Forårsjævndøgnsklumme

Forårsjævndøgnsklumme
Skrevet af Johan Fynbo, April 1999

For godt to uger siden, eller mere præcist 21. marts klokken 14 minutter i 2 om natten (dette døgn kaldes forårsjævndøgn) passerede solen ækvator. Nu er det os i norden, der endelig efter den mørke vinter har fornøjelsen af at være på den halvdel af jordkuglen, der nejer mod solen og varmen. Solen har allerede gjort sin indflydelse gældende her i det Sydtyske, hvor trærne er ved at springe ud. Fordi der altid er en slange i paradis, så har myggene også besluttet, at det er tid til at komme i gang. Nu vil solen gå mod nord indtil den d. 21. juni klokken 8:20 befinder sig ved sin nordligste position over den nordlige vendekreds på breddegraden +23.45 grader. Den dag har vi sommersolhverv. Herefter bevæger den sig atter syd på og d. 23. september klokken 11:31, knapt et halvt år fra nu, vil solen atter stå over ækvator - ved efterårsjævndøgn. Endelige vender den igen ved den sydlige vendekreds på breddegraden -23.45 grader d. 22. December klokken 7:44 om morgenen, vintersolhverv. Og så går det atter nord på...
Sådan har det været i millioner, ja nok milliarder af år med jorden og solen. Siden tidernes morgen har mennesker været opmærksomme på disse specielle tidspunkter i årets løb. Specielt har de to solhverv været uhyre vigtige som grænsepunkterne mellem lysets og mørkets tider. Idag fejrer vi Skt. Hans omkring sommersolhverv og jul omkring vintersolhverv, men tidligere i hedensk tid fejrede vi på de tider fester for solen. De kirkelige embedsmænd har nok fundet det fordelagtigt at placere de kirkelige fester, der hvor folk var vant til at trække i fest-tøjet. Men hvordan kunne man i forhistorisk tid vide, hvornår det er sommer og vintersolhverv? Her må vi vide lidt om solens opstigen over horisonten. Normalt siger vi, at solen står op i øst, men det er ikke helt sandt. Det er faktisk kun sandt ved jævndøgn. På vore breddegrader, ca. 50 grader nord, står solen fra forårsjævndøgn til efterårsjævndøgn op i nord øst og går ned i nord vest. Fra efterårsjævndøgn til forårsjævndøgn står solen op i syd øst og går ned i syd vest. Jo tættere vi er på sommersolhverv, jo mere nordlig står solen op. Ved vintersolhverv er solopgangen sydligst. Man kunne altså finde sommersolhverv som den dag, hvor solen stod op længst mod nord. Og for at markere denne retning lavede man pejlemærker, så solen netop ved solopgang ved sommersolhverv stod op i den retning, hvor f.eks. to sten stod på linie. Stonehenge er bare et blandt utallige sådanne oldgamle astronomiske observatorier, der fortalte datidens mennesker, hvornår solen var på sin maksimal nordlige position. Ved Stonehenge kunne man også finde dagen for vintersolhverv og specielle dage for månens op og nedgang. Der findes utallige lignende, men mindre spektakulære, observatorier over hele den nordlige halvkugle.
Disse observatorier markerer astronomiens rødder. Astronomien voksede frem af dette ønske om at fastslå tiderne for solens vendepunkter. Sidenhen begyndte man også at studerer stjerners op planeters opstigen over horisonten og bevægelse på himlen. Og grækerne begyndte at søge efter ikke-religiøse forklaringer på, hvad de så på himlen. Og derefter gik det slag i slag frem til nutidens astronomi, hvor vi søger efter svar på, hvordan galakser og stjerner opstod, og hvor universet kom fra og hvor det går hen. Universet er stadig fuld af gåder, der mangler at finde løsninger. Her fra skal lyde en opfordring om at komme og være med i jagten på svar. Vi har brug for dig.