(Udgivet som del af Tænketanken Eksistens udgivelse Omtanke #5)
Skibet HMS Birkenhead sank ud for Sydafrikas kyster 26. februar 1852. Denne tragiske begivenhed menes at være oprindelsen til opfordringen ”Kvinder og børn først!” som efterfølgende kaldes ”the Birkenhead Drill”. Ombord var udover søfolk 480 britiske soldater og 26 kvinder og børn. Da skibet var ved at synke, råbte kaptajnen efter sigende: ”Kvinder og børn først!”. Kun 193 blev reddet – herunder alle kvinder og børn. Heltemodet blev efterfølgende hyldet af Rudyard Kipling i digtet ”Soldier an’ Sailor Too”[1]. I krisetider som dette skibsforlis viser det sig, hvilke værdier vi dybest set styrer efter.
Coronakrisen
I forbindelse med Corona-krisen har vi igen gjort os overvejelser om, hvordan vi skal håndtere en nødsituation: hvad skal vi gøre? Hvem eller hvad skal vi først og fremmest beskytte? Hvordan kommer vi rigtigt gennem krisen? Hele dette svære problem er temaet for denne artikel. Hvilket kompas bør vi styre efter?
Jeg vil i det følgende give nogle eksempler på, hvilke synspunkter, der har været fremført i den danske Corona-debat. Skæringsdatoen var 11. marts, da både meget i landet (skoler, offentlig transport, o.s.v) og grænserne blev lukket. Hen imod slutningen af marts, kom diskussionen omkring økonomi til at fylde en del. I et debatindlæg fra 20. marts lød det karakteristisk fra en managementkonsulent[2]: ”Jeg savner kritiske stemmer i debatten. Hvor er de redaktører, debattører og økonomer, der kulegraver regnestykket, som kan forsvare at lukke landet ned? Skal det koste flere hundrede milliarder kroner og en tragisk samfundsmæssig krise at redde det, der svarer til 50-100 gennemsnitsmenneskeliv?”. Diskussionen kom på denne måde hurtigt til at handle om, hvor meget vi som samfund betaler per reddet menneskeliv. Videnskab.dk[3] tog problemet op og spurgte i en artikel 4. april 2020 en moralfilosof og en samfundsøkonom: ”Kan man sætte en økonomisk pris på et menneskeliv?”. Moralfilosoffen Morten Ebbe Juul Nielsen skrev blandt andet: ”Vi fokuserer overdrevent meget på det negative ved døden. Det, der i virkeligheden er vigtigt, er, hvor mange gode leveår vi vinder. Da risikogruppen, som muligvis dør af corona, består af meget gamle mennesker og mennesker med underliggende sygdom, så virker det evident at satse mere på at redde mennesker, der potentielt set stadig har et langt liv med et godt helbred foran sig.”. Sundhedsøkonomen professor Jakob Kjellberg var enig: ”Vi bruger rigtig mange penge på at være gearet til at redde nogle, der typisk er ældre og i forvejen svækkede. De penge, vi mister, kommer til at mangle et andet sted i systemet, hvor de muligvis kunne have gjort mere gavn.” Senere kunne man i maj måned læse filosoffen Klemens Kappel argumentere ”Ja, det er mere etisk at redde unge end gamle fra Corona” og videre:”Lighedsbetragtningen går på, at hvis man har levet 75 år, så har man levet det meste af et normalt livsspænd og fået den normale ’portion’. Det har man ikke som 40-årig, og ud fra dén betragtning er jeg enig i, at man skal prioritere den 40-årige frem for den 75-årige.”
Jeg blev selv temmelig rystet over disse synspunkter, men jeg havde samtidig svær ved at sætte ord på, hvad det var som jeg fandt rystende. Der er ingen tvivl om, at det er svære problemer, og pointen er ikke at fordømme den ene eller den anden, der har sagt noget. Det vigtige er, at diskutere, hvad vi rettelig bør gøre. Kan vi virkelig forsvare, at vi må stille de gamle og de svage bagerst i køen? Hvad afgør, hvad ”der i virkeligheden er vigtigt”? Er det virkeligt ”evident”, at vi skal ”satse på”, hvor mange gode leveår ”vi vinder”? Er det sandt, at penge brugt på at redde de gamle og svage kan siges af være ”mistet”, fordi de ”muligvis kunne have gjort mere gavn” andetsteds? Hvad er målet for ”mere gavn”? Skal vi virkelig se på livet som noget vi får givet som en portion havregrød, eller en tur i karusselen? Er livets værdi kun dets gode for mig? Kan vi virkelig tale om hinandens liv ud fra en lighedsbetragtning om nogen har og andre ikke har noget til gode? Det virker som om tankegangen forudsætter en bestemt materialistisk, utilitaristisk metafysik. Hvorfor er denne tankegang evident?
Værdi, værdighed og eksperternes abracadabra
For at komme videre med disse spørgsmål har jeg fundet flere eksempler på kloge folk, der sætter ord på, hvad det er, der for mange af os virker problematisk i denne tankegang, der sætter lighedstegn mellem det gode og nytteværdi og sætter pris på menneskeliv.
Jeg synes, den engelske filosof Sir Roger Scruton, der desværre døde her i januar 2020, sagde det meget præcist[4] (i min oversættelse fra Engelsk): “Værdighed møder os på mange måder, og hvor og når vi møder den, så bringer den autoritet, fred og en følelse af fællesskab med sig. Men den kommer ikke gennem et politisk program. Den kommer heller ikke via økonomien. Ifølge Lionel Robbins velkendte definition er ”økonomi en videnskab der undersøger menneskets adfærd som et forhold mellem mål og begrænsede midler, der har alternative anvendelsesmuligheder.” Økonomi antager, at vi ikke alene kender vores mål, men at vi også er villige til at sætte pris på dem; og den udbreder sit herredømme over menneskers drømme og ønsker ved at værdisætte alt det som mennesker måtte ønske, behøve, beundre eller værdsætte og således reducere livets store spørgsmål til eksperternes abracadabra. For økonomen er der ingen forskel på værdighed og værdi, og Wildes definition af kynikeren som ”den, der værdisætter alting, men værdsætter ingenting” udtrykker en sandhed, der ikke kan forstås i den dystre videnskab. Ikke desto mindre er de ting som vi virkelig værdsætter, så som liv, kærlighed og kundskab, præcis de ting som vi er uvillige til at værdisætte. Værdighed begynder, hvor værdiberegning ender, da de ting, der betyder mest for os er de ting som vi ikke vil handle med.” Altså, vi må skelne mellem værdi og værdighed. Ole Hartling siger det samme i sin nye bog ”Den 8. dødssynd”[5]: ”Lige så rigtigt og godt det er at blive værdsat, lige så forkert og skidt er det at blive værdisat”.
En anden vigtig pointe i det Sir Scruton skrev er: er det virkelig sandt, at vi kan reducere disse samfundsproblemer, til noget vi kan beregne – altså til ”eksperternes abracadabra”? I mit eget felt astronomien fandt man tidligt ud af, at der faktisk er ret simple problemer som man ikke kan beregne fremtiden for, da de grundlæggende set er kaotiske. Et eksempel er tre objekter, der bevæger sig rundt om hinanden under indvirkning af deres indbyrdes tyngdekraft. På samme måde forekommer det mig meget vanskeligt at tro på, at vi faktisk kan beregne os frem til en ”i virkeligheden rigtig” måde at handle på i krisesituationer som Corona-krisen. Der er så mange delelementer i problemet, f.eks. hvor svært det er at få adgang til værnemidler. Det havde ingen tilsyneladende tænkt over i iveren efter økonomisk optimering, og manglen på værnemidler var i lang tid et af de centrale problemer i krisen. Der var mange andre usikkerheder: de ukendte sygdomskonsekvenser af virussen, inkl. langtidseffekter, om der fandtes eller kunne udvikles en behandling, hvor lang tid, der tager at udvikle en vaccine, hvor længe en vaccine vil være virksom, hvad der sker i andre lande, o.s.v. Vi må lægge skinnerne samtidig med, at toget buldrer frem som det blev sagt[6]. Ydermere må vi tænke over, hvad det betyder for samfundssindet, hvis vi faktisk beslutter ikke ubetinget at tage vare på de gamle og svage? Leif Vestergaard Pedersen skrev klogt[7]:”Indsatsen handler mere om at sikre, at det velfærdssamfund og den samfundskontrakt, dette hviler på, kan overleve den krise, vi er kastet ud i. Vi betaler vores skat, vi stemmer til vores valg, og vi forventer, at vores samfund tager sig af os, vores kære og vores naboer med flere. Vi forventer, at vi hver især og sammen gør, hvad vi kan, for at mindske krisen, og vi forventer, at samfundet sørger for de svageste, de sygeste og de døende.” Det er også samfundskontrakten, der er på spil. I en vis forstand var hele grundtanken bag velfærdssamfundet, at de gamle og de svage ikke skulle være henvist til almisser, men at samfundet, i form af staten eller kommunen, skulle holde hånden under de gamle og svage i form af rettigheder til ydelser frem for almisser. Noget grundlæggende vil ændre sig i hele samfundsmodellen, hvis det i stedet anses for samfundets vigtigste opgave, når det virkelig brænder på, først og fremmest at holde hånden under de stærke. Der er en spænding her, for vi kan komme til at glemme den enkeltes ansvar ud fra en betragtning om, at staten må tage sig af det.
Tao
Men hvordan kan vi retfærdiggøre vores handlinger, hvis ikke gennem økonomernes rationelle og kvantitative overvejelser? Mere konkret: hvilke argumenter accepterer vi som gyldige for en statsminister, der lukker landet? Jeg tror den udbredte støtte til den førte politik i Danmark skyldes, at mange faktisk opfattede, at hensigten med de politiske beslutninger i høj grad var motiveret af ”Birkenhead Drill”: at skærme de svage ved ikke at overbelaste sundhedssystemet. Men hvorfor er det så rigtigt at motivere handlinger på det grundlag? C.S. Lewis behandlede problemet i bogen ”The Abolition of Man” (”Menneskets afskaffelse” på dansk) fra 1944[8]. Han peger på en række moralprincipper som er fælles på tværs af mange religioner, f.eks. den gyldne regel, at vi skal tage os af de gamle, at vi skal tage vare på jorden og tænke på vores efterkommere, o.s.v. under ét af C.S. Lewis i bogen kaldet ”Tao” – vejen. C.S. Lewis mener, at disse morallove, denne Tao, vanskeligt kan begrundes i noget andet. Han gør op med folk, der ønsker at afskaffe, hvad der opfattes som sentimentale værdidomme til fordel for mere rationelle begrundelser, idet det i sidste ende vil føre til opgivelsen af, hvad der er menneskeligt. Det er en bog, der er svær at gengive kort, da bogen i en vis forstand er ét langt argument, der bygges op over 100 sider. En slags konklusion lyder (i min oversættelse): “Hvis den fuldstændigt planlagte og gennemregulerede verden (i hvilken Tao alene ville være et produkt af planlægning) blev virkeliggjort, så ville Naturen ikke længere besvære sig med denne genstridige art [altså mennesket – min kommentar], der rejste sig i oprør mod hende for så mange millioner år siden, og så vil vi ikke længere være besværet af dens sniksnak om sandhed og nåde og skønhed og lykke. Ferum victorem cepit[9]: og hvis eugenikken er tilstrækkelig effektiv, så kommer der ikke noget nyt oprør, men alle vil være bøjet under samfundsplanlæggerne og de under Naturen, indtil Månen falder ned eller Solen brænder op.”
Tankegangen er lidt anderledes hos Løgstrup: At vi kan kende noget som godt eller ondt, skyldes ifølge Løgstrup det han kalder Universets stemthed. Verden er ifølge Løgstrup ikke bare god, den er også ond. Men i den skabte verden har det gode ontologisk forrang for det onde. Det som C.S. Lewis kalder Tao er det som Løgstrup forstår som det godes ontologiske forrang, mens det som C.S. Lewis forstår som Naturens ligegyldighed er det som Løgstrup ser som Universets tilintetgørende kræfter.
Kristen kriseetik
Et interessant eksempel på kristen kriseetik finder vi i den islandske Totte om Svade og Arnor Kællingenæse[10], hvor man kan læse om en hungersnød, der ramte landet omkring år 1000. ”På den samme tid, som der her blev fortalt om, blev det afgjort på et herredsmøde, at man på grund af uåret og den alvorlige hungersnød, som herskede, skulle lade de fattige og gamle, de lamme eller på anden måde vanføre i stikken uden at give dem nogen hjælp eller huse dem.” En af høvdingene, Arnor Kællingenæse, bebrejdes dette af sin mor Turid, en datter af Ræv fra Barde, og beslutter derefter at forsøge at redde de gamle og svage, bl.a. ved at beordre, at folk må spise heste, og at man må spise hundenes mad. Herefter kan man i totten læse Torvard Spage Bødvarssøns svar: ”Det er tydeligt, Arnor, at den Gud, som du påkaldte nu i din tale, har indblæst Helligånden i dit bryst, for at du kunne indlede en så velsignet medmenneskelighed, som du har forkyndt for folkene i din tale. Og jeg tror, at hvis kong Olav havde hørt dig sige disse ord, havde han takket Gud for dig og for så skøn en tale, og jeg tror, at når han får disse ting at høre, vil han blive overmåde begejstret. Men det er bestemt en vældig ulykke for os, at vi hverken vil få ham at se eller høre hans ord, for jeg frygter, at ingen af delene vil ske.” Torvad Spage Bødvarssøn frygtede, at den udviste menneskelighed nok var sand, men sikkert ville føre til alles undergang. Imidlertid skete der et mirakel og uåret endte. Uanset hvad man måtte mene om mirakler, så er det tydeligt, at folk på Island, da Totten blev skrevet, har opfattet, at kristendom fordrer en bestemt holdning og handling overfor de gamle og svage. Det er den pointe jeg finder vigtig her. ”Birkenhead Drill” og Turid i totten kan meget vel være inspireret af en hel anden tankegang en den økonomiske, nemlig en tankegang fra Biblen, f.eks. illustreret ved disse fra Johannesevangeliet[11]: ”Jesus sagde: »Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene. Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene.”, eller disse ord fra Matthæusevangeliet[12]: ”Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig.”
Evangelium vitae
Pave Johannes Paul 2. behandlede også disse spørgsmål i værket ”Evangelium Vitae”[13] (på dansk: Livets evangelium) fra 1995. Han så klart den trussel, der rejses mod menneskelighed fra den nyttetænkning han så præge det 20. århundredes store ideologier som vi bredt kan kategorisere som fascisme, kommunisme og kapitalisme. Johannes Paul 2. skriver specielt med betydning for denne diskussion: “Selv om nutidens talrige alvorlige sociale problemer i et vist omfang kan forklare den herskende usikkerhed og forvirring i moralske spørgsmål, som undertiden svækker den enkeltes sans for personligt ansvar, ændrer det ikke ved, at vi er oppe mod noget langt større, nærmere bestemt en veritabel syndens struktur, som kendetegnes af en overvejende anti-solidarisk kultur, der i mange tilfælde manifesterer sig som en ”dødens kultur.” Denne kultur støttes aktivt af stærke kulturelle, økonomiske og politiske kræfter, som bekender sig til en slags utilitaristisk samfundsfilosofi. Set fra dette synspunkt kan man i en vis forstand tale om de magtfuldes krig mod de svage: et liv, som i særlig grad ville stille krav til omgivelserne om accept, kærlighed og omsorg, anses for værdiløst eller betragtes som en utålelig byrde og bliver derfor fravalgt på den ene eller den anden måde. Et menneske, som på grund af sygdom, handicap eller ved sin blotte tilstedeværelse truer de mere begunstigedes velvære eller livsstil, bliver i stigende grad opfattet som en fjende, man må forsvare sig imod eller skaffe sig af med. På denne måde opstår en form for sammensværgelse mod livet – ikke kun på det individuelle plan, i den enkeltes forhold til familien eller det sociale netværk, men helt op på verdensplan, hvor den skader og fordrejer de indbyrdes relationer mellem folk og nationer.”
Altså: vi har brug for at lytte til ”Birkenhead Drill”, vi må forsøge at efterligne Jesus og være de gode hyrder. Det er det, der kræves af os af Livet, af Gud, af Fællesskabet, af Tao. Økonomi er vigtig, men først og fremmest i sin egentlige betydning: hvordan holder vi hus? Den monetære verden er samfundets tjener i husholdningen – ikke omvendt.
Døden
I marts sagde statsministeren[14]: ”Hvert mistet liv er en tragedie”. Denne formulering skabte også betragtelig debat i dagspressen. Flere stemmer i debatten fra meget forskellige kanter fremførte det argument, at døden ikke nødvendigvis er tragisk (f.eks. Henrik Højlund[15] i Jyllandsposten og Lone Frank[16] i Weekendavisen). Kirkefaderen Augustin gav udtryk for et synspunkt, der minder meget om det vi kunne læse hos Henrik Højlund og Lone Frank. I ”Om Guds Stad”[17] skrev han om de mange kristne, der blev dræbt, da Visigoterne hærgede Rom i 410: ”Nu er ganske mange, også kristne, blevet dræbt, og mange er omkommet på tragisk mangfoldige måder. Men hvis dette er vanskeligt at bære, så er det i al fald fælles for alle, som fødes ind i dette liv. For så meget ved jeg, at ingen er død, som ikke engang har skullet dø. Livets afslutning gør det lange og det korte liv ens på dette punkt. Der er nemlig ikke noget, der er bedre, og andet der er ringere, eller noget, der er større, og andet, der er mindre, når ingen af delene længere findes. Og hvad forskel er der på, med hvilken slags død livet afsluttes, eftersom den, hvis liv sluttes, ikke tvinges til at dø en gang til. Men når enhver dødelig i vort livs daglige tilskikkelser i en vis forstand trues med at skulle dø på utallige forskellige måder, så længe det er usikkert, hvilken dødsmåde der vil komme, må vi spørge, om det ikke er bedre at lide døden på én måde end at leve i frygt for dem alle. Jeg ved nok, hvor ofte man vælger at leve længe under frygt for så mange dødsmuligheder, fremfor at dø én gang og derpå være fri for at frygte døden. Men ét er, hvad det kødelige menneske i sin frygtsomme svaghed undflyer, noget andet, hvad menneskets fornuft[18] overbeviser om, når den er omhyggeligt oplyst.”
Augustin mente videre, at vi hellere skulle bekymre os om efterlivet end døden i sig selv. Det kan være en trøst at tænke på det håb, vi må have om, at døden ikke er den yderste horisont, at ”dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed” og at ”Gud skal blive alt i alle.”
Tak
Mange tak for gode kommetarer, forslag og hjælp med at finde oversættelser fra Birgitte Stoklund Larsen, Maria Hammershøj og Kuno Arnkilde.
[1] http://www.kiplingsociety.co.uk/poems_soldiersailor.htm
[2] Berlingske Tidende, 20. marts 2020.
[3] https://videnskab.dk/kultur-samfund/kan-man-saette-en-oekonomisk-pris-paa-et-menneskeliv
[4] Sir Roger Scruton, “How to be a conservative”, Bloomsbury, 2014
[5] Ole Hartling, ”Den 8. dødssynd”, forlaget Eksistensen, 2020
[6] https://www.berlingske.dk/analyse-og-perspektiv/mette-frederiksens-eksprestog-buldrer-frem-uden-en-sikker
[7] Sundhedspolitisk Tidsskrift 26. marts 2020
[8] C.S. Lewis, ”The Abolition of Man” , HarperOne, 1944
[9] Citatet kommer fra Horats: “Graecia capta ferum victorem cepit” – ”Det besejrede Grækenland besejrede hendes brutale besejrer.”
[10] Islændingesagaerne, bind 5, s. 411, (Red. Annette Lassen), Saga forlag, 2014
[11] Johannesevangeliet 10,11-16
[12] Matthæusevangeliet 25, 34-36
[13] Johannes Paul 2., ”Livets evangelium”, (Oversat af Ruth Plum), Ansgarstiftelsens Forlag, 1998
[14] https://dansketaler.dk/tale/mette-frederiksens-tale-ved-pressemoede-om-mulig-genaabning-af-danmark-2020/
[15] Jyllandsposten, 21. april 2020
[16] Weekendavisen, 15. maj 2020
[17] Augustin, ”Om Guds stad”, bog 1, kap. 11, Gads forlag, 1984
[18] For Augustin kan den menneskelige fornuft dømme om sanseindtryk, men ikke om de fornuftsandheder, der eksisterer uafhængigt af det enkelte menneske, fx matematiske love og etiske normer. Disse sandheder udspringer fra Gud, Universets højeste væsen, og erkendes ved illumination eller forestillinger, indpræget i sjælen (notiones impressae). (https://denstoredanske.lex.dk/illuminationslære)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar