Kristendom og videnskab i frugtbar samtale – førhen og nu

 Udgivet som del af Tænketanken Eksistensens udgivelse Omtanke #2

Konflikttesen

Sidst i 1800-tallet skrev John William Draper i indledningen til sin bog om konflikt mellem videnskab og tro: “Videnskabshistorien er ikke blot en liste af isolerede opdagelser. Det er en fortælling om konflikt mellem to stridende parter, det menneskelige intellekts ubændige ekspansion på den ene side og undertrykkelsen fra traditionel tro og menneskelige interesser på den anden side.”[1].

 

Denne forestilling om konflikt, i dag simpelthen kendt som konflikttesen, mellem videnskabelig forskning og i særdeleshed kristendommen i vores del af verden, er stadig meget udbredt. Imidlertid er den helt og aldeles forkert – i langt det meste af historien har der været en frugtbar samtale og mellem kristendom og videnskab. Hvad nu med retssagen mod Galilei i 1600-tallet og striden omkring Darwin’s evolutionslære i 1800-tallet vil nogen sikkert spørge? Jo, men disse to er faktisk de eneste to eksempler på, at samtalen er gået helt skævt. Nogle vil endda hævde, at den videnskabelige revolution i 1600-tallet slet ikke ville være sket uden kristendommen som fødselshjælper[2].  

 

To for videnskaben frugtbare tanker i kristendommen

I bogen ”Naturerkendelse og Theologi” beskriver Olaf Pedersen, der var professor i videnskabshistorie ved Aarhus Universitet, udviklingen i naturerkendelsen siden oldtiden særligt i den kristne del af verden. Olaf Pedersen beskriver særligt, hvordan de tidlige kristne ikke tog afstand fra græsk videnskab, men derimod tog den til sig, arbejdede videre med den og hvordan tænkning blandt en lang række kristne lærde op igennem middelalderen skabte forudsætningen for en ny videnskabelig opblomstring i det 13. århundrede.

 

Hvad var det som gjorde denne samtale frugtbar? Der er særligt to ting, der er vigtige, nemlig den kristne forestilling om den skabte verdens gennemstrømning af Guds visdom og den kristne forestilling om mennesket som skabt i Guds billede.

 

Disse træk kan illustreres ved centrale tekststeder: Først fra 1. Mosebog, hvor Gud sagde: ”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!”. En af de dokumenterbart ældste dele af biblen, den Aronitiske velsignelse, handler netop om mødet mellem Gud og det enkelte menneske: ”Herren velsigne dig og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.”

 

Den skabte verdens gennemstrømning af Guds visdom udtrykkes i denne smukke tekst fra det apokryfiske[3] skrift ”Visdommens bog”:

 

”Som det første af alt blev visdommen skabt, klog indsigt findes fra evighed af. Visdommens kilde er ord fra Gud i det høje, og dens veje er de evige bud. Hvem fik visdommens rod afdækket, hvem har lært dens kløgtige planer at kende? For hvem fik åbenbaret den indsigt, visdommen rummer, hvem har fattet den erfaring, visdommen rummer? Der er én, der er vís og frygtindgydende: Herren, der sidder på sin trone. Det var ham, der skabte visdommen, han betragtede den og målte den og udgød den over alle sine værker.”

Senere i åbningen af Johannes evangeliet hører vi (her har jeg erstattet ”ordet” med ”logos” som er det ord, der bruges i den græske tekst: ”I begyndelsen var logos, og logos var hos Gud, og logos var gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det som er.” I oldtidens græske og jødiske filosofi havde ordet logos dybe betydningslag så som lære, diskurs, eller visdom/fornuft/ræson. I kristendommen kobles den græske ide om logos til Jesus. Jesus er simpelthen logos og dermed bliver arbejdet med at udforske skaberværket selvsagt dybt forankret i den kristne kultur.

 

Jeg vil i det følgende illustrere, hvordan disse to vigtige træk i den europæiske skabelsestænkning, som bogstavelig talt vedrører menneskets og verdens beskaffenhed, kommer til udtryk i nogle interessante punktnedslag fra historien. Af denne grund bliver denne tekst i høj grad båret af citater. Til sidst vil jeg skitsere mit eget standpunkt omkring relationen mellem tro og videnskab som aktiv naturforsker.

 

Et forsvar for menneskelighed

Omkring spørgsmålet ”Hvad er et menneske?”, er det i vores tid blevet almindeligt, at man kan læse betragtninger som denne fra web-mediet Quartz under rubrikken ”because science”[4]:

 

”The more scientists learn about the human brain and how it operates, the more obvious it is that being human is no big deal. We’re just animals, complex biological systems operating according to the laws of nature—from physics to biology and chemistry. Many scientists, like the late Stephen Hawking, and philosophers like Duke University professor of philosophy and neurobiology Owen Flanagan and SUNY University professor of philosophy Gregg Caruso in a recent issue of The Philosopher’s Magazine argue that we have no soul, no fixed self, and no inherent purpose. We exist simply because we exist, tiny specks on a small planet in an infinite universe, and not because a god made the Earth for us. This conception, called “naturalism,” leaves many people feeling deeply uneasy—consciously or unconsciously—and casting about for meaning.”

 

Personlig mener jeg, at vi i denne naturalisme, eller måske mere præcist scientisme, har at gøre med ekstrapolationer, overfortolkninger, uklare påstande, snarere end egentlig videnskabelige erkendelser. Jeg synes det er et interessant spørgsmål om en kultur overbevist om et så umenneskeligt materialistisk menneskesyn vil være i stand til at producere banebrydende ny videnskab (og kunst i øvrigt)? Det tvivler jeg på.  

 

I oldtiden blev der fremsat lignende betragtninger om mennesket, f.eks. af Lukret i digtet “De rerum natura”. I 300-tallet levede nogle interessante søskende i den østlige del af Romerriget i Kappadokien i det nuværende Tyrkiet. To af dem var de kappadokiske fædre, Basilius af Cæsarea (330-379), Gregor af Nyssa (331-394), samt deres stærkt inspirerende og siden helgenkårede søster Macrina d. yngre (330-379). - De havde yderligere seks søskende.

 

De tre var ifølge Olaf Pedersen blandt oldkirkens mest veluddannede teologer og også særdeles veluddannede i verdslig videnskab. I flere skrifter beskæftiger de sig med synspunkter som kan minde om det fra Quartz, og de kommer med nogle interessante svar med udgangspunkt i deres kristne forståelse af mennesket og verden.

 

Første eksempel på et sådant svar er fra Gregor af Nyssa, der i skriftet ”Imod skæbnen” argumenterer imod tanken om, at mennesket ikke har nogen fri vilje og at skæbnen er helt bestemt af blinde naturkræfter[5]:

 

”Du har ikke fortalt os om denne årsag er levende og i stand til at træffe beslutninger. Heller ikke kan du vise os, hvordan noget som i sig selv er livløst, substansløst og uden evne til at handle skulle være i stand til at styre ting fuldt af liv. I stedet fremhæver du som herre og mester over alle væsener som besidder indsigt, rationel forudseenhed, uddannelse, vedholdenhed og dydig handlen en virkelighed der i sig selv er uden liv eller valg. Du hæver det som er ustabilt, flygtigt, udeleligt og substansløst over fornuft.”

 

Det er et godt svar, Gregor kommer med. Svaret peger på det centrale problem, som i nutidens filosofi også kaldes for ‘det hårde problem vedrørende bevidstheden’ (the hard problem of consciousness): hvordan skulle rene deterministiske processer i død materie kunne give ophav til rigdommen i det menneskelige åndsliv?

 

I et andet interessant skrift ”Om sjælen” diskuterer Gregor med sin søster Macrina, der er på tidspunktet for samtalen er døende. De to søskende diskuterer spørgsmålet om vi har en sjæl eller om vi blot, som nogen både dengang og i dag hævder, er sjælløse sammensætninger af materien. Macrina giver meget interessante svar, f.eks. dette, der også berører spørgsmålet om, hvordan vi bedriver videnskab[6]:

 

”Sandelig, det er sandt, hvad en af de hedenske kulturer er kendt for at have sagt, at det er sindet der ser og sindet der hører. Hvis du er uenig i dette må du forklare mig hvordan du, når du ser på Solen, som du er blevet oplært til at observere den, slutter, at størrelsen af skiven ikke er som den forekommer for de fleste, men at den mange gange overstiger størrelsen af hele Jorden. Når du ikke med sikkerhed frem til denne konklusion via rationelle overvejelser omkring fænomener som bevægelser, afstande og tider, og årsager til formørkelser? […]. Øjet ville aldrig af sig selv have opnået denne indsigt uden noget som ser gennem øjet og bruger data fra sanserne som ledetråde fra det åbenbare til det usete. Det er overflødigt også at nævne de geometriske metoder som skridt for skridt fører os fra synlige aftegninger til sandheder, der ikke selv er synlige, og utallige andre eksempler, der alle beviser, at forståelse er resultatet af en intellektuel essens dybt i vores natur som virker gennem vores kropslige sanser.”

 

Macrina peger på det afgørende vigtige, at mennesket har en intellektuel essens - et åndeligt reservoir af erkendelsesevner og muligheder - dybt i sin natur uden hvilken videnskab slet ikke ville give mening[7]. I øvrigt har Macrina også en god forståelse af den videnskabelige metode, idet hun er indforstået med, hvordan indsigter om verden indhentes via en kombination af observationer og rationelle overvejelser. Der er ingen direkte vej fra empiri til forståelse og indsigt.

 

Videnskaben og biblen

I vest levede Augustin i samme periode. Han var ligeså velorienteret om den verdslige videnskab som Macrina og Gregor. F.eks. skrev han om det vigtige i ikke at blande bibellæsning ind i naturforskning på en uhensigtsmæssig måde[8]:

 

”Uden at være kristne har mennesker i mange tilfælde erhvervet mange kundskaber om jorden, himlene, verdens elementer, og om (stjernernes) bevægelser, omdrejninger og afstande, og om dyrs, planters og mineralers natur (...), kundskaber, som de opnår med stor sikkerhed gennem erfaringer og fornuften.”

 

Og han fortsatte med denne vigtige betragtning om, at det værste er, ”når en ikke-troende kommer til at høre en kristen tale om disse ting på grundlag af Biblen og fremkomme med så mange naragtigheder, at han næppe kan bare så for at le. Det værste er ikke, at han ler ad en person, der er hildet i fejltagelser. Det værste er, at folk uden for kirken skulde give vore bibelske forfattere ansvaret for sådanne meninger. Det vilde med det samme overbevise dem om, at Skriften er fuld af fejl angående spørgsmål, som de selv har undersøgt enten gennem erfaringen eller med ubestridelige beregninger.”.

 

Det er en meget fin beskrivelse af, hvordan man skal være meget forsigtig med en for bastant blanding af videnskab og religiøse forestillinger om verdens materielle opbygning.

 

Videnskaben som en vej til at lære noget om Guds skaberværk

Spørgsmålet om visdommen i verden som en vej til at lære om Gud behandlede Gregor i værket ”Prædikener om salighederne”. I sin prædiken over Mathæus kap. 5 vers 8: ”Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.” skriver Gregor:

 

”Han som af natur er hinsides al natur, han som er hinsides sanserne og hinsides tanken, han kan ses og gribes med andre metoder. Der er mange sådanne forståelses-måder. F.eks. er det muligt gennem den visdom, der ses i alle ting [jvf. salme 103 og 24] at få en opfattelse af ham som skabte alting i visdom.”

 

Selvom Gregor ikke mente, at dette var den vigtigste vej mod Gud, så har det uden tvivl været en frugtbar tanke for udforskningen af skaberværket. Man genfinder denne tankegang hos mange af de store videnskabsfolk så som Brahe, Galilei, Newton, Maxwell, og Einstein[9]. Maxwell, en af 1800-tallets mest betydningsfulde fysikere, udtrykte det således[10]:

 

”Det menneskelige sind tilfredsstilles ikke ved blot at dvæle ved fænomenerne, men søger mod de principper, der er manifesteret i fænomenerne, og disse elementære principper overbeviser os om, at naturlovene og lovene for åndsliv kommer fra den samme kilde, kilden til al visdom og sandhed.”

Det som for Gregor er længsel efter at se Gud, beskriver Maxwell som sindets længsel mod kilden til al visdom og sandhed, men det er det samme de taler om.  

 

Den videnskabelige metode i Dantes guddommelige komedie

Ofte hører man, at videnskabens opblomstring i starten af 1600-tallet skyldes opdagelsen af en særlig metode – den videnskabelige metode – i hvilken man opstiller hypoteser som testes gennem nøje tilrettelagte eksperimenter. Som allerede nævnt viser citaterne fra Gregor, Macrina og Augustin, at der må have været lignende arbejdsmetoder i oldtiden.

 

Knap 1000 år senere, i starten at 1300-tallet, skrev Dante sin ”Guddommelige Komedie”. Her beskrives middelalderens kristne verdensbillede med stor filosofisk dybe og poetisk skønhed. I denne sammenhæng er det særligt interessant, at der hos Dante findes en ret fin beskrivelse af den videnskabelige metode, nemlig i Paradiset, 2. sang. Her diskuterer han med sin muse Beatrice om naturen af de mørke områder på månens overflade.

 

Om dette fænomen siger Beatrice: ”Nu kan du hævde at de mørke pletter må skyldes det, at lyset reflekteres fra større afstand, dybere i månen; men indvendingen holder ikke hvis man gør et eksperiment - og den metode er kilde til al kunst og viden hos jer [min understregning]: Du anbringer tre spejle, to i samme, det tredje i lidt større afstand fra dig,…”. Herefter beskrives så et eksperiment, der ved hjælp af nogle spejle og en lyskilde modbeviser hypotesen.

 

Det forekommer mig ret tydeligt, at kendskab til og brug af ”den videnskabelige metode” er meget ældre end starten af 1600-tallet, og der har ikke været en universel kristen modstand imod eller uvidenhed om denne måde at undersøge skaberværket på.

 

Mit eget standpunkt

Jeg synes det er vigtigt at få manet konflikttesen i jorden, så vi kan få en mere nuanceret forståelse af samspillet mellem kristendommen og videnskaben gennem historien. Jeg håber at have illustreret, at kristne tænkere igennem historien ikke alle har været videnskabeligt ukyndige eller fjendtlige, men at den kristne forestilling om menneskets og verdens beskaffenhed snarere primært har været gavnlig og stimulerende for udviklingen af den videnskabelige udforskning.

Mennesket, skabt i Guds billede, kan med sin intellektuelle essens og sin hele person, nærme sig Gud ved at studere skaberværket som er fyldt med den logos som essentielt set er Jesus Kristus, Guds enbårne søn, vor Herre, uden hvem intet blev til af det som er.

 

Når det er sagt, så er det vigtigste naturligvis, hvad der er sandt – og ikke blot, hvad der er frugtbart. Jeg finder den metafysik, der i web-mediet Quartz blev kaldt ”naturalisme”, meget problematisk. Det forekommer mig helt uklart, hvad påstanden om verden - og forholdet mellem bevidstheden og verden - i denne form for metafysik i grunden er. Naturalisme/scientisme foregiver at repræsentere en bestemt opfattelse af karakteren af det eksisterende, men denne opfattelse er blot ”det som naturvidenskaben til enhver tid finder ud af”, det gælder altså også om 1000 år eller 1 million år. Det er en hel åben definition, hvor man udskriver veksler på evigheden, idet ingen ved, hvad naturvidenskaben til syvende og sidst kan og ikke kan opdage.

 

Jeg søger som naturforsker ikke at blande mine religiøse overbevisninger bastant ind i forskningen, men jeg er dybest set enig med Gregor, Macrina, Maxwell og andre kristne forskere gennem tiderne i, at det mest fascinerende ved forskningen er, at vi lærer noget om skaberværket og dermed i en vis forstand gennem forskningen kan beundre og tilbede skaberen. På den måde er forskning dybest set en kærlighedshandling.

 

Jeg frygter, at forskningen dør uden dette perspektiv, som udgør en slags filosofisk (sokratisk) åbenhed over for verden som det forunderlige og uudgrundelige fænomen, den er. Der er allerede tegn på, at forskningen søges retfærdiggjort ud fra helt andre værdier: behovet for økonomisk vækst, behovet for nye innovationer, konkurrencen med andre lande i en globaliseret verden, opnåelse af verdensmålene, o.s.v. Disse er alle vigtige pragmatiske mål, og de følger ofte helt af sig selv, men de kan aldrig blive den egentlige drivkraft i grundforskningen.

 

Den vigtigste forbindelse mellem tro og videnskab er, at begge er udtryk for de menneskelige bestræbelser på at lede efter sandhed. I disse bestræbelser kan forskellige discipliner berige hinanden og indgå i frugtbar dialog, hvis alle formår at fastholde en grundlæggende respekt, ærlighed, klarhed og åbenhed over for andre synspunkter og traditioner.  

 

Jeg vil slutte med et udsnit fra en tale Pave Johannes Paul II holdt på et møde jeg deltog i som ung astronomistuderende i 1995. Her synes jeg han præsenterer en fin vision for denne samtale:

 

”Der er ingen tvivl om, at søgen efter videnskabelig forståelse grundlæggende er til gavn for menneskeheden. Stræben efter det sande, det skønne og det gode, hvad enten det er inde for kunsten eller videnskaben, eller hos dem, der stræber efter at forbedre de sociale, økonomiske eller politiske forhold for folk, leder til den indsigt, at det sande, det skønne og det gode essentielt set er et. Faktisk er det præcist, når stræben efter det gode for mennesker adskilles fra hvad der er sandt og skønt, at der opstår afvigelser i samfundenes opbygning. En sådan afvigelse er den ide, at økonomisk fremgang for mennesker repræsenterer det højest opnåelige mål.

Vi har alle været vidne til hvilke fejltagelser et så begrænset perspektiv på menneskelig stræben kan lede til.

Jeg minder jer derfor om, at jeres videnskabelige forskning, selv når den angår forhold langt fra vores dagligdag, har betydning og relevans for alle, specielt når det bidrager til den opfattelse af virkeligheden som leder til en forståelse af mennesket som person som en integreret del af det fysiske Univers.

Foreningen af en forståelse af os selv og Universet kræver at vi er åbne for de mange kanaler gennem hvilke vi kommer til indsigt: videnskaberne, kunst, litteratur, filosofi, teologi. I denne sammenhæng er jeres videnskabelige forskning til den største gavn for menneskeheden, når den hjælper til at forene og konsolidere indsigten opnået fra alle disse kilder, og når den gør det muligt for jer som videnskabsfolk at indgå i en sand og ærlig dialog med disse andre discipliner.”   

 

Tak:

Jeg vil gerne sige tak for mange konstruktive og kloge kommentarer fra Karsten Flemming Thomsen, Uffe Jonas, Charles Lock og Ole Clemmensen.

---

[1] Oversat fra John William Draper, History of the Conflict Religion and Science, D. Appleton and Co. (1881)

[2] James Hannam, The Genesis of Science, Regnery Publishing (2011)

[3] Det er kun i protestantismen, at Visdommens Bog (og Sirak) henregnes blandt apokryferne. Det var Luthers beslutning.

[4] https://qz.com/1531721/feeling-anxious-its-not-just-you-its-our-philosophical-era-of-neuroexistentialism/?fbclid=IwAR1JlD_8xeGZjGugHhPj5RJA-fx2lR4lGvrvn0Pyqcne_AZFDFI9z0nvORg

[5] Anthony Meredith S. J., Gregory of Nyssa, Routledge (1999)

[6] Oversat fra https://www.vofoundation.org/faith-and-science/st-macrina-the-younger-on-science-and-technology/

[7] Citatet viser også to andre ting: 1) at en kvinde sagtens kunne belære en mand og 2) at disse kristne var særdeles velorienterede om astronomiske emner som himmellegemernes størrelser og afstande.

[8] Citeret fra Olaf Pedersen, Naturerkendelse og Theologi, Poul Kristensens forlag (1996)

[9] Selvom Albert Einstein ikke troede på en personlig Gud var han stadig overbevist om, at verden var gennemstrømmet en form for dyb visdom og i den forstand kan man godt kalde ham religiøs.

[10] Oversat fra Paul Theerman, James Clerk Maxwell and religion, American Journal of Physics 54, 312 (1986) 

Birkenhead Drill

 

(Udgivet som del af Tænketanken Eksistens udgivelse Omtanke #5)

Skibet HMS Birkenhead sank ud for Sydafrikas kyster 26. februar 1852. Denne tragiske begivenhed menes at være oprindelsen til opfordringen ”Kvinder og børn først!” som efterfølgende kaldes ”the Birkenhead Drill”. Ombord var udover søfolk 480 britiske soldater og 26 kvinder og børn. Da skibet var ved at synke, råbte kaptajnen efter sigende: ”Kvinder og børn først!”. Kun 193 blev reddet – herunder alle kvinder og børn. Heltemodet blev efterfølgende hyldet af Rudyard Kipling i digtet ”Soldier an’ Sailor Too”[1]. I krisetider som dette skibsforlis viser det sig, hvilke værdier vi dybest set styrer efter.

 

Coronakrisen

I forbindelse med Corona-krisen har vi igen gjort os overvejelser om, hvordan vi skal håndtere en nødsituation: hvad skal vi gøre? Hvem eller hvad skal vi først og fremmest beskytte? Hvordan kommer vi rigtigt gennem krisen? Hele dette svære problem er temaet for denne artikel. Hvilket kompas bør vi styre efter?

 

Jeg vil i det følgende give nogle eksempler på, hvilke synspunkter, der har været fremført i den danske Corona-debat. Skæringsdatoen var 11. marts, da både meget i landet (skoler, offentlig transport, o.s.v) og grænserne blev lukket. Hen imod slutningen af marts, kom diskussionen omkring økonomi til at fylde en del. I et debatindlæg fra 20. marts lød det karakteristisk fra en managementkonsulent[2]: ”Jeg savner kritiske stemmer i debatten. Hvor er de redaktører, debattører og økonomer, der kulegraver regnestykket, som kan forsvare at lukke landet ned? Skal det koste flere hundrede milliarder kroner og en tragisk samfundsmæssig krise at redde det, der svarer til 50-100 gennemsnitsmenneskeliv?”. Diskussionen kom på denne måde hurtigt til at handle om, hvor meget vi som samfund betaler per reddet menneskeliv. Videnskab.dk[3] tog problemet op og spurgte i en artikel 4. april 2020 en moralfilosof og en samfundsøkonom: ”Kan man sætte en økonomisk pris på et menneskeliv?”. Moralfilosoffen Morten Ebbe Juul Nielsen skrev blandt andet: ”Vi fokuserer overdrevent meget på det negative ved døden. Det, der i virkeligheden er vigtigt, er, hvor mange gode leveår vi vinder. Da risikogruppen, som muligvis dør af corona, består af meget gamle mennesker og mennesker med underliggende sygdom, så virker det evident at satse mere på at redde mennesker, der potentielt set stadig har et langt liv med et godt helbred foran sig.”. Sundhedsøkonomen professor Jakob Kjellberg var enig: ”Vi bruger rigtig mange penge på at være gearet til at redde nogle, der typisk er ældre og i forvejen svækkede. De penge, vi mister, kommer til at mangle et andet sted i systemet, hvor de muligvis kunne have gjort mere gavn.” Senere kunne man i maj måned læse filosoffen Klemens Kappel argumentere ”Ja, det er mere etisk at redde unge end gamle fra Corona” og videre:”Lighedsbetragtningen går på, at hvis man har levet 75 år, så har man levet det meste af et normalt livsspænd og fået den normale ’portion’. Det har man ikke som 40-årig, og ud fra dén betragtning er jeg enig i, at man skal prioritere den 40-årige frem for den 75-årige.”

 

Jeg blev selv temmelig rystet over disse synspunkter, men jeg havde samtidig svær ved at sætte ord på, hvad det var som jeg fandt rystende. Der er ingen tvivl om, at det er svære problemer, og pointen er ikke at fordømme den ene eller den anden, der har sagt noget. Det vigtige er, at diskutere, hvad vi rettelig bør gøre. Kan vi virkelig forsvare, at vi må stille de gamle og de svage bagerst i køen? Hvad afgør, hvad ”der i virkeligheden er vigtigt”? Er det virkeligt ”evident”, at vi skal ”satse på”, hvor mange gode leveår ”vi vinder”? Er det sandt, at penge brugt på at redde de gamle og svage kan siges af være ”mistet”, fordi de ”muligvis kunne have gjort mere gavn” andetsteds? Hvad er målet for ”mere gavn”? Skal vi virkelig se på livet som noget vi får givet som en portion havregrød, eller en tur i karusselen? Er livets værdi kun dets gode for mig? Kan vi virkelig tale om hinandens liv ud fra en lighedsbetragtning om nogen har og andre ikke har noget til gode? Det virker som om tankegangen forudsætter en bestemt materialistisk, utilitaristisk metafysik. Hvorfor er denne tankegang evident?

 

Værdi, værdighed og eksperternes abracadabra

For at komme videre med disse spørgsmål har jeg fundet flere eksempler på kloge folk, der sætter ord på, hvad det er, der for mange af os virker problematisk i denne tankegang, der sætter lighedstegn mellem det gode og nytteværdi og sætter pris på menneskeliv.

 

Jeg synes, den engelske filosof Sir Roger Scruton, der desværre døde her i januar 2020, sagde det meget præcist[4] (i min oversættelse fra Engelsk): “Værdighed møder os på mange måder, og hvor og når vi møder den, så bringer den autoritet, fred og en følelse af fællesskab med sig. Men den kommer ikke gennem et politisk program. Den kommer heller ikke via økonomien. Ifølge Lionel Robbins velkendte definition er ”økonomi en videnskab der undersøger menneskets adfærd som et forhold mellem mål og begrænsede midler, der har alternative anvendelsesmuligheder.” Økonomi antager, at vi ikke alene kender vores mål, men at vi også er villige til at sætte pris på dem; og den udbreder sit herredømme over menneskers drømme og ønsker ved at værdisætte alt det som mennesker måtte ønske, behøve, beundre eller værdsætte og således reducere livets store spørgsmål til eksperternes abracadabra. For økonomen er der ingen forskel på værdighed og værdi, og Wildes definition af kynikeren som ”den, der værdisætter alting, men værdsætter ingenting” udtrykker en sandhed, der ikke kan forstås i den dystre videnskab. Ikke desto mindre er de ting som vi virkelig værdsætter, så som liv, kærlighed og kundskab, præcis de ting som vi er uvillige til at værdisætte. Værdighed begynder, hvor værdiberegning ender, da de ting, der betyder mest for os er de ting som vi ikke vil handle med.” Altså, vi må skelne mellem værdi og værdighed. Ole Hartling siger det samme i sin nye bog ”Den 8. dødssynd”[5]: ”Lige så rigtigt og godt det er at blive værdsat, lige så forkert og skidt er det at blive værdisat”.

 

En anden vigtig pointe i det Sir Scruton skrev er: er det virkelig sandt, at vi kan reducere disse samfundsproblemer, til noget vi kan beregne – altså til ”eksperternes abracadabra”? I mit eget felt astronomien fandt man tidligt ud af, at der faktisk er ret simple problemer som man ikke kan beregne fremtiden for, da de grundlæggende set er kaotiske. Et eksempel er tre objekter, der bevæger sig rundt om hinanden under indvirkning af deres indbyrdes tyngdekraft. På samme måde forekommer det mig meget vanskeligt at tro på, at vi faktisk kan beregne os frem til en ”i virkeligheden rigtig” måde at handle på i krisesituationer som Corona-krisen. Der er så mange delelementer i problemet, f.eks. hvor svært det er at få adgang til værnemidler. Det havde ingen tilsyneladende tænkt over i iveren efter økonomisk optimering, og manglen på værnemidler var i lang tid et af de centrale problemer i krisen. Der var mange andre usikkerheder: de ukendte sygdomskonsekvenser af virussen, inkl. langtidseffekter, om der fandtes eller kunne udvikles en behandling, hvor lang tid, der tager at udvikle en vaccine, hvor længe en vaccine vil være virksom, hvad der sker i andre lande, o.s.v. Vi må lægge skinnerne samtidig med, at toget buldrer frem som det blev sagt[6]. Ydermere må vi tænke over, hvad det betyder for samfundssindet, hvis vi faktisk beslutter ikke ubetinget at tage vare på de gamle og svage? Leif Vestergaard Pedersen skrev klogt[7]:”Indsatsen handler mere om at sikre, at det velfærdssamfund og den samfundskontrakt, dette hviler på, kan overleve den krise, vi er kastet ud i. Vi betaler vores skat, vi stemmer til vores valg, og vi forventer, at vores samfund tager sig af os, vores kære og vores naboer med flere. Vi forventer, at vi hver især og sammen gør, hvad vi kan, for at mindske krisen, og vi forventer, at samfundet sørger for de svageste, de sygeste og de døende.” Det er også samfundskontrakten, der er på spil. I en vis forstand var hele grundtanken bag velfærdssamfundet, at de gamle og de svage ikke skulle være henvist til almisser, men at samfundet, i form af staten eller kommunen, skulle holde hånden under de gamle og svage i form af rettigheder til ydelser frem for almisser. Noget grundlæggende vil ændre sig i hele samfundsmodellen, hvis det i stedet anses for samfundets vigtigste opgave, når det virkelig brænder på, først og fremmest at holde hånden under de stærke. Der er en spænding her, for vi kan komme til at glemme den enkeltes ansvar ud fra en betragtning om, at staten må tage sig af det.   

 

Tao 

Men hvordan kan vi retfærdiggøre vores handlinger, hvis ikke gennem økonomernes rationelle og kvantitative overvejelser? Mere konkret: hvilke argumenter accepterer vi som gyldige for en statsminister, der lukker landet? Jeg tror den udbredte støtte til den førte politik i Danmark skyldes, at mange faktisk opfattede, at hensigten med de politiske beslutninger i høj grad var motiveret af ”Birkenhead Drill”: at skærme de svage ved ikke at overbelaste sundhedssystemet. Men hvorfor er det så rigtigt at motivere handlinger på det grundlag? C.S. Lewis behandlede problemet i bogen ”The Abolition of Man” (”Menneskets afskaffelse” på dansk) fra 1944[8]. Han peger på en række moralprincipper som er fælles på tværs af mange religioner, f.eks. den gyldne regel, at vi skal tage os af de gamle, at vi skal tage vare på jorden og tænke på vores efterkommere, o.s.v. under ét af C.S. Lewis i bogen kaldet ”Tao” – vejen. C.S. Lewis mener, at disse morallove, denne Tao, vanskeligt kan begrundes i noget andet. Han gør op med folk, der ønsker at afskaffe, hvad der opfattes som sentimentale værdidomme til fordel for mere rationelle begrundelser, idet det i sidste ende vil føre til opgivelsen af, hvad der er menneskeligt. Det er en bog, der er svær at gengive kort, da bogen i en vis forstand er ét langt argument, der bygges op over 100 sider. En slags konklusion lyder (i min oversættelse): “Hvis den fuldstændigt planlagte og gennemregulerede verden (i hvilken Tao alene ville være et produkt af planlægning) blev virkeliggjort, så ville Naturen ikke længere besvære sig med denne genstridige art [altså mennesket – min kommentar], der rejste sig i oprør mod hende for så mange millioner år siden, og så vil vi ikke længere være besværet af dens sniksnak om sandhed og nåde og skønhed og lykke. Ferum victorem cepit[9]: og hvis eugenikken er tilstrækkelig effektiv, så kommer der ikke noget nyt oprør, men alle vil være bøjet under samfundsplanlæggerne og de under Naturen, indtil Månen falder ned eller Solen brænder op.”

 

Tankegangen er lidt anderledes hos Løgstrup: At vi kan kende noget som godt eller ondt, skyldes ifølge Løgstrup det han kalder Universets stemthed. Verden er ifølge Løgstrup ikke bare god, den er også ond. Men i den skabte verden har det gode ontologisk forrang for det onde. Det som C.S. Lewis kalder Tao er det som Løgstrup forstår som det godes ontologiske forrang, mens det som C.S. Lewis forstår som Naturens ligegyldighed er det som Løgstrup ser som Universets tilintetgørende kræfter.

 

Kristen kriseetik

Et interessant eksempel på kristen kriseetik finder vi i den islandske Totte om Svade og Arnor Kællingenæse[10], hvor man kan læse om en hungersnød, der ramte landet omkring år 1000. ”På den samme tid, som der her blev fortalt om, blev det afgjort på et herredsmøde, at man på grund af uåret og den alvorlige hungersnød, som herskede, skulle lade de fattige og gamle, de lamme eller på anden måde vanføre i stikken uden at give dem nogen hjælp eller huse dem.” En af høvdingene, Arnor Kællingenæse, bebrejdes dette af sin mor Turid, en datter af Ræv fra Barde, og beslutter derefter at forsøge at redde de gamle og svage, bl.a. ved at beordre, at folk må spise heste, og at man må spise hundenes mad. Herefter kan man i totten læse Torvard Spage Bødvarssøns svar: ”Det er tydeligt, Arnor, at den Gud, som du påkaldte nu i din tale, har indblæst Helligånden i dit bryst, for at du kunne indlede en så velsignet medmenneskelighed, som du har forkyndt for folkene i din tale. Og jeg tror, at hvis kong Olav havde hørt dig sige disse ord, havde han takket Gud for dig og for så skøn en tale, og jeg tror, at når han får disse ting at høre, vil han blive overmåde begejstret. Men det er bestemt en vældig ulykke for os, at vi hverken vil få ham at se eller høre hans ord, for jeg frygter, at ingen af delene vil ske.” Torvad Spage Bødvarssøn frygtede, at den udviste menneskelighed nok var sand, men sikkert ville føre til alles undergang. Imidlertid skete der et mirakel og uåret endte. Uanset hvad man måtte mene om mirakler, så er det tydeligt, at folk på Island, da Totten blev skrevet, har opfattet, at kristendom fordrer en bestemt holdning og handling overfor de gamle og svage. Det er den pointe jeg finder vigtig her. ”Birkenhead Drill” og Turid i totten kan meget vel være inspireret af en hel anden tankegang en den økonomiske, nemlig en tankegang fra Biblen, f.eks. illustreret ved disse fra Johannesevangeliet^[11]: ”Jesus sagde: »Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene. Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene.”, eller disse ord fra Matthæusevangeliet^[12]: ”Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig.”

 

Evangelium vitae

Pave Johannes Paul 2. behandlede også disse spørgsmål i værket ”Evangelium Vitae”[13] (på dansk: Livets evangelium) fra 1995. Han så klart den trussel, der rejses mod menneskelighed fra den nyttetænkning han så præge det 20. århundredes store ideologier som vi bredt kan kategorisere som fascisme, kommunisme og kapitalisme. Johannes Paul 2. skriver specielt med betydning for denne diskussion: “Selv om nutidens talrige alvorlige sociale problemer i et vist omfang kan forklare den herskende usikkerhed og forvirring i moralske spørgsmål, som undertiden svækker den enkeltes sans for personligt ansvar, ændrer det ikke ved, at vi er oppe mod noget langt større, nærmere bestemt en veritabel syndens struktur, som kendetegnes af en overvejende anti-solidarisk kultur, der i mange tilfælde manifesterer sig som en ”dødens kultur.” Denne kultur støttes aktivt af stærke kulturelle, økonomiske og politiske kræfter, som bekender sig til en slags utilitaristisk samfundsfilosofi. Set fra dette synspunkt kan man i en vis forstand tale om de magtfuldes krig mod de svage: et liv, som i særlig grad ville stille krav til omgivelserne om accept, kærlighed og omsorg, anses for værdiløst eller betragtes som en utålelig byrde og bliver derfor fravalgt på den ene eller den anden måde. Et menneske, som på grund af sygdom, handicap eller ved sin blotte tilstedeværelse truer de mere begunstigedes velvære eller livsstil, bliver i stigende grad opfattet som en fjende, man må forsvare sig imod eller skaffe sig af med. På denne måde opstår en form for sammensværgelse mod livet – ikke kun på det individuelle plan, i den enkeltes forhold til familien eller det sociale netværk, men helt op på verdensplan, hvor den skader og fordrejer de indbyrdes relationer mellem folk og nationer.”

Altså: vi har brug for at lytte til ”Birkenhead Drill”, vi må forsøge at efterligne Jesus og være de gode hyrder. Det er det, der kræves af os af Livet, af Gud, af Fællesskabet, af Tao. Økonomi er vigtig, men først og fremmest i sin egentlige betydning: hvordan holder vi hus? Den monetære verden er samfundets tjener i husholdningen – ikke omvendt.

 

Døden

I marts sagde statsministeren[14]: ”Hvert mistet liv er en tragedie”. Denne formulering skabte også betragtelig debat i dagspressen. Flere stemmer i debatten fra meget forskellige kanter fremførte det argument, at døden ikke nødvendigvis er tragisk (f.eks. Henrik Højlund[15] i Jyllandsposten og Lone Frank[16] i Weekendavisen). Kirkefaderen Augustin gav udtryk for et synspunkt, der minder meget om det vi kunne læse hos Henrik Højlund og Lone Frank. I ”Om Guds Stad”[17] skrev han om de mange kristne, der blev dræbt, da Visigoterne hærgede Rom i 410: ”Nu er ganske mange, også kristne, blevet dræbt, og mange er omkommet på tragisk mangfoldige måder. Men hvis dette er vanskeligt at bære, så er det i al fald fælles for alle, som fødes ind i dette liv. For så meget ved jeg, at ingen er død, som ikke engang har skullet dø. Livets afslutning gør det lange og det korte liv ens på dette punkt. Der er nemlig ikke noget, der er bedre, og andet der er ringere, eller noget, der er større, og andet, der er mindre, når ingen af delene længere findes. Og hvad forskel er der på, med hvilken slags død livet afsluttes, eftersom den, hvis liv sluttes, ikke tvinges til at dø en gang til. Men når enhver dødelig i vort livs daglige tilskikkelser i en vis forstand trues med at skulle dø på utallige forskellige måder, så længe det er usikkert, hvilken dødsmåde der vil komme, må vi spørge, om det ikke er bedre at lide døden på én måde end at leve i frygt for dem alle. Jeg ved nok, hvor ofte man vælger at leve længe under frygt for så mange dødsmuligheder, fremfor at dø én gang og derpå være fri for at frygte døden. Men ét er, hvad det kødelige menneske i sin frygtsomme svaghed undflyer, noget andet, hvad menneskets fornuft[18] overbeviser om, når den er omhyggeligt oplyst.”

Augustin mente videre, at vi hellere skulle bekymre os om efterlivet end døden i sig selv. Det kan være en trøst at tænke på det håb, vi må have om, at døden ikke er den yderste horisont, at ”dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed” og at ”Gud skal blive alt i alle.”

 

Tak

Mange tak for gode kommetarer, forslag og hjælp med at finde oversættelser fra Birgitte Stoklund Larsen, Maria Hammershøj og Kuno Arnkilde.

 

---

[1] http://www.kiplingsociety.co.uk/poems_soldiersailor.htm

[2] Berlingske Tidende, 20. marts 2020.

[3] https://videnskab.dk/kultur-samfund/kan-man-saette-en-oekonomisk-pris-paa-et-menneskeliv

[4] Sir Roger Scruton, “How to be a conservative”, Bloomsbury, 2014

[5] Ole Hartling, ”Den 8. dødssynd”, forlaget Eksistensen, 2020

[6] https://www.berlingske.dk/analyse-og-perspektiv/mette-frederiksens-eksprestog-buldrer-frem-uden-en-sikker

[7] Sundhedspolitisk Tidsskrift 26. marts 2020

[8] C.S. Lewis, ”The Abolition of Man” , HarperOne, 1944

[9] Citatet kommer fra Horats: “Graecia capta ferum victorem cepit” – ”Det besejrede Grækenland besejrede hendes brutale besejrer.”

[10] Islændingesagaerne, bind 5, s. 411, (Red. Annette Lassen), Saga forlag, 2014

[11] Johannesevangeliet 10,11-16

[12] Matthæusevangeliet 25, 34-36

[13] Johannes Paul 2., ”Livets evangelium”, (Oversat af Ruth Plum), Ansgarstiftelsens Forlag, 1998

[14] https://dansketaler.dk/tale/mette-frederiksens-tale-ved-pressemoede-om-mulig-genaabning-af-danmark-2020/

[15] Jyllandsposten, 21. april 2020

[16] Weekendavisen, 15. maj 2020

[17] Augustin, ”Om Guds stad”, bog 1, kap. 11, Gads forlag, 1984

[18] For Augustin kan den menneskelige fornuft dømme om sanseindtryk, men ikke om de fornuftsandheder, der eksisterer uafhængigt af det enkelte menneske, fx matematiske love og etiske normer. Disse sandheder udspringer fra Gud, Universets højeste væsen, og erkendes ved illumination eller forestillinger, indpræget i sjælen (notiones impressae). (https://denstoredanske.lex.dk/illuminationslære)

 

 

Tro og ateisme: hvad er spørgsmålet?

Debatten om tro vs. ateisme handler ikke så meget om tro eller ikke-tro på Gud/guder, men om forskellige opfattelser af, hvad verden er for noget, hvad et menneske er og hvad ånd er. Jeg er uenig i det synspunkt, at ateismen ikke selv er udtryk for et livssyn, en metafysisk stillingtagen. I hvert fald mener jeg, at den moderne ateisme kan siges at repræsentere en heterogen undergruppe af mængden af livsforståelser i hvilken åndslivet er et rent epifænomen – et skyggespil. Undertiden siges bevidstheden at være et emergent fænomen, men jeg ved ikke præcist, hvordan dette begreb skal forstås ud over at være en slags påstand. For den troende er det som regel omvendt. For den troende er det i en vis forstand tilværelsens materielle side, der er et mere eller mindre underordnet epifænomen i forhold til en mere grundlæggende åndelig virkelighed. Det forekommer mig at være en mere præcis karakteristik af forskellen mellem den troende og ateisten i vores tid. Denne karakteristik peger også på, hvor samtalen mellem den troende og ateisten kan blive mere interessant, nemlig spørgsmålene: hvad er et menneske, hvad er verden, hvad er ånd?

 

Der er gode grunde til at kritisere dette synspunkt. Strengt taget er der ikke en logisk modsætning mellem tanken om åndelighed som et grundlæggende træk ved verden / virkelighed og det ateistiske livssyn. F.eks. kan man jo tænke på buddhisme som et livssyn, der opfatter åndelighed som noget grundlæggende uden at operere med en ide om Gud som vi kender det fra monoteistiske religioner. Det forekommer mig dog at være mere retvisende at rubricere buddhisterne blandt de troende end blandt ateisterne i den tolkning ordet ateisme har fået i diskussioner her i starten af det 21. århundrede. Også buddhister gør sig forestillinger om en åndelig virkelighed som vor tids ateister vil være helt afvisende overfor. Ateisme er i vores tid blevet synonymt med et materialistisk/naturalistisk livssyn. Endvidere kunne man også sige, at tanken om en åndelig forrang for det materielle måske overordnet kunne beskrives som Platonisme, som ikke behøver at have noget med gudstro at gøre, men igen vil jeg mene, at diskussionerne som har med gudstro vs. ateisme at gøre ofte i virkeligheden handler om materialisme vs. forskellige former for Platonisme, sådan bredt forstået, end om pro et contra omkring eksistensen af ”guder”.

 

Hvad der driver mig væk fra vor tids ateistiske / materialistiske verdensopfattelse og menneskeforståelse er, at alt, hvad vi tror ved, hele vores tilgang til verden foregår via åndelighed, så at sige. Det kan vi aldrig sætte os ud over, så det forekommer mig sært selvmodsigende at insistere på, at hele det aspekt af os, takket være hvilket vi bilder os ind at have en ret sofistikeret forståelse af verdens og menneskets natur, skulle være et flygtigt epifænomen. Alvin Plantinga har udviklet den tanke mere udførligt, så vidt jeg forstår, i hans argument mod naturalisme[1]. Endnu mere afgørende for mig er det, at den åndelige virkelighed som vi kender i vores daglige fællesskab, samlivet med hinanden, eller endda åndelige møder med for længst afdøde mennesker (f.eks. gennem tekst, musik, maleri, skulpturer) virker så overvældende, at jeg ikke kan få mig selv til at finde en materialistisk livsforståelse overbevisende.

 

Hvad er det, der virker frastødende ved tanken om en åndelig virkelighed? Jeg tror det er frygten for dualismen som vi kender fra Descartes. Som David Bentley Hart skriver: ”Reason abhors a dualism”[2]. Men det forekommer mig, at vi allerede, i fysikkens beskrivelse af verden, har masser af opsplitninger. Vi kender til stråling og stof, 3 grundlæggende familier af elementarpartikler, 4 naturkræfter, bølgefunktioner, kvantefluktuationer, tid og rum, o.s.v, o.s.v. De oprindelige præ-Sokratiske filosofers overvejelser om arche (ἀρχῆς) har ikke meget at gøre med det vi finder i fysikkens standardmodel. Diskussionen står mellem to påstande: påstanden om en materialisme, i hvilken det åndsliv vi kender fra dagliglivet skal forstås som et emergent  epifænomen, overfor en anden påstand om en anden åndelig virkelighed, der ligger under eller ved siden af det materielle.  

---

[1] https://www.youtube.com/watch?v=cs6zFymVKJM

[2] https://renovatio.zaytuna.edu/article/science-and-theology-where-the-consonance-really-lies