Se!

Se!
Skrevet af Johan Fynbo, januar 1999

En udbredt opfattelse af naturvidenskab er, at det handler om at lære utallige på forhånd givne svære og uforståelige formler. Det er virklig trist, endda forfærdelig trist, for naturvidenskab er noget helt andet som både er skønt og forunderligt.
Naturvidenskab handler om at se verden og om at forstå verden. Specielt er det vigtigt at se verden ny, uden vanens slør. For at kunne stille de spørgsmål, der er alt afgørende for at finde frem til nye erkendelser om verdens beskaffenhed, må man prøve at se på verden som var man lige dumpet ned fra en anden planet. Einstein spurgte : "hvordan mon det er at ride på en lysbølge?" og udfra dette spørgsmål voksede de to relativitetsteorier, der på mange måder radiakalt brød med vore forestillinger om tiden og rummet. Og hvis man prøver at være lidt mere opmærksom på verden omkring sig (istedet for den forlorne og konstruerede man møder i fjernsynet) vil man opleve, at verden vokser og overrasker. Det er liv bag hver en sten og nyt at lære overalt. Prøv at leg med to magneter - hvad foregår der? Hvis man ser på en blyant, så har den farve (hvorfor har ting farve?), den kan skrive (hvorfor kan en blyant skrive?), den falder ned, hvis man slipper den (hvorfor falder den ned?). For tiden er man på grænsen mellem Schweiz og Frankrig ved at bygge en uhyre kraftig accelerator ved navn 'Large Hadronic Collider (LHC)', der som et af sine primære mål har at undersøge, hvorfor blyanten falder ned, når man slipper den, eller med andre ord, hvorfor ting har masse og hvad masse er. Forestillingen er, at ting har masse fordi de vekselvirker med at såkaldt Higgsfelt i det tomme rum, ligesom når en badebold føles tungere, når man skubber den frem gennem vandet ved stranden. At blyanter kan skrive hænger sammen med den måde, hvorpå kulstof atomer er arrangeret i grafit. Kulstofatomerne sidder stærkt bundne i planer, mens kræfterne mellem planerne er meget svagere. Derved for man en struktur, der er meget blød, fordi man let kan løsrive planerne fra hinanden. Kulstofatomerne kan også arrangere sig lidt anderledes, og så har man diamant, der er et af verdens hårdeste og smukkeste stoffer. Grafit har mange sjove egenskaber og for tiden er et af de aktive forskningsområder såkaldte nano-fysisk, der bl.a. studerer grafit-planer, der folder sig sammen til et rør (nanotubes) lige som man kan lave et rør af et stykke A4-papir (se f.eks. her).
Jeg vil slutte med et af Piet Heins digte fra "Digte fra alle årene I" (han skrev nemlig mange gode digte ud over de fyndige gruk). Læs det langsomt og gå så ud og se verden med friske øjne og bliv forundret.

SE
Dengang den doriske søjle endnu ikke var drejet,
da var der noget at gøre, dengang var verden ny.
Lyset og farven og tingen slog rå traditionsløse mod os.
Vi gik imod en ubetrådt snemark, endnu i det natkolde gry.

Nu er det hele en vedtægt, og alt er forurenet af fortid,
alting kun tingenes genfærd i kategoriernes ring.
Der hviler en tåge af vaner imellem dig selv og din verden.
Ordene holder os ængsteligt på afstand af alle ting.

Og dog - der er intet forandret for den som kan adsplitte tågen
og se som vi såe i en ungdom, da alting var nøgent og nyt.
For den er det stærkt og mærkværdigt at gå her på klodens side,
ting er præcise og sære og rummet metallisk og lydt.

Dette er kunstnerens gave : at opleve alle ting nye,
føre os gennem alverden som frem over ubetrådt sne,
uanset al vores viden åbne de undrende øjne,
lege med tingenes væsen og la os forundres og se.