lørdag den 29. december 2018

Tro og Videnskab


I efteråret 2018 blev jeg bedt om at skrive en kronik om Tro og Videnskab til et tidsskrift af relativ karismatisk karakter. De ville ikke bruge kronikken alligevel p.g.a. uenighed i det skrevne omkring evolution, så jeg vælger at bruge den her i min klumme (som ingen nok læser :-) ).   

Baggrund

Jeg er døbt og tror på Gud og hans søn, Jesus Kristus, vor Herre. Jeg grublede i teenage-årene meget over om troen er noget uintelligent som man som et moderne menneske bør kaste bort. Det forekommer mig ikke, at dette havde meget med videnskab at gøre, men nok snarere var båret af, hvad mine brødre og vennerne mente om emnet. Min tvillingebror opgav troen omkring denne tid, særligt nok drevet af det klassiske problem med ondskab og lidelse i verden. Det er klart, at dette brud betyder meget for os begge og tro er noget vi ofte diskuterer. Selv endte jeg med en erkendelse om, at jeg stadig troede på Gud og at denne tro ikke blev voldsomt anfægtet af problemer med at få det hele til at gå op med videnskabelige erkendelser om verden. En del af denne erkendelsesproces blev også påvirket af en form for ”oplevelse”, en oplevelse af at blive fyldt af kærlighed og være i sikre hænder. 

Vejen ind i videnskaben

Jeg kommer fra en ikke-akademisk baggrund. Der var først via et projekt i folkeskolens 10. klasse at denne mulighed gik op for min bror og jeg. Det blev en drøm vi begge forfulgte gennem gymnasiet i Kolding og efterfølgende studier i fysik og matematik ved Aarhus Universitet. Jeg valgte at specialisere mig i astronomi og min bror i kernefysik. I 1995, på fjerde år af fysikstudiet, havde jeg den store glæde at blive optaget på en en-måned lang sommerskole om kosmologi ved Vatikanets gamle observatorium ved Castel Gandolfo syd for Rom. Her var vi 25 astronomi-studerende fra hele verden, der mødtes og fik forelæsninger om kosmologi af nogle fremragende forskere i feltet (f.eks. Chris Impey og Carlos Frenk som stadig er professorer ved hhv. Steward og Durham universitet). En tredje underviser på skolen var jesuitten William Stoeger, S. J., som underviste i kvantekosmologi og som i sin tid havde studeret sammen med Stephen Hawking i England. Jeg fandt jesuitternes problemløse måde at rumme både dyb tro og videnskabelig forskning eksemplarisk. Til sidst var vi heldige at blive indbudt til audiens med den daværende pave Johannes Paul II. Det var en overvældende oplevelse af et sygdomsramt og fysisk svagt, men åndeligt stærkt og meget karismatisk menneske. Paven holdt en tale inden vi hver især var oppe og trykke hånd og udveksle et par ord. I sine tale sagde paven meget interessant, hvoraf jeg her har oversat noget til dansk:     

”Der er ingen tvivl om, at søgen efter videnskabelig forståelse grundlæggende er til gavn for menneskeheden. Stræben efter det sande, det skønne og det gode, hvad enten det er inde for kunsten eller videnskaben, eller hos dem, der stræber efter at forbedre de sociale, økonomiske eller politiske forhold for folk, leder til den indsigt, at det sande, det skønne og det gode essentielt set er et. Faktisk er det præcist, når stræben efter det gode for mennesker adskilles fra hvad der er sandt og skønt, at der opstår afvigelser i samfundenes opbygning. En sådan afvigelse er den ide, at økonomisk fremgang for mennesker repræsenterer det højest opnåelige mål.
Vi har alle været vidne til hvilke fejltagelser et så begrænset perspektiv på menneskelig stræben kan lede til.
Jeg minder jer derfor om, at jeres videnskabelige forskning, selv når den angår forhold langt fra vores dagligdag, har betydning og relevans for alle, specielt når det bidrager til den opfattelse af virkeligheden som leder til en forståelse af mennesket som person som en integreret del af det fysiske Univers.
Foreningen af en forståelse af os selv og Universet kræver at vi er åbne for de mange kanaler gennem hvilke vi kommer til indsigt: videnskaberne, kunst, litteratur, filosofi, teologi. I denne sammenhæng er jeres videnskabelige forskning til den største gavn for menneskeheden, når den hjælper til at forene og konsolidere indsigten opnået fra alle disse kilder, og når den gør det muligt for jer som videnskabsfolk at indgå i en sand og ærlig dialog med disse andre discipliner.”    

Det var ord som jeg tog til mig og som jeg stadig er meget enige i og ofte vender tilbage til. Der er en lang filosofisk tradition bag disse ord, men også Pavens personlige, dyrekøbte erfaringer med både nazisme, kommunisme og tidens konsumerisme. 

I 1996 påbegyndte jeg mit PhD studium og siden da har jeg arbejdet aktivt med astronomisk forskning. 

Er videnskab og tro modsætninger eller i strid med hinanden?

Jeg har aldrig oplevet noget konflikt mellem min tro og mit videnskabelige arbejde. Talen om menneskets syndighed forekommer mig klog. Jeg forsøger, at lægge mit liv i Vorherres hænder og tænker, at det er bedre at stræbe efter at ære ham end mig selv. For mig er det bærende i troen det dobbelte kærlighedsbud, Gud og næsten, glæden over tilværelsen, taknemmelighed, ydmyghed og den grundlæggende oplevelse af, at vi er skyldige overfor Vorherre og hinanden. Det særegent kristne, Jesus som verdens frelser og forsoner, betyder for mig, at Gud som kærlighedens kilde i inkarnationen selv rækker ud og har forsonet sig med en ellers fortabt menneskehed. Det er ikke noget jeg på nogen som helst måde kan forholde mig videnskabeligt til, men hvorfor skulle vi også forholde os videnskabeligt til alt?

Der er naturligvis mulighed for konflikt. Galileo blev dømt ved inkvisitionen for at fastholde, at jorden bevæger sig gennem rummet. Hitler opfattede det som dikteret af naturens love at dræbe handikappede og andre, der i nazisternes forrykte verdensbillede var uegnede til liv. I mine øjne opstår konflikten, når tro og videnskab overskrider deres rettelige domæner. Jeg finder en misforstået bibelsk hævdelse af en alder på jorden i omegnen af 6000 år forkert, fordi det simpelthen er i modstrid med alle de ting vi kan måle omkring solsystems alder. Kirkefaderen Augustin formulerede det præcist allerede i 400-tallet. Han mente, at det værste er ”når en ikke troende kommer til at høre en kristen tale om disse ting på grundlag af Biblen og fremkomme med så mange naragtigheder, at han næppe kan bare så for at le. Det værste er ikke, at han ler ad en person, der er hildet i fejltagelser. Det værste er, at folk uden for kirken skulde give vore bibelske forfattere ansvaret for sådanne meninger. Det vilde med det samme overbevise dem om, at Skriften er fuld af fejl angående spørgsmål, som de selv har undersøgt enten gennem erfaringen eller med ubestridelige beregninger.” (citeret fra Olaf Pedersen’s bog: Naturerkendelse og Theologi). Augustin og andre kirkefædre i kristendommens første århundrede tænkte, at man skal læse disse tekster allegorisk. Paulus læser også dele af mosebøgerne allegorisk i Galaterbrevets 4. kapitel. Ligeledes er en afvisning af det nu åbenlyse faktum, at livet på jorden har udviklet sig urimelig. Det er ubestrideligt, at livet udvikler sig. Hvordan det sker er naturligvis noget forskningen stadig arbejder med. Man skal holde sig for øje, at videnskaben altid er på vej. Det man kalder videnskabens verdensbillede er et puslespil, hvor nye brikker konstant kommer til, andre forsvinder eller sad forkert. Der er ikke én videnskab, men mange videnskaber, der beskriver verden på forskellige niveauer. Vores forståelse er altid stykkevis som Paulus skriver i 1. Korintherbrev. Der sker undertiden en ekstrapolation, hvor videnskabelige erkendelser blæses op til at betyde mere end de faktisk udsiger. Man kan gå fra Darwinisme til socialdarwinisme. Studier af materiens mindste byggedele kan fører til nihilisme ud fra en logik, der mindes om Erasmus Montanus’. Alt er meningsløst for et atom, ergo er det også meningsløst for mennesker. 

Religionen er i det store hele tavs (eller bør være det) omkring, hvordan verden rent materielt er skruet sammen. Naturvidenskaben kan derimod lære os meget om verdens materielle side og om mennesker som biologiske væsener. Intet naturvidenskaben opdager om verden tager noget væk fra Guds storhed (tværtimod). Vi kan lære meget om den fysiske baggrund for at være menneske, men ikke hvad det vil sige at være en person i samliv med andre personer. Men vi er jo først og fremmest netop personer, der netop møder hinanden som jeg til du. Gud møder os også som et jeg til et du ligesom vi møder Gud som et jeg til et du. I den aronitiske velsignelse er det netop Guds åsyn på og Guds fred til den enkelte person vi taler om. Gud elsker os som hele personer, ikke de partikler vi nu består af. Jeg synes den vigtige diskussion ligger der snarere end om f.eks. jordens bevægelse og alder eller livets udvikling: om vi tror på dette møde, om skyldigheden overfor og kærligheden til Gud og næsten, eller ej.

2 kommentarer:

  1. Den, der læser dette vidnesbyrd i dag, skulle fejre med mig og min familie, fordi det hele startede som en vittighed for nogle mennesker, og andre sagde, at det var umuligt. Jeg hedder Jacob Schultz og kommer fra Tivoli, men jeg flytter til Belgien med min kone. Jeg er heldigvis gift med to børn og en smuk kone. Der skete noget forfærdeligt med min familie, jeg mistede mit job, og min kone forlod mit hus, fordi jeg ikke kunne tage godt af mig selv og familien. hende og mine børn på det bestemte tidspunkt. Det lykkedes mig i ni år, ingen kone at støtte mig til at passe godt på børnene. Jeg prøver at sende en testmeddelelse til min kone, men hun forhindrer mig i at tale med hende. Jeg prøver at tale med hendes ven og hendes familie, men jeg ved stadig, at nogen kunne hjælpe mig, og jeg har sendt anmodningen senere til så mange virksomheder, men stadig Ring ikke til mig, indtil en trofast dag kommer, som jeg aldrig vil glemme i mit liv . Da jeg mødte en gammel ven af ​​mig, som jeg forklarede alle mine vanskeligheder, og han fortalte mig om en god mand, der hjalp ham med at få et godt job hos Coca cola-selskabet, og han fortalte mig, at det var en caster-charme, men jeg er en person, der aldrig tror på fortryllelse, men jeg besluttede at prøve det, og jeg kontaktede ham via doctorosagiede75@gmail.com. Han instruerede mig og viste mig, hvad jeg skulle gøre i disse tre dage efter lanceringen af ​​trylleformularen. Jeg fulgte alle instruktionerne og gjorde, hvad han bad mig om at gøre godt. Drosagiede sørg for, at alt gik godt, og min kone ville se mig igen efter det vidunderlige arbejde Drosagiede. Min kone ringer til mig med et ukendt nummer og undskyldte, og hun fortalte mig, at hun virkelig savner mig og vores børn og min kone kommer hjem. Og efter to dage kaldes et firma, som jeg har sendt mit takkebrev, nu er jeg den eksemplariske virksomhedschef her i USA. Jeg anbefaler, at hvis du har problemer, send en besked til denne e-mail: doctorosagiede75@gmail.com eller whatsapp +2349014523836 og du får det bedste resultat. Tag ting for givet, og det vil blive taget væk fra dig. Jeg ønsker dig det bedste.

    SvarSlet
  2. Der er nok at tænke over.
    Aloha John s.

    SvarSlet