Kristendom og videnskab i frugtbar samtale – førhen og nu

 Udgivet som del af Tænketanken Eksistensens udgivelse Omtanke #2

Konflikttesen

Sidst i 1800-tallet skrev John William Draper i indledningen til sin bog om konflikt mellem videnskab og tro: “Videnskabshistorien er ikke blot en liste af isolerede opdagelser. Det er en fortælling om konflikt mellem to stridende parter, det menneskelige intellekts ubændige ekspansion på den ene side og undertrykkelsen fra traditionel tro og menneskelige interesser på den anden side.”[1].

 

Denne forestilling om konflikt, i dag simpelthen kendt som konflikttesen, mellem videnskabelig forskning og i særdeleshed kristendommen i vores del af verden, er stadig meget udbredt. Imidlertid er den helt og aldeles forkert – i langt det meste af historien har der været en frugtbar samtale og mellem kristendom og videnskab. Hvad nu med retssagen mod Galilei i 1600-tallet og striden omkring Darwin’s evolutionslære i 1800-tallet vil nogen sikkert spørge? Jo, men disse to er faktisk de eneste to eksempler på, at samtalen er gået helt skævt. Nogle vil endda hævde, at den videnskabelige revolution i 1600-tallet slet ikke ville være sket uden kristendommen som fødselshjælper[2].  

 

To for videnskaben frugtbare tanker i kristendommen

I bogen ”Naturerkendelse og Theologi” beskriver Olaf Pedersen, der var professor i videnskabshistorie ved Aarhus Universitet, udviklingen i naturerkendelsen siden oldtiden særligt i den kristne del af verden. Olaf Pedersen beskriver særligt, hvordan de tidlige kristne ikke tog afstand fra græsk videnskab, men derimod tog den til sig, arbejdede videre med den og hvordan tænkning blandt en lang række kristne lærde op igennem middelalderen skabte forudsætningen for en ny videnskabelig opblomstring i det 13. århundrede.

 

Hvad var det som gjorde denne samtale frugtbar? Der er særligt to ting, der er vigtige, nemlig den kristne forestilling om den skabte verdens gennemstrømning af Guds visdom og den kristne forestilling om mennesket som skabt i Guds billede.

 

Disse træk kan illustreres ved centrale tekststeder: Først fra 1. Mosebog, hvor Gud sagde: ”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!”. En af de dokumenterbart ældste dele af biblen, den Aronitiske velsignelse, handler netop om mødet mellem Gud og det enkelte menneske: ”Herren velsigne dig og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.”

 

Den skabte verdens gennemstrømning af Guds visdom udtrykkes i denne smukke tekst fra det apokryfiske[3] skrift ”Visdommens bog”:

 

”Som det første af alt blev visdommen skabt, klog indsigt findes fra evighed af. Visdommens kilde er ord fra Gud i det høje, og dens veje er de evige bud. Hvem fik visdommens rod afdækket, hvem har lært dens kløgtige planer at kende? For hvem fik åbenbaret den indsigt, visdommen rummer, hvem har fattet den erfaring, visdommen rummer? Der er én, der er vís og frygtindgydende: Herren, der sidder på sin trone. Det var ham, der skabte visdommen, han betragtede den og målte den og udgød den over alle sine værker.”

Senere i åbningen af Johannes evangeliet hører vi (her har jeg erstattet ”ordet” med ”logos” som er det ord, der bruges i den græske tekst: ”I begyndelsen var logos, og logos var hos Gud, og logos var gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det som er.” I oldtidens græske og jødiske filosofi havde ordet logos dybe betydningslag så som lære, diskurs, eller visdom/fornuft/ræson. I kristendommen kobles den græske ide om logos til Jesus. Jesus er simpelthen logos og dermed bliver arbejdet med at udforske skaberværket selvsagt dybt forankret i den kristne kultur.

 

Jeg vil i det følgende illustrere, hvordan disse to vigtige træk i den europæiske skabelsestænkning, som bogstavelig talt vedrører menneskets og verdens beskaffenhed, kommer til udtryk i nogle interessante punktnedslag fra historien. Af denne grund bliver denne tekst i høj grad båret af citater. Til sidst vil jeg skitsere mit eget standpunkt omkring relationen mellem tro og videnskab som aktiv naturforsker.

 

Et forsvar for menneskelighed

Omkring spørgsmålet ”Hvad er et menneske?”, er det i vores tid blevet almindeligt, at man kan læse betragtninger som denne fra web-mediet Quartz under rubrikken ”because science”[4]:

 

”The more scientists learn about the human brain and how it operates, the more obvious it is that being human is no big deal. We’re just animals, complex biological systems operating according to the laws of nature—from physics to biology and chemistry. Many scientists, like the late Stephen Hawking, and philosophers like Duke University professor of philosophy and neurobiology Owen Flanagan and SUNY University professor of philosophy Gregg Caruso in a recent issue of The Philosopher’s Magazine argue that we have no soul, no fixed self, and no inherent purpose. We exist simply because we exist, tiny specks on a small planet in an infinite universe, and not because a god made the Earth for us. This conception, called “naturalism,” leaves many people feeling deeply uneasy—consciously or unconsciously—and casting about for meaning.”

 

Personlig mener jeg, at vi i denne naturalisme, eller måske mere præcist scientisme, har at gøre med ekstrapolationer, overfortolkninger, uklare påstande, snarere end egentlig videnskabelige erkendelser. Jeg synes det er et interessant spørgsmål om en kultur overbevist om et så umenneskeligt materialistisk menneskesyn vil være i stand til at producere banebrydende ny videnskab (og kunst i øvrigt)? Det tvivler jeg på.  

 

I oldtiden blev der fremsat lignende betragtninger om mennesket, f.eks. af Lukret i digtet “De rerum natura”. I 300-tallet levede nogle interessante søskende i den østlige del af Romerriget i Kappadokien i det nuværende Tyrkiet. To af dem var de kappadokiske fædre, Basilius af Cæsarea (330-379), Gregor af Nyssa (331-394), samt deres stærkt inspirerende og siden helgenkårede søster Macrina d. yngre (330-379). - De havde yderligere seks søskende.

 

De tre var ifølge Olaf Pedersen blandt oldkirkens mest veluddannede teologer og også særdeles veluddannede i verdslig videnskab. I flere skrifter beskæftiger de sig med synspunkter som kan minde om det fra Quartz, og de kommer med nogle interessante svar med udgangspunkt i deres kristne forståelse af mennesket og verden.

 

Første eksempel på et sådant svar er fra Gregor af Nyssa, der i skriftet ”Imod skæbnen” argumenterer imod tanken om, at mennesket ikke har nogen fri vilje og at skæbnen er helt bestemt af blinde naturkræfter[5]:

 

”Du har ikke fortalt os om denne årsag er levende og i stand til at træffe beslutninger. Heller ikke kan du vise os, hvordan noget som i sig selv er livløst, substansløst og uden evne til at handle skulle være i stand til at styre ting fuldt af liv. I stedet fremhæver du som herre og mester over alle væsener som besidder indsigt, rationel forudseenhed, uddannelse, vedholdenhed og dydig handlen en virkelighed der i sig selv er uden liv eller valg. Du hæver det som er ustabilt, flygtigt, udeleligt og substansløst over fornuft.”

 

Det er et godt svar, Gregor kommer med. Svaret peger på det centrale problem, som i nutidens filosofi også kaldes for ‘det hårde problem vedrørende bevidstheden’ (the hard problem of consciousness): hvordan skulle rene deterministiske processer i død materie kunne give ophav til rigdommen i det menneskelige åndsliv?

 

I et andet interessant skrift ”Om sjælen” diskuterer Gregor med sin søster Macrina, der er på tidspunktet for samtalen er døende. De to søskende diskuterer spørgsmålet om vi har en sjæl eller om vi blot, som nogen både dengang og i dag hævder, er sjælløse sammensætninger af materien. Macrina giver meget interessante svar, f.eks. dette, der også berører spørgsmålet om, hvordan vi bedriver videnskab[6]:

 

”Sandelig, det er sandt, hvad en af de hedenske kulturer er kendt for at have sagt, at det er sindet der ser og sindet der hører. Hvis du er uenig i dette må du forklare mig hvordan du, når du ser på Solen, som du er blevet oplært til at observere den, slutter, at størrelsen af skiven ikke er som den forekommer for de fleste, men at den mange gange overstiger størrelsen af hele Jorden. Når du ikke med sikkerhed frem til denne konklusion via rationelle overvejelser omkring fænomener som bevægelser, afstande og tider, og årsager til formørkelser? […]. Øjet ville aldrig af sig selv have opnået denne indsigt uden noget som ser gennem øjet og bruger data fra sanserne som ledetråde fra det åbenbare til det usete. Det er overflødigt også at nævne de geometriske metoder som skridt for skridt fører os fra synlige aftegninger til sandheder, der ikke selv er synlige, og utallige andre eksempler, der alle beviser, at forståelse er resultatet af en intellektuel essens dybt i vores natur som virker gennem vores kropslige sanser.”

 

Macrina peger på det afgørende vigtige, at mennesket har en intellektuel essens - et åndeligt reservoir af erkendelsesevner og muligheder - dybt i sin natur uden hvilken videnskab slet ikke ville give mening[7]. I øvrigt har Macrina også en god forståelse af den videnskabelige metode, idet hun er indforstået med, hvordan indsigter om verden indhentes via en kombination af observationer og rationelle overvejelser. Der er ingen direkte vej fra empiri til forståelse og indsigt.

 

Videnskaben og biblen

I vest levede Augustin i samme periode. Han var ligeså velorienteret om den verdslige videnskab som Macrina og Gregor. F.eks. skrev han om det vigtige i ikke at blande bibellæsning ind i naturforskning på en uhensigtsmæssig måde[8]:

 

”Uden at være kristne har mennesker i mange tilfælde erhvervet mange kundskaber om jorden, himlene, verdens elementer, og om (stjernernes) bevægelser, omdrejninger og afstande, og om dyrs, planters og mineralers natur (...), kundskaber, som de opnår med stor sikkerhed gennem erfaringer og fornuften.”

 

Og han fortsatte med denne vigtige betragtning om, at det værste er, ”når en ikke-troende kommer til at høre en kristen tale om disse ting på grundlag af Biblen og fremkomme med så mange naragtigheder, at han næppe kan bare så for at le. Det værste er ikke, at han ler ad en person, der er hildet i fejltagelser. Det værste er, at folk uden for kirken skulde give vore bibelske forfattere ansvaret for sådanne meninger. Det vilde med det samme overbevise dem om, at Skriften er fuld af fejl angående spørgsmål, som de selv har undersøgt enten gennem erfaringen eller med ubestridelige beregninger.”.

 

Det er en meget fin beskrivelse af, hvordan man skal være meget forsigtig med en for bastant blanding af videnskab og religiøse forestillinger om verdens materielle opbygning.

 

Videnskaben som en vej til at lære noget om Guds skaberværk

Spørgsmålet om visdommen i verden som en vej til at lære om Gud behandlede Gregor i værket ”Prædikener om salighederne”. I sin prædiken over Mathæus kap. 5 vers 8: ”Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.” skriver Gregor:

 

”Han som af natur er hinsides al natur, han som er hinsides sanserne og hinsides tanken, han kan ses og gribes med andre metoder. Der er mange sådanne forståelses-måder. F.eks. er det muligt gennem den visdom, der ses i alle ting [jvf. salme 103 og 24] at få en opfattelse af ham som skabte alting i visdom.”

 

Selvom Gregor ikke mente, at dette var den vigtigste vej mod Gud, så har det uden tvivl været en frugtbar tanke for udforskningen af skaberværket. Man genfinder denne tankegang hos mange af de store videnskabsfolk så som Brahe, Galilei, Newton, Maxwell, og Einstein[9]. Maxwell, en af 1800-tallets mest betydningsfulde fysikere, udtrykte det således[10]:

 

”Det menneskelige sind tilfredsstilles ikke ved blot at dvæle ved fænomenerne, men søger mod de principper, der er manifesteret i fænomenerne, og disse elementære principper overbeviser os om, at naturlovene og lovene for åndsliv kommer fra den samme kilde, kilden til al visdom og sandhed.”

Det som for Gregor er længsel efter at se Gud, beskriver Maxwell som sindets længsel mod kilden til al visdom og sandhed, men det er det samme de taler om.  

 

Den videnskabelige metode i Dantes guddommelige komedie

Ofte hører man, at videnskabens opblomstring i starten af 1600-tallet skyldes opdagelsen af en særlig metode – den videnskabelige metode – i hvilken man opstiller hypoteser som testes gennem nøje tilrettelagte eksperimenter. Som allerede nævnt viser citaterne fra Gregor, Macrina og Augustin, at der må have været lignende arbejdsmetoder i oldtiden.

 

Knap 1000 år senere, i starten at 1300-tallet, skrev Dante sin ”Guddommelige Komedie”. Her beskrives middelalderens kristne verdensbillede med stor filosofisk dybe og poetisk skønhed. I denne sammenhæng er det særligt interessant, at der hos Dante findes en ret fin beskrivelse af den videnskabelige metode, nemlig i Paradiset, 2. sang. Her diskuterer han med sin muse Beatrice om naturen af de mørke områder på månens overflade.

 

Om dette fænomen siger Beatrice: ”Nu kan du hævde at de mørke pletter må skyldes det, at lyset reflekteres fra større afstand, dybere i månen; men indvendingen holder ikke hvis man gør et eksperiment - og den metode er kilde til al kunst og viden hos jer [min understregning]: Du anbringer tre spejle, to i samme, det tredje i lidt større afstand fra dig,…”. Herefter beskrives så et eksperiment, der ved hjælp af nogle spejle og en lyskilde modbeviser hypotesen.

 

Det forekommer mig ret tydeligt, at kendskab til og brug af ”den videnskabelige metode” er meget ældre end starten af 1600-tallet, og der har ikke været en universel kristen modstand imod eller uvidenhed om denne måde at undersøge skaberværket på.

 

Mit eget standpunkt

Jeg synes det er vigtigt at få manet konflikttesen i jorden, så vi kan få en mere nuanceret forståelse af samspillet mellem kristendommen og videnskaben gennem historien. Jeg håber at have illustreret, at kristne tænkere igennem historien ikke alle har været videnskabeligt ukyndige eller fjendtlige, men at den kristne forestilling om menneskets og verdens beskaffenhed snarere primært har været gavnlig og stimulerende for udviklingen af den videnskabelige udforskning.

Mennesket, skabt i Guds billede, kan med sin intellektuelle essens og sin hele person, nærme sig Gud ved at studere skaberværket som er fyldt med den logos som essentielt set er Jesus Kristus, Guds enbårne søn, vor Herre, uden hvem intet blev til af det som er.

 

Når det er sagt, så er det vigtigste naturligvis, hvad der er sandt – og ikke blot, hvad der er frugtbart. Jeg finder den metafysik, der i web-mediet Quartz blev kaldt ”naturalisme”, meget problematisk. Det forekommer mig helt uklart, hvad påstanden om verden - og forholdet mellem bevidstheden og verden - i denne form for metafysik i grunden er. Naturalisme/scientisme foregiver at repræsentere en bestemt opfattelse af karakteren af det eksisterende, men denne opfattelse er blot ”det som naturvidenskaben til enhver tid finder ud af”, det gælder altså også om 1000 år eller 1 million år. Det er en hel åben definition, hvor man udskriver veksler på evigheden, idet ingen ved, hvad naturvidenskaben til syvende og sidst kan og ikke kan opdage.

 

Jeg søger som naturforsker ikke at blande mine religiøse overbevisninger bastant ind i forskningen, men jeg er dybest set enig med Gregor, Macrina, Maxwell og andre kristne forskere gennem tiderne i, at det mest fascinerende ved forskningen er, at vi lærer noget om skaberværket og dermed i en vis forstand gennem forskningen kan beundre og tilbede skaberen. På den måde er forskning dybest set en kærlighedshandling.

 

Jeg frygter, at forskningen dør uden dette perspektiv, som udgør en slags filosofisk (sokratisk) åbenhed over for verden som det forunderlige og uudgrundelige fænomen, den er. Der er allerede tegn på, at forskningen søges retfærdiggjort ud fra helt andre værdier: behovet for økonomisk vækst, behovet for nye innovationer, konkurrencen med andre lande i en globaliseret verden, opnåelse af verdensmålene, o.s.v. Disse er alle vigtige pragmatiske mål, og de følger ofte helt af sig selv, men de kan aldrig blive den egentlige drivkraft i grundforskningen.

 

Den vigtigste forbindelse mellem tro og videnskab er, at begge er udtryk for de menneskelige bestræbelser på at lede efter sandhed. I disse bestræbelser kan forskellige discipliner berige hinanden og indgå i frugtbar dialog, hvis alle formår at fastholde en grundlæggende respekt, ærlighed, klarhed og åbenhed over for andre synspunkter og traditioner.  

 

Jeg vil slutte med et udsnit fra en tale Pave Johannes Paul II holdt på et møde jeg deltog i som ung astronomistuderende i 1995. Her synes jeg han præsenterer en fin vision for denne samtale:

 

”Der er ingen tvivl om, at søgen efter videnskabelig forståelse grundlæggende er til gavn for menneskeheden. Stræben efter det sande, det skønne og det gode, hvad enten det er inde for kunsten eller videnskaben, eller hos dem, der stræber efter at forbedre de sociale, økonomiske eller politiske forhold for folk, leder til den indsigt, at det sande, det skønne og det gode essentielt set er et. Faktisk er det præcist, når stræben efter det gode for mennesker adskilles fra hvad der er sandt og skønt, at der opstår afvigelser i samfundenes opbygning. En sådan afvigelse er den ide, at økonomisk fremgang for mennesker repræsenterer det højest opnåelige mål.

Vi har alle været vidne til hvilke fejltagelser et så begrænset perspektiv på menneskelig stræben kan lede til.

Jeg minder jer derfor om, at jeres videnskabelige forskning, selv når den angår forhold langt fra vores dagligdag, har betydning og relevans for alle, specielt når det bidrager til den opfattelse af virkeligheden som leder til en forståelse af mennesket som person som en integreret del af det fysiske Univers.

Foreningen af en forståelse af os selv og Universet kræver at vi er åbne for de mange kanaler gennem hvilke vi kommer til indsigt: videnskaberne, kunst, litteratur, filosofi, teologi. I denne sammenhæng er jeres videnskabelige forskning til den største gavn for menneskeheden, når den hjælper til at forene og konsolidere indsigten opnået fra alle disse kilder, og når den gør det muligt for jer som videnskabsfolk at indgå i en sand og ærlig dialog med disse andre discipliner.”   

 

Tak:

Jeg vil gerne sige tak for mange konstruktive og kloge kommentarer fra Karsten Flemming Thomsen, Uffe Jonas, Charles Lock og Ole Clemmensen.

---

[1] Oversat fra John William Draper, History of the Conflict Religion and Science, D. Appleton and Co. (1881)

[2] James Hannam, The Genesis of Science, Regnery Publishing (2011)

[3] Det er kun i protestantismen, at Visdommens Bog (og Sirak) henregnes blandt apokryferne. Det var Luthers beslutning.

[4] https://qz.com/1531721/feeling-anxious-its-not-just-you-its-our-philosophical-era-of-neuroexistentialism/?fbclid=IwAR1JlD_8xeGZjGugHhPj5RJA-fx2lR4lGvrvn0Pyqcne_AZFDFI9z0nvORg

[5] Anthony Meredith S. J., Gregory of Nyssa, Routledge (1999)

[6] Oversat fra https://www.vofoundation.org/faith-and-science/st-macrina-the-younger-on-science-and-technology/

[7] Citatet viser også to andre ting: 1) at en kvinde sagtens kunne belære en mand og 2) at disse kristne var særdeles velorienterede om astronomiske emner som himmellegemernes størrelser og afstande.

[8] Citeret fra Olaf Pedersen, Naturerkendelse og Theologi, Poul Kristensens forlag (1996)

[9] Selvom Albert Einstein ikke troede på en personlig Gud var han stadig overbevist om, at verden var gennemstrømmet en form for dyb visdom og i den forstand kan man godt kalde ham religiøs.

[10] Oversat fra Paul Theerman, James Clerk Maxwell and religion, American Journal of Physics 54, 312 (1986)