i en hule i det nordlige Spanien.
    Jordens rotationsakse laver i løbet af 26.000 år en cirkelbevægelse (ligesom en snorretop). P.g.a. denne effekt, såkaldt præcession, var Nordlig Krone dengang mod nord ligesom Nordstjernen idag. Også nogle af de mange helleristninger fra vore egne breddegrader kan være afbildninger af noget man har set på himlen, f.eks. Herrestrupstenen, der kan tolkes som en afbildning af en solformørkelse i 1596 f.Kr. (i ældre bronzealder), men det er naturligvis meget svært at fastslå med sikkerhed. Michael Larsens roman "Femte Sol brænder" kredser om dette spændende emne, og der er flere gode links på nettet (så som Ancient-astronomy på dansk) - se også vores tidligere klumme om emnet), men desværre mange flere, der ikke har fundet den rette balance mellem evidens, spekulation og ren fantasi.
   Det er en spændende tanke, at vore forfædre måske 30.000 år tilbage afbildede stjernerne på himlen. De ældst kendte spor efter menneskelig aktivitet i Europa er faktisk langt ældre, ca. 400.000 år gamle, nemlig fra Terra Amata ved den Franske riviera (de var ikke så dumme dengang). I forhold til et menneskeliv er 400.000 år meget, meget lang tid. Tænk på alle de generationer (ca. 10.000) og forestillinger om verden, der ligger mellem os og dem! Men på astronomisk tidskala er 400.000 år ikke så lang tid. Det er omtrent fire gange den tid det tager lyset at komme fra den ene ende af vores galakse Mælkevejen til den anden. Hvis vi vil til den nærmeste galakse lig Mælkevejen, så er lyset 2 millioner år undervejs. De galakser jeg selv studerer er mange milliarder lysår borte. Tidskalaerne for mennesket på jorden, selv de længste vi kan finde på) er ganske korte på galaktisk målestok. Erkendelsen af, at vi befinder os i dette gigantiske verdensrum af mest tomt rum, men med galakserne som nærmest isolerede Ø-universer er ikke mere end knap 80 år gammel. Vores selverkendelsesproces er stadig i fuld gang! Jeg vil slutte denne klumme med to citater fra starten af 1920erne, hvor det galaktiske perspektiv for første gang var ved at gå op for os.
    I 1921 skrev Poul Heegaard, der var professor ved Københavns og Oslos Universiteter :

"Forestillingen om de utalte Trillioner af hvirvelende Elektroner og Atomkærner, der sammenbindes med Naturens Baand til Mælkevejsystemet, kan ved sin overvældende Storladenhed virke paa Skønhedssansen. Men i længden vil den lægge sig knugende over det lille Menneske, for hvem der dog kan ligge en Trøst i at anvende Alfred de Mussets Betragtning paa vor saa forsvindende Menneskeverden: "Vel er mit Glas kun lille, men jeg kan drikke af det." "

   Tre år senere skrev amerikaneren H.D. Curtis (Lowell Observatory) i 1924 :

"...there is a grandeur and majesty in the concept [of island universes] and an agreement with the general cosmical continuity expected on philosophical grounds, which is both inspirring and alluring. Few greater concepts have ever been formed in the mind of thinking man than this one, namely, - that we, the microbic inhabitants of a minor satellite of one of millions of suns which form our galaxy, may look out beyound its confines and behold other similar galaxies, tens of thousands of light-years in diameter, each composed, like ours, of a thousand million or more suns, and that, in so doing, we are penetrating the greater cosmos to distances of from half a million to a hundred million light-years."

Verdensbilleder

Verdensbilleder
Skrevet af Johan Fynbo, August 2001

I denne klumme vil jeg komme med nogle strøtanker om verdensbilleder i bred forstand - om verdensbilleder hos forskellige folk og om hvad man kunne kalde det moderne verdensbillede. Gennem historisk tid og sikkert også i forhistorisk tid har objekter på himlen indtaget centrale positioner i de mange verdensbilleder, som er kommet og gået. Verdensbilleder er noget næsten uundværligt for ethvert samfund, og bevidst eller ubevidst går vi alle rundt med en forestilling om hvordan verden er, hvor den kom fra, hvor den går hen og hvilken rolle vil selv spiller i det store spil. Gennem størstedelen af historien har verdensbilledet været forbundet med en religiøs forestilling om verden, der alle på en eller anden måde knytter en forbindelse mellem mennesket og verden. I Vølvens spådom, der er et oldnordisk digt nedskrevet på Island i 1200-tallet men sikkert er 2-3 hundrede år ældre, står der at læse om den nordiske forestilling om verdens begyndelse. Vølven fortæller om jorden (Midgård) og de første menneskers (Ask og Embla) skabelse (strofe 2-6 og 17-18 - klik for at læse):

Vølvens spådom

Jætter tømrede verden ud af en Ask i fordumstid. Sol, måne og stjerner forbindes med problemet med at holde styr på tiden. Guderne (aserne) bragte verden fra en gold og tom og kaotisk tilstand til en tilstand af orden. De samme guder, som gav verden orden, solen sin bane og stjernerne og månen hvert sit sted gav også de første mennesker, Ask og Embla, og dermed os alle, skæbne, ånde, ånd og livets varme. Lignende træk kendetegner alle grundliggende verdensbilleder lige fra Egypterne, Babylonerne, Grækerne og naturfolks verdensbilleder. Mennesket var en del af en større, meningsfuld sammenhæng. Denne opfattelse kendertegner også de fleste videnskabsmænd, der var med til at skabe det man med et dumt ord kalder det "Moderne verdensbillede" ( Tyge Brahe, Galileo Galilei, Johannes Kepler, Isaac Newton).

Men efter det såkaldte moderne gennembrud er det som om et modsat synspunkt har trængt sig på. Et glimrende eksempel på dette nye synspunkt finder man i en tyk bog ved navn "Verdens-Udviklingen" skrevet af Vilhelm Rasmussen og udgivet af Gyldendal i 1926 (jeg fandt bogen i et antikvariat). Vilhelm Rasmussen var forstander for Statens Lærehøjskole fra 1924 og skrev flere internationalt anerkendte bøger om børns udvikling. Vilhelm Rasmussen diskutere udviklingstanken på et tidspunkt, hvor der var hæftig debat om det emne, specielt formodentlig mellem en stivnakket kreds af folk fra indre-mission og eksponenter for det "moderne". Vilhelm Rasmussen skriver om den nye verdensforståelse (s.11) :

Af ganske særlig Interesse er Menneskets Udvikling; ti det det er os saa meget nærmere end alt andet, og hvad vi kan lære om dets Oprindelse, sætter os mere end noget anden Udviklingshistorie i Stand til at ordne Livets Forhold til vort Bedste. Udviklingslæren er derfor ogsaa trængt und i alle Videnskaber om Mennesket; ikke en eneste Side af menneskeligt Væsen og Virke er uberørt af den.

Så Vilhelm Rasmussen mener, at det nye verdensbillede har stor betydning for vores væsen og virke, hvilket jeg tror er rigtigt. Vilhelm Rasmussen beskæftiger sig en del med gamle skabelseslegender, bl.a. skriver han om ur-australierne og Buskmændene i det sydlige Afrika (s.13, klik for at læse):

Australiens "Vilde" og Buskmændene

Vilhelm Rasmussen går videre med et "Negerfolk i Nærheden af Nilens Kilder...", men jeg stopper her. Ringeagten er slet skjult, og man fornemmer, at Vilhelm Rasmussen ikke vil begræde de to folks udryddelse. Det er nok det den gode Rasmussen mener med, at det nye Verdensbillede har betydning for vores virke (ikke fordi folk med andre synspunkter var søde ved ur-australierne og buskmændene - de brugte bare andre argumenter end forædling af menneskeslægten, når de slog dem ihjel).

Vilhelm Rasmussen kommer tilsidst i sin gennemgang af "Barnlige Verdensbilleder" med følgende generelle iagttagelse :

En [...] Fejl ved de gammeldags Sagn er den Indbildning, at Jorden er noget særligt stort, medens Solen og Stjernerne er ganske smaa. Det kommer for Eksempel saa tydeligt frem i den mosaiske Lære, hvor det fortælles, at Jahve skabte Solen og Stjernerne, for at de kunde lyse over Jorden og sætte Skel mellem Dag og Nat. Sandheden er, at Jorden er et usselt lille Fnug i Sammenligning med de andre Kloder i Universet; og derfor er det ganske urimligt at mene, at de skulde være bleven til for Jordens skyld.

Det er jo unægtelig sandt at jorden hverken er særlig stor eller i centrum af universet. Men det er sært, at jorden skal være ussel. Det er det jeg mener er et nyt synspunkt. Fra at have været i Universets centrum skal vi skubbes så langt væk som muligt fra nogensomhelst særegen eller meningsfuld position i universet (se f.eks. her). Det er muligt, at det faktisk er sådan, nemlig at vi bare er et selv-organiseret, energetisk molekylært affinitetssystem "på linie med støv, stjerner og hele universer, og ganske som de hensides mening, logik, moral, intension, begær, og andre synaptisk baserede filosofisk-teosofisk-mentalistisk-lingvistiske illusioner" for at trække linien tilbage til en tidligere klumme. Men jeg tror ikke det nødvendigvis er sådan. Jeg tror personligt, at vi er mere end et sandkorn på stranden.

Det moderne Verdensbillede

Hvad er det moderne verdensbillede? Måske kan man ikke længere på samme måde som hos Egypeterne, Babylonerne, Naturfolkene og i Middelalderens Europa tale om et fælles verdensbillede for vores kultur. Man vi kan ihvertfald tale rimlig veldefineret om Naturvidenskabens verdensbillede p.t. Vi har nu god grund til at tro, at universet var meget anderledes, når vi skruer tiden 13-15 milliarder år tilbage, så universet udvikler sig - det står fast. Universet udvider sig, så alting var tættere og varmere i fortiden. Vi har særdeles god grund til at tro at universet var meget varmt - faktisk varmere og varmere jo længere vi går tilbage. Den varmestråling, der blev udsendt i det unge univers ser vi stadig i form af den kosmiske baggrundsstråling. Hvad der skete helt i starten, ved vi ikke. Man kan undertiden høre udsagn så som: "Universet opstod ved en tilfældig kvantefluktuation", hvilket jeg dog mener er et temmeligt meningsløst udsagn. I vores nuværende forståelse af verden kredser jorden rundt om typisk en stjerne i en typisk middelstor galakse af hvilke der er tusindvis af milliarder i universet. Så solen indtager virkelig ikke nogen speciel position. Jordens position er nok speciel i den forstand, at jorden netop er i en sådan afstand fra solen, at vand er flydende på jorden. Hvis jorden var ikke ret meget tættere på solen, så ville vandet fordampe (som på Venus), mens det ville fryse, hvis jorden var en smule længere vaek (som på Mars). Om fremtiden ved vi naturligvis intet, men hvis man fremregner baseret på de teorier, vi har idag, så vil universet blive ved med at udvide sig i det uendelige og alting vil til sidst være helt koldt og dødt og meget langt fra hinanden. Denne fremregning lyder så dystert, så jeg håber den er forkert, men på den anden side er det nok det man med rette kan kalde et akademisk problem, idet tidsskalerne er formidable. Solen brænder endnu i 4-5 milliarder år, så endnu skal vi bekymre os for meget om det perspektiv medmindre vi er overordenlig meget akademiske. Endvidere kan jeg ikke dy mig for den kætterske tanke, at vi nok næppe har fundet det endelig svar på, hvad der sker med (rettere i) universet til syvende og sidst. Trods alt er opdagelsen af universets udvidelse ikke mere end godt 70 år gammel, så mon ikke universet har en ting eller to mere at lære os i og om fremtiden.

Hvilken rolle liv indtager i dette billede er temmelig uklart. Vi ved ikke om livet kun findes på jorden eller om det er udbredt i universet. Vi ved idag, at livet på jorden dukkede op ligeså snart den unge jord var kølet af og at livet har udviklet sig fra simple, en-cellede organismer af kringlede veje til den mangfoldighed af liv vi idag ser overalt på land, til vands og i luften. Personligt finder jeg det usigeligt fascinerende, at der findes et sted som jorden, hvorpå der eksisterer noget sådant som liv. Jorden kan på ingen måde kaldes ussel - snarere vil jeg kalde den en oase, hvis man ser sig omkring i solsystemet i hvertfald. At livet endvidere kan opnå noget vi kalder bevidsthed og erkende meget grundliggende (vil jeg hævde) egenskaber ved universet, så som eksistensen af fundamentale naturlove - det er helt uforståeligt for mig (hvilket dog ikke betyder alverden). Der må her gemme sig en meget fundamental og ikke triviel egenskab ved liv og ved universet.

Den tabte uskyld

Den tabte uskyld
Skrevet af Johan Fynbo, november 2000

Engang var naturvidenskaben drevet af et ønske om at forstå universet.

Og naturvidenskabsmænd og kvinder var med til at præge samfundsdebatten og de vekselvirkede med kunstnere og andre aktører i det offentlige rum.

Eksempler herhjemme fra er H.C. Oersted og Niels Bohr, der begge prægede deres samtid kraftigt. Efter 2. verdenskrig, er det som om naturvidenskaben er blevet løsrevet fra ``kulturen'' og ikke længere præger samfundsdebatten på samme måde. Jeg tror man kan sige, at naturvidenskaben har tabt sin uskyld.

På H.C. Oersteds tid talte man om enheden i naturen. Niels Bohr lærte os om komplementaritet og om den manglende determinisme i de mest fundamentale naturlove. Hvis man idag drøfter naturvidenskab, så er det snarere forurening, kernevåben, kloning og gensplejsning af befrugtede æg, der er naturvidenskabens bidrag til samfundsdebatten. Fra at være en kilde til indsigt i universets beskaffenhed fremtræder naturvidenskaben nu for mange som en trussel. Dette får mange til at tage afstand til naturvidenskaben. Helst ville mange nok, at vi lod helt være med at forske og derved stoppede med produktionen af nye trusler.

Her er mit synspunkt, at naturvidenskaben faktisk har tabt sin uskyld.

Det mest ekstreme eksempel herpå er den tyske læge Josef Mengele, der i koncentrationslejren Auschwitz udførte medicinsk forskning med jøder og andre fanger som ufrivillige forsøgspersoner. Men der er mange mindre ekstreme eksempler på naturvidenskablig forskning, særligt anvendelse heraf, der er skrubelløs og uhæmmet. For mig synes det at være topmålet af idioti af fremstille en gensplejset laks, der vokser 10 gange hurtigere end Vorherres laks og som ikke kan formere sig, alene med den hensigt at øge lakseproducenternes profit.

Tilsvarende bryder jeg mig ikke om gensplejsede kornsorter som landmanden må købe hos gigantfirmaer år for år og jeg ved ikke om jeg bryder mig om masseproduktion af transplantations-organer i grise. Jeg bryder mig ikke om den totale tingsliggørelse af mennesker, dyr og natur. Men det er svært at finde ud af, hvor grænsen skal gå for det vi vil være med til. Der findes ingen absolut gyldig rettesnor, vi kan rette os efter og som kan lægge linien for, hvor langt forskerne må gå og hvordan vi må udnytte forskningens sejtvundne indsigter.

Vi skal ikke glemme, at naturvidenskaben også er en gave! Naturvidenskaben giver os et hav af positive nyskabelser så som kure mod diverse pinefulde eller dødelige sygdomme, solceller, vindmøller, computere, internet o.s.v., o.s.v. Og naturvidenskaben skaber faktisk konstant ny viden om naturen. Masser af naturvidenskabsfolk er stadig drevet af et ønske om at forstå universets dybe sammenhænge (udover ønsket om at opnå anerkendelse). Og det virker.

Vi lærer hele tiden nyt. Det betyder ikke at vi fjerner mysteriet fra verden. Hver gang vi tror vi har udforsket hele verden, så opdager vi en lille dør i hjørnet, der viser, at den verden vi kender kun var et lille kvistværelse i virkelighedens eventyrslot.

Men uskylden er tabt. Derfor må der være retningslinier for, hvor langt vi vil acceptere, at forskningen kan gå i de særlige følsomme områder, hvor kultur og natur mødes. Det nytter ikke noget at stikke hovedet i jorden og sige nej til alt (hvilket ellers er populært herhjemme). Vi må have dygtige og engagerede naturvidenskabs-undervisere på alle skoletrin, så vi kan få udbredt den viden vi har om naturens beskaffenhed og dermed en saglig velfunderet debat om, hvad vi vil gå med til. Og vi må have nogle aktive forskningsmiljør, der laver noget forskning som kan fascinere og give os nye horisonter at se imod.

Kreationister i Kansas

Kreationister i Kansas
Skrevet af Johan Fynbo, september 2000

I staten Kansas i Guds eget land (USA!?) har man for nyligt besluttet at stryge læren om Evolution og Big Bang fra skolernes lærebøger. Grunden hertil er modstand mod Darwins og Einsteins (m.fl.'s) teorier fra såkaldte kreationister, der støtter sig til en meget bogstavelig læsning af kapitel 1 og 2 i Biblens 1. mosebog (Skabelsesberetningen Genesis). I kreationisternes verdensforståelse er verden 6000 år gammel, og mennesket er sat på jorden i dets nvuærende skikkelse i form af Adam og Eva.

Jeg vil nu gerne her i en lille klumme give plads til nogle aldeles fremragende betragtninger fra en af kirkens grand old men (de såkaldte kirkeædre), nemlig Augustin (354 - 430 e.kr.).

Først konstaterer Augustin (citeret fra Olaf Pedersens "Naturerkendelse og Theologi", Poul Kristensens Forlag, s. 113-114):

Uden at være kristne har mennesker i mange tilfælde erhvervet mange kundskaber om jorden, himlene, verdens elementer, og om (stjernernes) bevægelser, omdrejninger og afstande, og om dyrs, planters og mineralers natur (...), kundskaber som de opnår med stor sikkerhed gennem erfaringer og fornuften.

Det lyder jo meget rimligt. Men Augustin går videre med flg. for sagen meget vigtige betragtning om folk (som kreationisterne i Kansas og deres ligesindede kloden rundt), der mener, at al sandhed findes i Biblen. Augustin mener, at det værste er :

når en ikke troende kommer til at høre en kristen tale om disse ting på grundlag af Biblen og fremkomme med så mange naragtigheder, at han næppe kan bare så for at le. Det værste er ikke, at han ler ad en person, der er hildet i fejltagelser. Det væreste er, at folk uden for kirken skulde give vore bibelske forfattere ansvaret for sådanne meninger. Det vilde med det samme overbevise dem om, at Skriften er fuld af fejl angående spørgsmål, som de selv har undersøgt enten gennem erfaringen eller med ubestridelige beregninger.

Jeg mener faktisk ikke, at man kan sige det bedre og skarpere end Augustin her gør. Jeg forstår Augustin derhen, at ikke al sandhed findes i Biblen, og at folk, der hævder det modsatte og tillægger Biblen åbenlyst naragtige synspunkter derved ødelægger troværdigheden af Biblen. Uanset hvad man ellers mener om biblen, burde man nok nok lytte til Augustin i denne sag - specielt i Kansas.

Hvis nogle gerne vil læse mere om kreationisterne i Kansas, så vil jeg henvise til New Scientist Nr. 2235 fra 22. april i år (2000), hvor der er flere relevante artikler. Desuden vil jeg meget varmt anbefale Olaf Pedersens bog "Naturerkendelse og Theologi"(nævnt ovenfor), der beskriver forholdet mellem naturerkendelse fra de gamle grækere frem til Darwin. Olaf Pedersen var med til at grundlægge og var i mange år leder for Institut for de eksakte videnskabers historie ved Aarhus Universitet. Desuden var han toneangivende i den kommision, der var med til at rehabilitere Galilei Galileo overfor Vatikanet, så han er (var) en mand, der ved hvad han snakker om i denne sammenhæng.

Sandheden ser godt ud!

Sandheden ser godt ud!
Skrevet af Gert Josef Fode, August 2000

I tegneserien om den altid onde storvezir Iznogood og den tilsvarende altid gode kalif Harun, får storveziren, hvis eneste, bråndende ambition det er at blive kalif i stedet for kaliffen, en trylledrik i hånde, der kan forvandle den forhadte monark til en bænkebider. Iznogood sørger sin altid trofaste tjener og omvandrende leksikon, Al Muliman: "Hvad er en bænkebider?"

Han får at vide, at en bænkebider er et landkrebsdyr af isopodernes orden, der, som vi alle ved, har fladtrykt krop og syv par lemmer og fortrinsvist lever under sten og på andre fugtige steder.

Iznogood udbryder, at Allah er stor og lover at han, når kaliffen efter indtagelse af trylledrikken er blevet til en bænkebider, vil spærre ham inde i et klamt og skummelt rum i kælderen.

"Jeg vil ha', at alle skal ha' det godt!" siger han overbevisende. Det fremgår af historien, at både forfatteren og læseren mener, at en storvezirs og en bænkebiders sans for sønhed og hygge må våre væsensforskellige. Men er det nu ogå helt sandt?

Grundlæggende fællestræk i æstetikken findes ligesåvel i bænkebidernes verden som i storvezirernes. I endnu højere grad end mennesket er bænkebideren et symmetrisk og ligesom blankpoleret dyr. Den har et flot farvespil i sin glatte kitinskal og - når man kommer tæt nok på - nogle ganske skønne øjne, selvom de sidder på stilke. Bænkebiderens sans for hygge indbefatter måske ikke gardiner for vinduerne eller levende lys på bordet, men den udsøger sig dog steder, der tilfredsstiller dens fysiske behov, som principielt er de samme som alle andre dyrs. Modsætningerne mellem storvezirens og bænkebiderens sans for skønhed er kun overfladiske. Hvis storveziren havde gæller på bagkroppen, ville han også søge efter fugtige steder til at dyppe rumpen i.

Niels Bohr fandt en fællesnævner for mystik og fysik i de kvantemekaniske særheder og regler, han kaldte komplementære. Men taoismens og atomfysikkens teoretikere har også noget andet tilfælles, selvom de søger i henholdsvis øst og vest, nemlig æstetikken. Æstetikken er en del af målet, eller rettere, æstetikken er en rettesnor til et foråbentlig pænt mål. Einstein var hverken den første eller den sidste videnskabsmand, der mente, at æstetik måtte være Guds sprog eller universelle fingeraftryk.

En anden af det tyvende århundreds store fysikere, Paul Dirac, holdt æstetikken i så høj kurs, at han anbefalede sine studenter at tage hensyn til de matematiske ligningers skønhed før de vurderede deres matematiske betydning. For lægmand kan det være svært at forstå, hvorfor det hele overhovedet skal "hænge sammen" og "være pænt". Er det ikke fysikerens mål og arbejde at lære at forstå og dernæst beskrive den verden, vi lever i, uanset om det er en pæn eller mindre pæn beskrivelse, bare den er "sand"?

Njah - fysikeren beskriver ikke kun, han skaber jo også (et sted spørger Hawking sig selv, om de nye teorier kan være så stærke, at de omskaber universet i overensstemmelse med deres æstetik?). En kunstner beskriver jo også verden, sådan som han ser den i et givent øjeblik i rum og tid, og denne beskrivelse er hans kreation. En kvantemekaniker vil også have, at hans kreation (teori) skal "se ordentlig ud".

Man kan sige, at skønhedens formål er at vise vej til den rigtige teori, men også omvendt, at meningen med at være rigtig er at modellere skønhed. Skønhedens betydning som guide illustreres hver gang matematikerne - ledet af deres æstetiske sans - finder ligninger og strukturer, som i første omgang ikke synes at være anvendelige til noget konkret, men senere får anvendelse i fysisk teori - når tiden er moden, så at sige.

Einstein fik under sit arbejde med symmetrien mellem forskellige henførelsessystemer brug for nye matematiske modeller. Heldigvis var der Riemanns matematiske formalisme, en ikke-euklidisk matematik til beskrivelse af krumme rum, der indtil da bare havde ligget i skuffen og nøjedes med at se godt ud.

---

Udover det personlige synspunkt, at man hellere arbejder med noget (og nogen?), der ser godt ud end med noget, der roder, handler det også om et praktisk aspekt ved æstetikken. Man kan f. eks. almindeligvis gå ud fra, at et stykke værktøj, der ser godt ud og ligger godt i hånden, fungerer bedre end et grimt stykke værktøj, der ligger dårligt i hånden.

Nu er det forholdsvis nemt at se forskellen på et pænt og et grimt stykke værktøj, men når matematikere skal forklare, hvad skønheden i deres ligninger består af, får de definitionsproblemer. Symmetri er en del af det, men også en følelse af, at alting passer sammen og sidder på rette plads - som noderne i en Johann Sebastian Bach fuga.

Steven Weinberg skriver (i bogen "Den store teori"): "Den skønhed vi finder i teorier som f. eks. den almene relativitetsteori eller Standardmodellen, har meget af det samme i sig som den fornemmelse af uundgåelighed, visse kunstværker bibringer os - den fornemmelse, at man ikke har lyst til at ændre en tone, et penselstøg eller en linie. Ligesom i musik, malerkunst eller poesi er denne følelse af uundgåelighed en sag om smag og erfaring, der ikke kan reduceres til formler."

Her er der altså en fysiker, der forklarer sit arbejdsområde med ord som følelser, intuition og kunst. Weinberg fortsætter: "Der findes ingen logisk formel, som etablerer en skarp skillelinie mellem en smuk forklarende teori og en simpel opregning af data, men vi kender forskellen, når vi ser at... den perfekte strukturs skønhed er logisk skønhed."

Altså perfekt struktur på basis af logisk skønhed uden logisk formel. Hm... er vi mon igen der, hvor sproget kommer til kort i forsøget på at beskrive inkomparable analogier? Eller er vi kommet til det niveau, hvor definitionsforsøgene holder op med at være operationelle og hvor definitionens objekt begynder at opløse sig selv i alt og intethed?

Måske er videnskabsmændenes øgen efter en æstetisk forklaring bare et andet udtryk for alle søgende menneskers behov for at finde transcendens i æstetisk form og forløse den i et fornuftigt indhold. Stræben efter æstetik og beundring for skønhed er et træk, der har domineret ikke bare de skønne kunstarter, men også videnskaben til alle tider - se bare Euklids smukke geometri og Pytagoras' smukke harmonier. Lad os - uden at ville begynde en (uoverskuelig) diskussion om, hvad æstetik og sønhed er (selv museerne har opgivet den) - forudsætte, at der synes at være nogle grundlæggende strukturer for skønhed. Ikke uforventet opdager man nemlig at der er to forskellige (komplementære!) principper på spil. Vi har på den ene side det symmetriske, som også er det gennemsnitlige; det er et grundlæggende træk, man finder hos alle skabninger på denne jord.

Det illustreres såvel af snekrystallers og bænkebideres opbygning som af Elizabeth Taylors symmetriske og gennemsnitlige ansigt og af de stereoforme pigeportrætter på magasinforsiderne (Vogue). På den anden side finder man det særlige, individuelle og iøjnefaldende i f.eks. påfuglehannens hale, Naomi Campbells låber eller Sophia Lorens barm.

Blaise Pascal beskrev, hvordan intuitive glimt af skønhed åbnede også for videnskabelig forståelse. Han kaldte det "anskuelsens ånd" og mente, at den sammen med en tilsvarende matematisk forståelse, som han kaldte "geometriens ånd" dannede et makkerpar, der hjalp mennesket med at finde guddommelige strukturer, systemer og løsninger i intuitive glimt, der udmundede i beviser for Guds eksistens.

Der er en smuk tanke, at naturen er skøn og æstetisk "hele vejen igennem", lige ned til indre symmetrier i feltligningernes matematik. Ihukommende diskussionen mellem Einstein og Tagore om universets immanente og principielle skønhed kunne man måske forløse problemet - i det mindste på et personligt plan - ved at tage afsæt i den kendsgerning, at menneskets sans for skønhed tilfældigvis netop falder sammen med de principper, som naturen allesteds benytter sig af og som mennesket selv er et resultat af.

Hvor ville det have været uheldigt og upraktisk, hvis vi havde en indbygget sans for æstetik og skønhed, der kun lod sig tiltrække af ekseptionelle, usymmetriske eller rodede ting! Hvor ville det være skrækkeligt, hvis vi fandt alt, hvad der er symmetrisk og gennemsnitlig, hæslig og frasødende! Hvor er det godt, at vi lever i en verden, der er fuld af skønhed, simpelthen fordi vi kan se den!

Hvornår er det påske?

Hvornår er det påske?
Skrevet af Johan Fynbo, April 2000

Dette ret simple spørgsmål viser sig at være ikke helt simpelt at besvare. Da det lange og snørklede svar desuden har en del med astronomi at gøre, og da det faktisk snart er påske, så er dette spørgsmål relevant for en klumme.

Påske-festen har sin oprindelse langt tilbage i historien. Påske er oprindelig en jødisk fest, hvor jøderne mindes udvandringen (exodus) fra Egypten ca. 1500 f.kr.. Selve ordet påske kommer af det græske ord 'pascha', der igen kommer fra det hebraiske ord 'pesach', der betyder 'gå forbi, skåne'. (I dag hedder den jødisk fest 'passover' på engelsk). Dette ord skyldes, at dødsenglen i.f.m. den tiende plage, der ramte Faraos Ægypten, gik forbi de hebraiske hjem. Påske blev ifølge traditionen allerede indstiftet af Moses. Påske er siden også blevet en kristen fest, hvor man mindes korsfæstelsen af Jesus, der netop skete i.f.m. den jødiske påskefest.

I den jødiske kalender foregår påske på en fast dato, nemlig på den 14. dag i måneden Abib (der nu kaldes Nisan). Den jødiske kalender er ikke den kalender vi bruger, men er i stedet baseret månen og den såkaldte Metoniske cyklus (månen kører 235 gange rundt om jorden på næsten samme tid som det tager solen at køre 19 gange rundt på himlen set fra jorden). Den jødiske kalender er baseret på denne cyklus på følgende måde : årene 1,2,4,5,6,9,10,12,13,15,16 og 18 i cyklusen har 12 måneder (fra fuldmåne til fuldmåne), mens årene 3,6,8,11,14,17 og 19 har 13 måneder. Derefter starter man forfra med en ny 19-års cyklus. Den første måned i den jødiske kalender er netop Nisan, og den er bestemt som den måned i hvilken den 14. dag falder på eller lige efter forårsjævndøgn.

Den tidlige kristne kirke (specielt biskoppen i Rom - paven) brugte den officielle romerske kalender. Det var dengang den såkaldte Julianske kalender indført af Julius Cæsar i år 45 f.kr. til afløsning af den Romerske Republiks kalender, der ligesom den jødiske kalender var baseret på månen. Julius Cæsar bestemte efter råd fra astronomen Sosigenes fra Alexandria, at:

1) 1. Januar skulle falde på den tid, der var begyndelsen af Marts, da den nye kalender blev indført. Dette var for at få forårsjævndøgn til at falde i Marts, der var den oprindelige første måned i den romerske kalendar (der var den måned i hvilken man startede nye felt-tog og derfor havde fået navn efter krigsguden Mars).
2) Kalenderen skulle baseres på solens bevægelse på himlen (set fra jorden). Det tager 365.242199 dage, hvilet er signifikant mere end 365 dage. Sosigenes vidste godt, at 365 dage var for lidt, og han og Cæsar indførte derfor, at året skulle have 365 dage, pånær skudår hvert fjerde år, hvor der skulle være en ekstra dag. Dermed blev det effektive år 365.25 dage langt. Denne kalender blev altså indført af Julius Cæsar, og efter nogle justeringer i praksis indført af Augustus var denne kalender i brug helt til slutningen af 1500-tallet (den bruges iøvrigt stadig i den Ortodokse kirke).

Den 14. dag i Nisan falder i midlertid ikke på en fast ugedato i den Julianske kalender (der jo ikke var baseret på månen). Man ønskede i kirken, at påskedag altid skulle falde på en søndag, for Jesus stod op fra de døde på en søndag. Det er også derfor vi har fri om søndagen og ikke om lørdagen som hos jøderne. Derfor skulle så man måtte finde på en måde, at fastlægge tidspunktet for påske i den Julianske kalender, så påskedag altid falder på en søndag. Dette gav anledning til store diskussioner, som mundede ud i en afgørelse på et kirkemøde i byen Nikæa i 325 e.kr., hvor man besluttede (og i den vestlige kirke fulgte), at påskedag skulle falde på første søndag efter første fuldmåne efter eller på forårsjævndøgn. Nu skulle man så tro, at den hellige grav var velforvaret (for at blive i den kirkelige begrebsverden), men efterhånden som århundrederne gik, så begyndte forårsjævndøgn at falde tidligere og tidligere end d. 21. marts, hvor det faldt omkring år 0. Dette skyldtes, at årets længde ikke er 365.25 men 365.242199 dage. Dermed var forårsjævndøgn i 1500-tallet rykket 10 dage frem i marts.

Af denne grund besluttedes det på et konsil i Trento i 1545, at den daværende pave Paul d. III skulle få rettet fejlen. Der gik mange år med at finde en løsning, og løsningen blev først indført i 1582 af pave Gregor d. VIII efter en model udarbejdet af den jesuittiske astronom Christopher Clavius (I Vatikanet kan man stadig se det såkaldte 'Tower of the winds', der blev bygget for at vise problemet med den Julianske kalender). Løsningen var, at år, hvor 100 går op i årstallet ikke skulle være skudår, pånær, hvis 400 gik op i årstallet (der er derfor vi havde skudår i år 2000 - mod manges forventning). Dermed blev den effektive længde af året 365.2422 dage, hvilket er meget tæt på den rigtige værdi på 365.242199 dage. Denne kalender kaldes den Gregorianske kalender og er stadig i brug i det meste af verden. Ved samme lejlighed blev forårsjævndøgn flyttet tilbage til 21. marts. Tilsidst kan nævnes, at påske i år falder meget sent, hvilket skyldes, at der i år var fuldmåne kun 3 timer før forårsjævndøgn, hvorfor vi måtte vente helt til søndagen efter næste fuldmåne d. 18. april. Dermed falder påskedag d. 23. april i år. Påske kan senest falde d. 25. april. Iøvrigt findes der stadig jesuitter som er astronomer for Vatikanet (hvad de fleste nok vil blive overrasket over). Man kan finde mere information herom (også om Clavius) på denne adresse (klik):
http://vaticanobservatory.org/ .

Hvad er materie?

Hvad er materie?
Skrevet af Johan Fynbo, juli 1999

I denne klumme vil jeg gerne ud med at par strøtanker om to meget fundamentale fænomener, nemlig materien og rummet. I sidste klumme diskuterede jeg et radikalt materialistisk syn på virkeligheden (repræsenteret ved Helmuth Nyborg). Jeg synes, at det på den baggrund er interessant at diskutere, hvad materie egentlig er? Hvad er materie? Det man umiddelbart forbinder med materie er, at det er noget man kan tage og føle på. Da jeg ikke er filosof, kan jeg ikke komme med tilpas stringente udtalelser, så jeg har konsulteret mig med en ordbog (WWWebster Dictionary, der er tilgængelig på nettet : http://www.m-w.com/cgi-bin/dictionary). Her lærer man, at det latinske ord materia er fra det 13. århundrede og betyder "fysisk substans", hvilket man ikke bliver meget klogere af. Til ordet er der følgende forklaringer (oversat af mig fra engelsk, så tag venligst forbehold) : 1) den substans, hvoraf et fysisk objekt består, 2) materiel substans, der udfylder rummet, har masse, og hovedsageligt består af atomer bestående af protoner, neutroner og elektroner, som udgør det observerbare univers, og som er omskiftelig med energi, og 3) virkelighedens ubestemte subjekt, specielt det element i universet, der undergår skabelse og forandring. Det strukturløse subtratum af alle kun potentielt eksisterende ting på hvilket form virker under dannelsen af realiteter.
Jeg vil lade det være op til den enkelte læser at afgøre, om vi blev meget klogere af det. Man kunne komme med flg. indvendinger : 1) hvad er så et fysisk objekt? 2) Dette er en meget empirisk bestemt definition. Materie defineres først udfra sig selv (materiel substans) og dernæst i.f.t. rummet (hvad er rum?), udfra masse (hvad er masse) og klassificeres udfra dets bestanddele på forskellige nivauer (atomer, protoner o.s.v.). Omskifteligheden med energien kendes populært som Einsteins berømte formel E = m c² fra hans specielle relativitetsteori (som man lærer alt om på fysikstudiets 1. år). 3) Dette er den meget filosofisk orienterede definition og som sådan den mest uforståelige. Men jeg tror kernen til sagen ligger der. Materie (og rummet) er noget så fundamentalt for tilværelsen, at det er meget svært (måske umuligt) og komme med en defintion eller en præcis beskrivelse. Med en definition vil man forsøge at beskrive materien udfra noget mere basalt, hvilket altså er vanskeligt. Materie og rum er en slags eksistentielle sådanheder som vi kan lære en masse om, men har svært ved at putte i passende afgrænsede kasser.
Mit synspunkt er, at materie i virkeligheden er noget meget uhåndgribeligt. Det man griber er andet og mere end selve stoffet. Når fatter banker i bordet sker der følgende : Når elektronerne i fatters hånd kommer tæt (få milliontedele af en meter) på elektronerne i bordet, så begynder de elektromagnetisk kræfter at blive stærkere end kræfterne i fatters arm. Elektroner vil ikke gerne være al for tæt på andre elektroner - de frastøder hinanden, hvorved fatters hånd meget hurtigt bringes til at stoppe og altså ikke fortsætter gennem bordpladen. Det er altså elektronernes frastødning og mere generelt de elektromagnetiske egenskaber ved bindingerne i materien, der giver matieren denne "stoflighed". Hvis man kigger nærmere på bordpladen med en seriøs lup (og hvis man vil finde seriøse luppe, så er man nød til at gå til fysikkerne), så vil man kunne se elektronskyerne omkring de individuelle atomkerner (til en vis grad deles atomerkernerne også om elektronerne i faste stoffer). Og man kan se, at atomkernerne udfylder en uhyre lille del af den plads hele atomer fylder - kun af størrelsesordenen en milliontedel milliardedel af voluminet. Elektroner fylder såvidt vides overhovedet ingen plads. De er punktpartikler uden udstrækning. Så stort set hele atomet (og altså bordpladen) består af tomt rum. Grunden til, at elektronerne ikke falder ind gennem dette kollosale tomrum til de positive atomkerne hedder kvantemekanik, hvilket er en anden historie (som fortælles på fysikstudiets 2. år).
Hvad er så rummet som materien udfylder? Lige som materien har rummets natur været genstand for diskussion siden de gamle grækere. Igen er rummet anderledes end vore umiddelbare forventninger. Rummet er ikke bare den kasse, hvori materien befinder sig. I virkeligheden er rummet noget dynamisk, der udvikler sig (p.t. udvider rummet sig - det er ikke materien, der udvider sig, men rummet) og som hænger uløseligt sammen med materien. Den måde vi tror rummet hænger uløseligt sammen med materien på, kalder vi den generelle relativitetsteori. I den generelle relativitetsteori har Einstein opstillet en teori, der beskriver, hvordan materien, rummet og tiden hænger sammen, hvor massen krummer rummet og tiden, og hvor rummet bestemmer, hvordan massen bevæger sig.
Alt i alt er vi blevet meget klogere om materien og rummet. Der er mange flere interessante ting man har lært, f.eks. om vakuum-fluktuationer i det tomme rum og om fænomenet masse. Vi ved naturligvis ikke alt. Der er mange uløste problemer omkring disse fundamentale sådanheder. F.eks. ved man ikke ret meget om, hvordan tyngdekraften og den generelle relativitetsteori hænger sammen med de andre fundamentale naturkrafter. Ikke desto mindre synes jeg, at det er dybt fascinerende, at man har kunnet flytte forståelsen så kolosalt meget som man har. Materien og rummet er forunderlige fænomener i tilværelsen, men det er menneskelivet så sandelig også (for at knytte linien tilbage til sidste klumme). De to ting kan ikke rigtig sammenlignes, man kan ikke bruge materien til at skyde fænomener i det åndelige liv ned som værende illusoriske. Det er en for fattig tilgang til tilværelsen, vil jeg mene.

Mit elskede molekylære affinitetssystem

Mit elskede molekylære affinitetssystem
Johan Fynbo, maj 1999

Udgangspunktet for denne klumme er flg. appetit-vækker til et foredrag afholdt i 'Forum Teologi - Naturvidenskab' ved Aarhus Universitet sidste efterår :

DET MOLEKYLÆRE MENNESKE I EN MOLEKYLÆR VERDEN Nyere forskning lægger op til en fysikologisk betragtning af mennesket som et komplekst dynamisk ikke-lineær ustabilt masse-molekylært system, hvis ontogenetiske intrasystematiske struktur og funktion bygger på interaktion mellem DNA molekyler (arv) og molekylært definerede ekstrasystematiske omverdenspres (miljø). Bredere betragtet synes mennesket blot et blandt utallige selv-organiserede energetiske molekylære affinitetssystemer, såsom støv, stjerner og hele universer, og ganske som de hensides mening, logik, moral, intension, begær, og andre synaptisk baserede filosofisk-teosofisk-mentalistisk- lingvistiske illusioner. Helmuth Nyborg er dr.phil og professor i udviklings og børnepsykologi ved Psykologisk Institut, Aarhus Universitet. Han har bl.a. redigeret og skrevet flere bidrag til "The Scientific Study of Human Nature: A tribute to Hans Eysenck at Eighty, Oxford (Pergamon), 1997.

Desværre kunne jeg ikke selv høre foredraget, da jeg var og stadig er udenlands. Jeg har kontaktet Helmuth Nyborg for at få en reference til trykt materiale, hvori han beskæftiger sig med dette tema, og en reference er : Hormoner, køn og samfund: Videnskaben om fysikologi: København: Dansk Psykologisk Forlag (1997). Jeg har endnu ikke fået fat i denne bog, så for nu vil jeg alene skrive udfra appetitvækkeren.
Først er det nok på sin plads med en oversættelse af teksten. Min tvillingebror Hans har følgende forslag :

Nyere forskning ligger op til en betragtning af mennesket som en dynamisk (vi lever) ustabil (ikke evigt) samling af mange molekyler. Den måde mennesker udvikler sig på er en blanding af arv (bestemt af DNA) og miljø (omgivelserne består også af molekyler). Der findes andre dynamiske systemer opbygget af molekyler eller atomer for hvilke begreberne logik og mening ikke kan benyttes. F.eks kan nævnes stjerner og hele universet og støv. Begreberne logik og mening (etc.) kan derfor heller ikke benyttes for mennesket.

Da både stjerner og universer optræder i teksten, har den en vis berøring med astronomien og kosmologien, og da den endvidere befinder sig i spændingsfeltet mellem naturvidenskab og kultur, så synes jeg den er relevant til en klumme. Personlig finder jeg problemstillingen meget vanskelig. Lad mig sige med det samme, at jeg finder synspunktet, at mennesket er "hensides mening, logik, moral, intension, begær, og andre synaptisk baserede filosofisk-teosofisk- mentalistisk-lingvistiske illusioner" (utrænede fremmedordsbrugere bør tage en dyb indånding her) meget, meget forkert. Den første indvending, man kan komme med er, at der ikke er nogen ny erkendelse, at materien er opbygget af byggesten. Allerede Demokrit havde forestillingen om 'atomer', der var altings byggesten. Der er her ikke nogen grund til at pege på molekyler som værende særlig centrale i materien. Man kunne ligeså vel tale om atomer, nukleoner, kvarks eller hvad der end måtte findes på mindre skalaer. Under alle omstændigheder er det i liden grad hverken dækkende eller rammende at beskrive støv, stjerner eller universer (hvordan man så end får dem til at optræde i flertal) som molekylære affinitetssystemer. Men dette er ret ligegyldigt for Nyborgs argument. Min anden indvending er, at logikken i argumentet er forkert. Ordene "mening, logik, moral, intension, begær" beskriver faktiske fænomener, der har med mennesker og bevidsthed at gøre. De har intet at gøre med stjerner eller støv. Der er logisk forkert (jvf. Holberg) at slutte:

A) mennesker er lavet af molekyler
B) stjerner er lavet af molekyler
C) stjerner er hensides mening, logik, moral, intension, begær
ergo er mennesker hensides mening, logik, moral, intension, begær.

Det er en kendsgerning, at 'logik' er noget vi mennesker må forholde os til, hvis vi ønsker at tale sammen på en 'meningsfuld' måde. Det er en kendsgerning, at vi har intensioner og begær. Netop moral er et kernepunkt. Mennesket er ikke bare en kausal maskine, hvis handlingsmønster kan beregnes af en stor computer ud fra gener og omverdenspres. At Hitler blev som han blev er ikke resultatet af deterministisk fysik, men udtryk for konkrete valg og intension som personen Adolf står til ansvar for. Moral handler for mig at se om, at vi har et valg, og at vi må prøve at vælge det gode. En af de bedste bøger om moral jeg har læst er Anne Franks dagbog, som jeg desværre ikke har hos mig. Hun siger mange gode ting om moral. Et citat jeg husker er nogenlunde som : "Døm mig ikke, men betragt mig som et menneske, der også en gang imellem kan nå bristepunktet". Det er ikke altid vi har overskud til at vælge rigtigt. Der er mangfoldighed af menneskelige fænomener - kærlighed, venskab, omsorg,... - som jeg ikke vil akceptere bare henskrives til "illusion".
Alt det ovenstående er selvfølgelig bare noget jeg uden videre påstår. Helmuth Nyborg siger, at det hele er illusion. Det er slet ikke oplagt for mig, hvordan man kommer fra mikroskopisk fysik og molekyler til den frie vilje og bevidsthed. Men der er et enormt spring i kompleksitet fra at forstå atomer og molekyler til at forstå endog en celle i en levende organisme. Springet videre fra cellen til mennesket er mere enormt om jeg så må sige. Mening, logik, moral, intension, begær er altsammen noget der manifesterer sig hos mennesker. Det forekommer mig meningsløst eller måske nærmere intetsigende at kalde disse fænomener illusoriske. Udsagnet er basalt set: alt er materie, så alt hvad der ikke er materie er illusion. Det bliver vi jo ikke klogere af.
Men disse er bare mine synspunkter. Skriv endelig hvis du er uenig, eller i det hele taget, hvis du gerne vil give din mening til kende.

I Begyndelsen var der Mørke over Verdensdybet

I Begyndelsen var der Mørke over Verdensdybet
Skrevet af Manja Hansen, April 1999

I naturfag blev jeg stillet over for den udfordring at skulle skrive et projekt om emnet 'universet'. Her er jo selvsagt næsten utallige emner at fordybe sig i. Lyset fra stjernerne og hvad vi kan lære heraf, var for mig et helt indlysende valg, idet et af mine første spørgsmål, efter jeg havde lært kunsten at tale, var: "Hvem tænder og slukker lyset?" mens jeg pegende refererede til solen og nattens scenerier.
Det første lys vi som menneske ser, er det der rammer os efter endt anstrengende tur gennem fødselskanalen. Men lyset har været vores trofaste ledsager siden tidernes morgen. Skabelsesberetningen fra Biblen fortæller:

Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og guds ånd svævede over vandene. Gud sagde: "Der skal være lys!" Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.

Så gik det ellers stærkt. I løbet af bare "fem dage" kom ikke blot landjorden til syne, men det piplede også frem med græs, planter og træer. Det vrimlede med flyvende og vandede skabninger, vilde dyr og myldrende smådyr. Og så kom mennesket, selvfølgelig. Udviklingsteorien, den hvor livet menes opståeet i en ursuppe af organiske stoffer, betinger at lyset satte suppen i kog. Ud af denne simrende masse kom livet for alvor til jorden. Hvad enten du er tilhænger af Biblens bud eller evolutionens teorier, måske en helt anden tese, så er lyset hovedkilden.
Overalt i gamle og nu uddøde kulturer møder vi solguder. Solguden var som regel Guden over dem alle. Man ofrede til den i håb om et godt høstudbytte og frugtbart liv i al almindelighed. Det kan lyde fjollet, men de havde fat i den rigtige ende. I dag ved vi, at alt liv på jorden er afhængig af fotosyntesen, som igangsættes af lyset fra vores stjerne, Solen.
Om dagen nyder planter, dyr og mennesker gavn af lyset, måske især om sommeren hvor vi også lader os varme af det. Og når mørket falder på, vågner nattens skabninger op og kan sammen med mennesket lade sig fylde med ærefrygt og betagelse, når en klar nat viser de lysende smukke stjerner, som funklende juveler mod det mørke verdensrum, en særegen skønhed.
Men lyset gør mere end det. Lys er elektromagnetisk stråling, og bølgestrålingen som vi kalder 'synligt lys' har mange søskende, med hvem det ikke er på bølgelængde. Disse bølger giver astronomerne en mængde detaljeret information om stjernernes fysiske forhold. Radiobølger bliver udsendt af en radiostation, til din modtager i hjemmet som omdanner dem til din favorit musik. I rummet er radiokilderne stjerner og gasser, der kan ikke danses til dem, men vi lærer om hvad de består af og hvor meget de har af det. Mikrobølger kan lave dine popkorn på få minutter, men samtidig får vi oplysninger om vores galakses struktur. Infrarødt lys forbinder vi med varme, fordi det får vores hud til at føles varm. Det infrarøde lys i rummet kortlægger det støv der findes mellem stjernerne. Ultraviolet lys - vi ved, at Solen er en kilde hvorfra der kommer UV-stråling, fordi netop UV-stråling er årsag til at vores hud bliver brun eller rød. Røntgenstråling bruges af læger og tandlæger til at se evt. knoglebrud eller huller i tænderne med. Varme gasser i universet udstråler også røntgenstråling. Gammastråler er knap så hverdagsagtige. De kommer fra radioaktivt materiale, hvoraf noget er naturligt og andet fremstillet af mennesker bl.a i atomkraftværker. Men den ubestridt meste gamma udstråling frembringes af universet selv, f.eks. omkring sorte huller.
Universet er for mig en uudtømmelig kilde af det stof, hvoraf drømme og tankespind væves. Lyset fascinerer mig, fordi det ud over at opretholde livet på jorden også er yderst oplysende, tillige smukt, en sjælden kombination. Bøger er åndens blodkar, så læn dig tilbage med bøger om universet og lad din nysgerrighed guide dig. Eller klæd dig godt på og gå ud en klar aften, for at lade dig inspirere af lyset fra stjernerne.

Manja, en hengiven beundrer af Universet

Forårsjævndøgnsklumme

Forårsjævndøgnsklumme
Skrevet af Johan Fynbo, April 1999

For godt to uger siden, eller mere præcist 21. marts klokken 14 minutter i 2 om natten (dette døgn kaldes forårsjævndøgn) passerede solen ækvator. Nu er det os i norden, der endelig efter den mørke vinter har fornøjelsen af at være på den halvdel af jordkuglen, der nejer mod solen og varmen. Solen har allerede gjort sin indflydelse gældende her i det Sydtyske, hvor trærne er ved at springe ud. Fordi der altid er en slange i paradis, så har myggene også besluttet, at det er tid til at komme i gang. Nu vil solen gå mod nord indtil den d. 21. juni klokken 8:20 befinder sig ved sin nordligste position over den nordlige vendekreds på breddegraden +23.45 grader. Den dag har vi sommersolhverv. Herefter bevæger den sig atter syd på og d. 23. september klokken 11:31, knapt et halvt år fra nu, vil solen atter stå over ækvator - ved efterårsjævndøgn. Endelige vender den igen ved den sydlige vendekreds på breddegraden -23.45 grader d. 22. December klokken 7:44 om morgenen, vintersolhverv. Og så går det atter nord på...
Sådan har det været i millioner, ja nok milliarder af år med jorden og solen. Siden tidernes morgen har mennesker været opmærksomme på disse specielle tidspunkter i årets løb. Specielt har de to solhverv været uhyre vigtige som grænsepunkterne mellem lysets og mørkets tider. Idag fejrer vi Skt. Hans omkring sommersolhverv og jul omkring vintersolhverv, men tidligere i hedensk tid fejrede vi på de tider fester for solen. De kirkelige embedsmænd har nok fundet det fordelagtigt at placere de kirkelige fester, der hvor folk var vant til at trække i fest-tøjet. Men hvordan kunne man i forhistorisk tid vide, hvornår det er sommer og vintersolhverv? Her må vi vide lidt om solens opstigen over horisonten. Normalt siger vi, at solen står op i øst, men det er ikke helt sandt. Det er faktisk kun sandt ved jævndøgn. På vore breddegrader, ca. 50 grader nord, står solen fra forårsjævndøgn til efterårsjævndøgn op i nord øst og går ned i nord vest. Fra efterårsjævndøgn til forårsjævndøgn står solen op i syd øst og går ned i syd vest. Jo tættere vi er på sommersolhverv, jo mere nordlig står solen op. Ved vintersolhverv er solopgangen sydligst. Man kunne altså finde sommersolhverv som den dag, hvor solen stod op længst mod nord. Og for at markere denne retning lavede man pejlemærker, så solen netop ved solopgang ved sommersolhverv stod op i den retning, hvor f.eks. to sten stod på linie. Stonehenge er bare et blandt utallige sådanne oldgamle astronomiske observatorier, der fortalte datidens mennesker, hvornår solen var på sin maksimal nordlige position. Ved Stonehenge kunne man også finde dagen for vintersolhverv og specielle dage for månens op og nedgang. Der findes utallige lignende, men mindre spektakulære, observatorier over hele den nordlige halvkugle.
Disse observatorier markerer astronomiens rødder. Astronomien voksede frem af dette ønske om at fastslå tiderne for solens vendepunkter. Sidenhen begyndte man også at studerer stjerners op planeters opstigen over horisonten og bevægelse på himlen. Og grækerne begyndte at søge efter ikke-religiøse forklaringer på, hvad de så på himlen. Og derefter gik det slag i slag frem til nutidens astronomi, hvor vi søger efter svar på, hvordan galakser og stjerner opstod, og hvor universet kom fra og hvor det går hen. Universet er stadig fuld af gåder, der mangler at finde løsninger. Her fra skal lyde en opfordring om at komme og være med i jagten på svar. Vi har brug for dig.

Findes virkeligheden i Virkeligheden?

Findes virkeligheden i Virkeligheden?
Skrevet af Johan Fynbo, marts 1999

I tidligere klummer har jeg prøvet at skrive imod adskillige fordomme, der eksiterer om naturvidenskaben - at naturvidenskab ikke er kultur, at det er gold indlæring af facts, at det handler om svære og uforståelige formler. Sandheden er snarere, at naturvidenskaben er noget af det mest kulturbærende vi har, i ordets mest basale forstand, og at naturvidenskaben er umådelig skøn og forunderlig og ikke gold og kedelig. En anden knap så udbredt opfattelse, der findes om naturvidenskaben er, at det er noget vi går og hygger os med her i den vestlige kulturkreds. Naturvidenskab er ikke en opdagelsesrejse ind i den ukendte virklighed, for virkeligheden er ikke noget, der findes andet end som en social konstruktion. Virkeligheden "som den er" ligger helt udenfor vores greb, og derfor lærer vi i virkeligheden ikke noget om virkeligheden med vores små naturvidenskabelige julelege. I denne forestillingsverden er naturvidenskabens objekt ren konstruktion. Dette er en mere subtil forestilling at gå imod, men jeg mener, at forestillingen er forkert og derfor vigtig at gå imod.
Som tidligere nævnt har jeg en god indisk ven, Alok, der er astronom ved Manora Peak Observatory i Nainital ved grænsen til Nepal. Jeg havde den store fornøjelse at deltage i hans bryllup i Februar sidste år. I den forbindelse talte jeg en del med forskellige indere om hinduismen. Med forbehold for, at jeg næppe har forstået alt om hinduisme, så var en central forestilling i hinduismen, at verdens og Guds egentlige essens er udenfor vores fatteevne. Denne egentlige "sådanhed" - verden som den er, kaldes Brahma, men Brahma kan vi ikke fatte. Den verden vi ser er illusion - maya. For at lede os på vej er der utallige manifestationer af Brahma, og de er det hav af guder man ellers møder i hinduismen. Alle disse guder er også maya, men de tjener altså det formål at lede mod Brahma. Denne ide, at den forestilling vi har af verden er illusion, er ikke dum. Det er egentlig en meget sympatisk og ydmyg ide. Hvordan kan vi tro, at vi mennesker - et tilfældigt pattedyr i de flestes øjne - er i stand til at forstå verdens beskaffenhed? Er chimpansens eller myrens forståelse af verden mon PRINCIPIELT ikke ligeså god, eller ligeså ringe, som vores? Hvordan kan vi vide, at vi har fat i den lange ende i vores forestilling om verden? Det er temmelig subtilt.
En dansk filosof ved navn Peter Zinkernagel har leveret et vigtigt bidrag til denne debat. Jeg refererer her til en lille gul bog, man kan låne på biblioteket, med titlen "Virkelighed". Det er en af de mest besynderlige bøger jeg har forseogt at læse. Igen med forbehold for, at jeg har fået noget galt i halsen, så er den centrale ide i Zingernagels bog, at vi slet ikke kan tale sammen, bruge sproget, hvis ikke vi implicit forudsætter, at der findes en virkelighed som er uafhængig af os og sproget. Ethvert udsagn i sproget kan gøres meningsløst, hvis vi samtidigt hævder, at der ikke findes en af os uafhængig virkelighed. Her er Ole, men han har ingen krop, er sludder. Så på linie med den formelle logik, er et vilkår for at bruge sproget, tale sammen, at vi antager, virkeligheden findes uafhængigt af vores fattevne og vores ord. Det eneste, der så er at gøre, er at bruge sproget så objektivt som muligt.
Men sproget i sig selv er vel opstået udfra årtusinders nærkontakt med virkeligheden. Sproget er ikke konstant, men dynamisk. Sproget er opstået i tæt parløb med vores forestilling af verden, hvilket illustreres smukt i Olaf Pedersens bog "Teologien og Naturerkendelsen". Derfor kan vi ikke forvente, at vores forestillinger og vores ord, som er udviklet udfra dagliglivets erfaringer, nødvendigvis kan rumme og beskrive de dele af virkeligheden som først er blevet tilgængelige for os gennem naturvidenskabens opdagelsesrejser. Dette ser man illustreret i vores møde men den mikroskopiske virkelighed - kvanteverdenen. Her bryder vores forestillinger og begreber sammen. En elektron er hverken en bølge eller en partikel, der er noget andet som endnu ikke har fundet sin plads i ordets "afbildning" af verden. Men det betyder ikke, at der ikke findes "noget", som vi nu kalder en elektron, og som er helt ligeglad med hvad vi kalder den og iøvrigt mener om den. Hvordan kan man påstå det? Jeg mener selve naturvidenskabens utrolige success i at beskrive elektronen og verden iøvrigt i form af fundamentale naturlove er det bedste argument for, at vi ikke bare fægter i blinde, men faktisk er i nærkontakt med verden "som den er". Det betyder ikke, at vores naturlove er sandheden om verden, men at de er "tæt" på at være det. Den kendsgerning, at vi kan udlede fundamentale naturlove og at vi kan stille spørgsmål til verden, typisk eksperimenter, som "verden" leverer svar på i form af udslag på måleapparatet, fotoner fanget af CCD-kameraet, viser, at sådan må det være. Nærmere kan jeg ikke komme det.
Min vejleder Bjarne Thomsen udtrykker det således : "Jeg ved ikke, hvor man har fået den ide fra, at naturvidenskab KUN er en kulturel aktivitet (det er den selvfølgelig også). Hvis dette var tilfældet, så ville alle nøjagtige observationer være ørkesløse forsøg på at bekræfte vore kulturelle fordomme."
Med Einstein vil jeg mene, at det mest uforståelige ved verden er, at den er forståelig. Igen : Naturvidenskaben er umådelig skøn og forunderlig!
Tilsidst endnu et af disse smukke digte af Piet Hein (fra "Digte fra alle årene I"), der siger det hele.

Ordet

Først var de navnløst virkelige ting.
Så skabtes ordet til at ordne kaos.
Et greb på tingen! Men en tryllering
som snart drog verden nær, snart holdt den fra os.

Og ordet blev en verden for sig selv
der skød sig ind imellem os og tingen.
Og vi var fanget i dets himmelhvælv.
Og uden ordets verden var der ingen.

Men du skal bo på denne nøgne jord
og ta det liv igen som blev mig nægtet.
Og du skal æde anden ånd end ord
og eje andet lys end intellektet.

Din kamp skal gøre livet livet værd.
Din ånd er ild. Den ulmer. Lad den brænde.
Der er eet liv. Det leves nu og her.
Der er een virkelighed.
Det er denne.