Hvad sker der når vi dør?

Som bekendt er ingenting sikkert her i verden, undtagen døden og skatterne, men hvad sker der, når vi dør? Det spørgsmål har mennesker til alle tider været optaget af.

De fleste tilhængere af det såkaldt moderne verdensbillede vil nok sige, at med døden går vi ind i den store intethed - der er slukket, det er slut. Andre har stadig (typisk religiøse) forestillinger om eksistens på den anden side af døden og ideen om et dødsrige findes i de fleste kulturer.

I denne forbindelse er de såkaldte "nærdødsoplevelser", d.v.s. oplevelser mennesker, der kortvarigt har været klinisk døde, men er blevet genoplivet, beretter om. Der findes et utal af sådanne beretninger af anekdotisk karakter (her er et karakteristisk eksempel). Jeg finder dette fænomen dybt interessant - tænk hvilket dybdegående skift det ville betyde for vores verdensbillede, hvis man kan vise, at bevidsthed "fortsætter" efter døden! Tidligere har man undersøgt de minder nær-døde har fra deres nær-dødsoplevelser og fundet, at de har samme karakter i hjernen som mere normale minder (se mere her).  Nu har et forskerteam forsøgt at undersøge systematisk, med den videnskabelige metode, hvad der egentlig sker med bevidstheden i dødsprocessen og specielt er de ude efter at kunne finde empirisk evidens for bevidsthed uden for kroppen. Projektet kaldes "AWARE", hvilket er et akronym for AWAreness during REsusciation - A prospective study (på dansk: Bevidsthed under genoplivining - en prospektiv undersøgelse). Det lyder helt utroligt, men faktisk har dette forskerhold fået placeret billeder på hylder højt placeret i genoplivningslokaler på 15 sygehuse i USA, Storbritannien og Østrig. Formålet hermed er at undersøge de oplevelser af, at se genoplivningen oppefra i ud-af-kroppen oplevelser som nær-døde ofte rapporterer.  I en nyligt udkommet artikel rapportere AWARE-teamet om en undersøgelse af 2060 patienter med hjertestop. Af de 2060 overlevede 330 og heraf var 101 i stand til at deltage i omfattende interviews om deres eventuelle oplevelser. Af disse havde 46% minder inden for 7 hovedtemaer (frygt, dyr/planter, klart lys, vold/forfølgelse, deja-vu, familie, oplevelse af begivenheder efter hjertestoppet). 9% havde egentlige nær-dødsopevelser (større end eller lig 7 på den såkaldte Greyson NDE-scale). Særligt interessant var een patient, en 57-årig mand, som havde såkaldte en "verificerbar periode af bevidst opmærksomhed hvor der ikke var nogen forventet hjerneaktivitet", d.v.s. mere end et halvt minut efter hjertestop. Patienten havde en oplevelse af at svæve i rummet, hvori genoplivningen foregik. Han fortalte om detaljer fra genoplivning som han ikke burde have viden om. Selvom genoplivningen ikke foregik i et af de rum , hvori der var placeret højtliggende billeder, så kunne patientens oplevelser under denne ud-af-kroppen oplevelse alligevel verificeres uafhængigt (f.eks. beskrev patienten en såkaldt automatiseret ekstern defibrillator, der blev brugt under genoplivningen).

Undersøgelsen er blevet omtalt flere steder både hos videnskab.dk og i Kristeligt Dagblad. Jeg synes forskningen er meget interessant. Jeg synes specielt, at det er vidunderligt, at man her forsøger at undersøge dette fænomen på en kontrolleret, videnskabelig måde. Der er naturligvis behov for flere og større undersøgelser med et større statisktisk materiale for at bekræfte denne første  indikation af bevidsthed længere ind i døds-processen end man hidtil har troet muligt.

Skønheden i verdensrummet

Da jeg studerede astrofysik på Århus Universitet for en snes år siden blev vi med interesse for astronomien ofte drillet af de andre fysikstuderende og undervisere med, at astronomien jo kun handler om at se på pæne billeder. Ærindet med dette indlæg er at pege på denne drift mod skønhed som mange fejlagtigt ikke forbinder med naturvidenskab. Fascination af skønheden i naturen i bred forstand er noget langt de fleste naturvidenskabsfolk (ikke kun astronomer) deler. Skønheden findes både i fænomenerne og underliggende i naturens orden.

Siden studietiden i Århus er astronomien blevet min levevej. Jeg har nu den udsøgte fornøjelse at undervise studerende på Niels Bohr Institutet i astrofysik. Særligt stor glæde har jeg ved at undervise i Observationel Astrofysik, idet vi her hvert år i august måned har et sommerkursus for bachelor studerende ved det Nordisk Optiske Teleskop på La Palma. I år var vi afsted med 13 studerende og to undervisere. Hensigten med kurset er at introducere de studerende til nogle centrale praktiske aspekter i det observationelle "håndværk", f.eks. bestemmelse af, hvornår givne himmellegemer kan observeres,  hvordan man skal observere for at besvare et givet spørgsmål, hvor længe man skal observere, hvordan man kalibrere observationer, hvordan man efterbehandler. De studerendes observationer har over årene dækket en meget bred vifte af emner rækkende fra planeter om andre stjerner til kvasarer i den anden ende af Universet. Fælles for alle skolerne er dog, at de studerende altid er interesserede i at bruge en lille del af tiden på at tage billeder af nære, smukke objekter - netop p.g.a. af den fascination af skønheden jeg nævnte.  Her vil jeg blot give et par eksempler på de studerendes observationer fra i år.

Messier 16 er et stjernedannende område i vores egen galakse Mælkevejen. Stjerner dannes i kolde skyer med molekyler og støv. De blå stjerner øverst til højre er nydannede, mens man for neden til venstre kan se resterne af den kolde gassky. Den grønne farve kommer fra gas, der lyser i en kraftig linie fra ioniseret ilt.

Her ses en del af den såkaldte svanetåge, der er en del af et meget stort stjernedannende område i Mælkevejen. Tågen er her observeret bl.a. i et filter, der er følsom for lys fra brintgas, der lyser stærkt i rødt lys.

Her ses et par galakser i kosmisk dans (Arp 273). Systemet er observeret i et blåt, et grønt og et rødt filter.

Flere eksempler kan ses her.

Jeg synes det er vigtigt at huske denne skønhed. Vi er grebet af grundforskning ikke kun p.g.a. at skabe økonomisk vækst, men også p.g.a. skønheden og vores længsel efter at forstå, hvad det er for en dybere virkelighed vi er en del af.

Hjerne, Sprog og Virkelighed

Hjerne, Sprog og Virkelighed

Skrevet af Johan Fynbo, Maj 2014 

Tidligere på måneden deltog min tvillingebror Hans og jeg i en undersøgelse på Glostrup sygehus, Center for Neuropsykiatrisk Skizofreniforskning (vi var med som kontrolsample!), som involverede, at vores hjerner skulle undersøges på diverse leder og kanter. Dette involverede både undersøgelser af vores kognitive evner (hvor min bror som sædvanlig var en anelse skarpere end mig - på trods af et han og jeg er genetiske kloner) og diverse målinger på hjernen. Blandt andet skulle vi gennem en ca. 2 timer lang MR-scanning og på billedet herunder kan man se, hvordan mit hoved ser ud inden i.

Dette billede leder mig frem til et af mine yndlingsemner, nemlig spændingsfeltet mellem vores hjerner, sprog og den virkelighed vi prøver at begribe. Mit udgangspunkt er følgende: vi mennesker er et blandt et utal (faktisk flere millioner) arter på jorden. Vi forestiller os, at alle de andre arter på jorden ikke er i stand til at fatte, hvordan verden i virkeligheden hænger sammen (f.eks. naturlovene, hvor vi er i verdensrummet, hvordan livet udvikler sig, hvordan universet begyndte og måske ender). Ovid formulerer det sådan her i "Forvandlinger":

Thus, while the mute creation downward bend
Their sight, and to their earthly mother tend,
Man looks aloft; and with erected eyes
Beholds his own hereditary skies.
From such rude principles our form began;
And earth was metamorphos'd into Man.

De umælende væsener - dem uden sprog - er anderledes end vi mennesker. Vi stræber efter himlen, mens dyrene er jordbundne og mere primitive væsener. Men det må så næsten uvægerligt være sådan, at vi også er begrænsede i vores fatteevne og at der er aspekter af virkeligheden som vi ikke (op)fatter. Alternativt har vi passeret en form for tærskel, hvor vi lige pludselig forstår Universet som det er, mens de andre arter ikke gør, men det forekommer mig naivt og usandsynligt. Dette er naturligvis ikke nogen særlig frugtbar diskussion i og med at vi meget vanskeligt (eller langsomt gennem evolution) kan sætte os ud over vores menneskelige begrænsing. I princippet kunne vi en dag møde en mere udviklet civilisation som kunne hjælpe med at "åbne vores øjne". Ikke desto mindre synes jeg det er et interessant emne at "gå rundt om" og det vil jeg forsøge i denne klumme v.h.a. citater fra kloge folk.

Sproget i hjernen

Først er det interessant og komme omkring hvad vi har lært om sprogcentre i hjernen.

Her citerer jeg fra Den store Danske:

"De hjernebarkområder, der ligger tæt på de såkaldte motoriske og sensoriske områder, er funktionelt knyttet til disse. Således er sprogfunktionen lokaliseret til to hjernebarkområder i venstre hemisfære. Det ene, Brocas talecenter (beskrevet af den franske kirurg og antropolog Paul Broca), beliggende lige foran den motoriske cortex, er nødvendigt for menneskets taleevne, da det kontrollerer taleorganets muskulatur. Personer med læsioner af dette område får motorisk eller ikke-flydende afasi med langsom, besværet tale i telegramstil, men de kan ofte synge, og deres forståelse af det talte og skrevne sprog er intakt. Det andet sprogcenter, Wernickes talecenter (beskrevet 1874 af den tyske neurolog Carl Wernicke), ligger tæt ved tindingelappens hørecenter, og en skade her fører til sensorisk eller impressiv afasi, hvor taleproduktionen er hurtig og ubesværet (flydende afasi), men sprogindholdet er svært at forstå eller helt uforståeligt som ved sort tale, mens personer med denne afasiform kan skrive pæne, men indholdsløse breve. Beskadigelse af andre områder af hjernebarken kan give karakteristiske udfaldssymptomer som fx manglende evne til at opfatte den modsatte legemshalvdel eller mangel på orienteringsevne. Konsekvenserne af forskellige hjerneskader er beskrevet af den russiske neuropsykolog A.R. Luria."

Det er interessant, at skader specifikke steder i hjernen hæmmer evnen til at udtale (Brocas talecenter, motorisk afasi) og forstå/formulere (Wernickes talecenter,  sensorisk eller impressiv afasi). Afasi kommer af græsk: 'a' er nægtende og fasis betyder "tale". Vores sprogevner er altså i høj grad bestemt af hjernen - endda bestemte steder i hjernen. 

Kvantemekanikken

Med afdækningen af de fænomener, der gav anledning til udviklingen af kvantemekanikken for knap 100 år siden nåede vi frem til dele af virkeligheden som ligger fjernt fra de hverdagserfaringer, der har været med til at præge menneskets hjerne de seneste hundredetusinde år eller så. Niels Bohr, som min arbejdsplads er opkaldt efter, var en umådelig klog mand og han så meget klart den nye erkendelsessituation "kvanteverdenen" blotlagde. Det bringer os til sproget. Blandt andet skrev Bohr (her gengivet på engelsk): 

"What is it that we humans depend on? We depend on our words... Our task is to communicate experience and ideas to others. We must strive continually to extend the scope of our description, but in such a way that our messages do not thereby lose their objective or unambiguous character ... We are suspended in language in such a way that we cannot say what is up and what is down. The word "reality" is also a word, a word which we must learn to use correctly."  
Quoted in Philosophy of Science Vol. 37 (1934), p. 157, and in The Truth of
Science : Physical Theories and Reality (1997) by Roger Gerhard Newton, p. 176

Det er en vigtig pointe Bohr her trækker frem. Vi er pisket til at bruge sproget, hvis vi vil tale sammen om vore erfaringer. Vi må konstant stræbe efter at udvide og forfine sproget, så vi på mest mulig objektiv måde kan formidle vore erfaringer til hinanden. I studiet af den mikroskopiske verden mødet denne bestræbelse nogle meget bizarre problemer:  For at beskrive et fysisk fænomen i den mikroskopiske verden (f.eks. elektroner) må vi benytte elementer, hvis nøjagtige angivelse gensidigt udelukker hinanden, men som alle er nødvendige for at give en fuldstændig beskrivelse af fænomenet. Dette kaldte Bohr for komplementaritetsprincippet. Der er et interessant Bohr-citatet, hvor dette bredes lidt ud: "The opposite of a trivial truth is false; the opposite of a great truth is also true." Virkeligheden er ikke så lige til.

Jeg finder dette komplementære træk ved vores virkelighedsbeskrivelse meget svært at forstå, og jeg tænker, at vi her befinder os et sted, hvor vores (i hvert fald min) hjerne har svært ved at følge med, da den mikroskopiske verden er helt hensides de erfaringer, der har præget vore hjerners funktionalitet. Vi er nået til et sted, hvor udvidelsen af sproget for at beskrive de ny-opdagede sider af virkeligheden gør det svært for vores hjerner at følge med. 

En intéressant pointe er her, at matematikken ikke har noget problem med at følge med. Jeg kunne godt tænke mig at se, hvad kloge folk kan sige om forholdet mellem sprog, virkelighed og matematik - det er et yderst interessant emne som jeg desværre ikke føler jeg kan belyse.

For at komme problemstillingen Sprog/Virkelighed nærmere har jeg fundet nogle andre kloge ord om sproget og virkeligheden. Wilhelm von Humboldt skrev i 1800-tallet:

“Language is deeply entwined in the intellectual development of humanity itself, it accompanies the latter upon every step of its localized progression or regression; moreover, the pertinent cultural level in each case is recognizable in it. ... Language is, as it were, the external manifestation of the minds of peoples. Their language is their soul, and their soul is their language. It is impossible to conceive them ever sufficiently identical... . The creation of language is an innate necessity of humanity. It is not a mere external vehicle, designed to sustain social intercourse, but an indispensable factor for the development of human intellectual powers, culminating in the formulation of philosophical doctrine.” 
― Wilhelm von Humboldt, Humboldt: 'On Language': On the Diversity of Human Language Construction and Its Influence on the Mental Development of the Human kind.

- og

"The interdependence of word and idea shows clearly that languages are not actually means of representing a truth already known, but rather of discovering the previously unknown. Their diversity is not one of sounds and signs, but a diversity of world perspectives [Weltansichten]. 
As quoted in The Linguistic Relativity Principle and Humboldtian Ethnolinguistics : A History And Appraisal (1963) by Robert Lee Miller, and The Linguistic Turn in Hermeneutic Philosophy (2002) by Cristina Lafont

Humboldt beskriver meget fint sprogets dynamiske natur. Sproget afspejler vores "blik" på verden og hvert sprog er præget af sprogbærenes verdensforståelse. Humboldt fortsætter det sidste citat med:

"... The sum of the knowable, as the field to be tilled by the human mind, lies among all languages, independent of them, in the middle. Man cannot approach this purely objective realm other than through his cognitive and sensory powers, that is, in a subjective manner."  

Med andre ord: vores stræben efter at gribe den objektive virkelighed er begrænset af vores kognitive evner (hjerner) og af vores begrænsede (evt. forfinede gennem instrumenter) sanseapparat. Edward Sapir, der var en Amerikansk lingvist og antropolog, der levede fra 1884 til 1939, gik endnu videre med dette synspunkt:

"Human beings do not live in the objective world alone, nor alone in the world of social activity as ordinarily understood, but are very much at the mercy of a particular language which has become the medium of expression for their society. The fact of the matter is that their "real world" is to a large extent unconsciously built up in the language habits of the group…. We see and hear and otherwise experience very largely as we do because the language habits of our community predispose certain choices of interpretation."

Hvert sprog indebærer (eller er tonet af) en bestemt verdenstolkning som præger, hvad der kan siges i det enkelte sprog og måske endda påvirker, hvad der erfares af  i den enkelte sprogkreds. 

Endelig vil jeg citere filosoffen Ludwig Wittgenstein (f. 1889, d. 1951) som også har sagt meget interessant om forholdet mellem sprog og virkelighed:

"If a lion could talk, we could not understand him."

"The limits of my language means the limits of my world."

"Whereof one cannot speak, thereof one must be silent."

"Like everything metaphysical the harmony between thought and reality is to be
found in the grammar of the language."

"Logic is not a body of doctrine, but a mirror-image of the world. Logic is transcendental." 

"Our greatest stupidities may be very wise"

"Philosophy is a battle against the bewitchment of our intelligence by means of
our language."

"If people never did silly things nothing intelligent would ever get done."

Det er citater som er gode at bære med sig og fundere over.

Poetiske udtryk for sprogets begrænsning

Nogle af de ideer der er belyst herover er også beskrevet smukt poetisk, f.eks. af Piet Hein: 

Den farvede verden - En fabel

Muldvarpen dybt i sin natmørke gang,
fra solen og dagen vendt bort,
grynted en underlig sortsynet sang,
om at verden var ravende sort.

Musen, som bygged i visnende løv
sin blad-rede lukket og lun, 
peb på en vise blandt smuldrende støv, 
om at verden var efterårsbrun.

Blodcellen inde i årernes net,
som strømmed i bankende stød,
bruste den hymne, som aldrig blir træt,
om at verden var glødende rød.

Fuglen i skovenes trækronehvælv,
hvor lys er som lys i en brønd,
fløjted en kort melodi for sig selv,
som forkyndte, at verden var grøn.

Fisken i havet med skæl-panser på
og haren i kornmarkens skjul
nynned, at den var naturligvis blå
og selvfølgelig simpelthen gul.

Menneskene gik under skyer af gråt
I rugende selvmordshumør.
De svarede blot, at de vidste det godt :
Verden var uden kulør.

Men højt gennem himlens dugdråbede rum
slog regnbuen blændende bro.
Og verden stod spejlet i hvert af dens bånd.
Og regnbuen – regnbuen lo.

og igen Piet Hein:


Ordet

Først var de navnløst virkelige ting.
Så skabtes ordet til at ordne kaos.
Et greb på tingen! Men en tryllering
som snart drog verden nær, snart holdt den fra os.

Og ordet blev en verden for sig selv
der skød sig ind imellem os og tingen.
Og vi var fanget i dets himmelhvælv.
Og uden ordets verden var der ingen.

Men du skal bo på denne nøgne jord
og ta det liv igen som blev mig nægtet.
Og du skal æde anden ånd end ord
og eje andet lys end intellektet.

Din kamp skal gøre livet livet værd.
Din ånd er ild. Den ulmer. Lad den brænde.
Der er eet liv. Det leves nu og her.
Der er een virkelighed.
Det er denne.

Jeg faldt også over en sang af Depeche Mode, der siger noget om sprogets begrænsing:


Enjoy The Silence

Words like violence
Break the silence
Come crashing in
Into my little world
Painful to me
Pierce right through me
Can't you understand
Oh my little girl

All I ever wanted
All I ever needed
Is here in my arms
Words are very unnecessary
They can only do harm

Vows are spoken
To be broken
Feelings are intense
Words are trivial
Pleasures remain
So does the pain
Words are meaningless
And forgettable

All I ever wanted
All I ever needed
Is here in my arms
Words are very unnecessary
They can only do harm

Mystikere

Den sidste vinkel på problemstillingen Hjerne, Sprog og Virkelighed som jeg gerne vil kort forbi er begrebet "mystik". Ordet kommer af græsk, hvor det betyder "indviet". Normalt er ordet et naturvidenskabsfolk rynker på næsen af, men i denne sammenhæng er det interessant, da det betegner en anden måde at stræbe efter forståelse og indsigt end den sproglige. Hos wikipidia læser man: 

"mystik er en religiøs praksis hvor aktøren stræber efter at opnå en særlig mental forbindelse til den transcendente og mere ægte/bedre verden (Unio Mystica). Aktøren oplever at skellet mellem selvet og omgivelserne forsvinder, og at det smelter sammen med det oplevede. Inden for forskellige religioner kan den mystiske oplevelse have forskellige betegnelser; fx åndelig bevidsthed, kommunion med eller kontakt til det guddommelige, åndelige sandhed eller gud. Kontakten kan beskrives gennem forskellige termer som intuition, indsigt eller direkte åbenbaring.

Forestillingerne, om hvad mystikeren oplever, varierer alt efter religiøs tradition, og inkluderer fx troen på eksistensen af en reel virkelighed adskilt fra vores egen, men som ikke kan sanses på normal vis, eller at den menneskelige forstand er i stand til at opfatte denne verden på en måde der ikke kan beskrives intellektuelt eller logisk. Et almindeligt tema inden for mystiske traditioner er at hele verden er en sammenhængende enhed, og formålet med den mystiske praksis er at opleve denne enhed som reel. De vigtigste teknikker for at opnå oplevelsen er meditation og kontemplation."

Hjemme har jeg en interessant bog: The Cloud of Unknowing (Middle English: The Cloude of Unknowyng), som er et anonymt værk skrevet af en kristen mystiker i 1300-tallet. Han skriver: 

"For He can well be loved, but he cannot be thought. By love he can be grasped and held, but by thought, neither grasped nor held. And therefore, though it may be good at times to think specifically of the kindness and excellence of God, and though this may be a light and a part of contemplation, all the same, in the work of contemplation itself, it must be cast down and covered with a cloud of forgetting. And you must step above it stoutly but deftly, with a devout and delightful stirring of love, and struggle to pierce that darkness
above you; and beat on that thick cloud of unknowing with a sharp dart of longing love, and do not give up, whatever happens."

- og 

"When we intend to pray for goodness, let all our thought and desire be contained in the one small word "God." Nothing else and no other words are needed, for God is the epitome of all goodness.. Immerse yourself in the spiritual reality it speaks of yet without precise ideas of God's works whether small or great, spiritual or material. Do not consider any particular virtue which God may teach you through grace, whether it is humility, charity, patience, abstinence, hope, faith, moderation, chastity, or evangelical poverty. For to a contemplative they are, in a sense, all the same. Let this little word represent to you God in all his fullness and nothing less than the fullness of God."

Lignende tanker finder man i østens filosofi, f.eks.: 

Speech and Silence

"Speech is blasphemy, silence a lie. Above speech and silence there is a way out."

I-tuan (義端) one of Nan-ch'uan's great disciples (The Golden Age of Zen 250, 322 n.13)

Inexpressible

"What is inexpressible is inexhaustible in its use."

A Chinese Zen master (The Golden Age of Zen 253, 322 n.19)

Jeg er ikke sikker på, at jeg fuldt forstår disse tanker, men jeg fornemmer, at de "har fat i noget". Vores "hjerners" stræben efter virkelighed er ikke kun sproglig - der er mere at hente. For at slutte, hvor jeg begyndte: jeg mener der er interessante forhold mellem sprog, virkelighed og vores hjerner. Vi ved idag, at der er specifikke sprogcentre i hjernen (Brocas og Wernickes  talecentre) som styrer vores evne til at udtale og forstå sprog. Vores udforskning af verden tvinger os konstant til at udvide og forfine sproget, så vi kan formidle vore erfaringer til hinanden på entydig måde. Endelig er det vigtigt at huske, at vores tilgang til "virkelighed" ikke er ren sproglig. Der er andre indsigter at hente.

Hvorfor Universiteter?

Hvorfor Universiteter?
Skrevet af Johan Fynbo, januar 2014

Siden sidste klumme om Dante og stjernerne er AstroGym forsvundet og vi der var med til at drive AstroGym er spredt for alle vinde. Jeg synes det ville være interessant, at genoplive klummen, da den oprindelige motivation for klummen stadig er stærk, nemlig ønsket om at formidle glæden ved astronomien og naturvidenskab generelt og behovet for at kommentere aktuelle emner og debatter med relation til astronomi og forskning.

Aktuelt er der meget debat omkring reformer af universiteterne i Danmark. Regeringen har vedtaget en fremdriftsreform med den overordnede intention at styrke "dansk økonomi, konkurrenceevne og jobskabelse." Regeringen har også nedsat et udvalg for kvalitet og relevans, der skal foretage et "360-graders eftersyn" af uddannelserne på Universiteterne. I kommissoriet for udvalget står at læse:

Hvert år bruges ca. 14 mia. kr. på taxametertilskud mv. på de videregående uddannelser. Den massive strategiske og økonomiske satsning på at øge antallet af studerende, der gennemfører en videregående uddannelse, kan dog ikke stå alene. Det er vigtigt, at de offentlige investeringer i de videregående uddannelser anvendes målrettet og effektivt til at sikre høj faglig kvalitet i uddannelserne og relevante uddannelser i forhold til efterfølgende beskæftigelse, så de videregående uddannelser bidrager aktivt til vækst, produktivitet og velstand i Danmark. 

Endvidere er den politiske målsætning omkring kvalitet og relevans ifølge kommissoriet bl.a.: 

Kvalitet: De videregående uddannelser skal have højere kvalitet i undervisning og uddannelsesforløb, og alle studerende skal udfordres til at nå deres højeste potentiale. 

Relevans: Fokus for de videregående uddannelser skal i højere grad flyttes fra sidste eksamen til første job, så (a) flere får job i den private sektor, og (b) alle studerende tilegner sig kompetencer, der kan omsættes i relevant beskæftigelse – uanset på hvilket videregående uddannelsesniveau. 

På baggrund heraf synes jeg det er interessant at se på, hvilken role universiteter skal spille i samfundet. Platon grundlagde allerede omkring 387 f.kr. et akademi i Athen helliget filosofien. Lidt senere, omkring 335 f.kr., grundlagde Aristoteles en skole i Lyceum også i Athen, der synes at have mange af de træk, man finder i universiteter idag. Specielt har der været en tæt kobling mellem undervisning og forskning, hvilket også er centralt idag. Den arabiske kulturkreds spillede en vigtig role særligt i årene fra vestromerrigets fald og frem til Mongolernes hærgen i 1200-tallet. Et eksempel er visdommens hus i Bagdad i Irak, hvor man både studerede og oversatte de græske tekster og bedrev ny forskning. I den vestlige verden var klosterne centre for undervisning og lærd tænkning op igennem middelalderen.
Det første egentlige universitet i Europa blev grundlagt i Bologna i 1088, mens vikingetiden var ved at klinge af herhjemme. Ordet "Universitet" kommer fra "universitas magistrorum et scholarium" som betyder noget i retning af "samling af lærere og studenter". 

"Liber ethicorum des Henricus de Alemannia". Henrik af Tyskland forelæser for en gruppe studerende på Bolognas universitet. Billedet er fra en bog fra 1300-tallet og er malet af Laurentius de Voltolina.

Hvad skal et universitets rolle være idag? Jeg har fundet et lidenskabeligt formuleret bud skrevet midt i 1800-tallet af John Henry Newman, der bl.a. var rektor på University college i Dublin:

It is the place to which a thousand schools make contributions; in which the intellect may safely range and speculate, sure to find its equal in some antagonist activity, and its judge in the tribunal of truth. It is a place where inquiry is pushed forward, and discoveries verified and perfected, and rashness rendered innocuous, and error exposed, by the collision of mind with mind, and knowledge with knowledge. It is the place where the professor becomes eloquent, and is a missionary and a preacher, displaying his science in its most complete and most winning form, pouring it forth with the zeal of enthusiasm, and lighting up his own love of it in the breasts of his hearers. It is the place where the catechist makes good his ground as he goes, treading in the truth day by day into the ready memory, and wedging and tightening it into the expanding reason. It is a place which wins the admiration of the young by its celebrity, kindles the affections of the middle—aged by its beauty, and rivets the fidelity of the old by its associations. It is a seat of wisdom, a light of the world, a minister of the faith, an Alma Mater of the rising generation. It is this and a great deal more, and demands a somewhat better head and hand than mine to describe it well.

Det er måske lidt pompøst, men jeg synes også det er er ganske smukt: universitetet skal være helliget søgen efter sandheden og et alma mater for uddannelsen af den opvoksende generation. Mottoerne for Aarhus Universitet og Københavns universiteter er også sigende: "Solidum petit in profundis" som betyder "søger i dybet den faste grund" og "Coelestem adspicit lucem" som betyder "skuer det himmelske lys". Det handler om at søge sandheden/lyset for derved at have et fastere grundlag. I 1988, i 900-året efter grundlæggelsen af Bolognas Universitet, underskrev en samling af knap 400 universitetsrektorer det såkaldte Magna Charta Universitatum, der mere konkret forsøger at definerer værdier og rettigheder for universiteter. Alle danske universiteter er medunderskrivere. Her hedder det blandt andet under "fundamentale principper":

Universitetet er en autonom institution i hjertet af samfund som på grund af geografisk og historisk arv er forskelligt organiseret; det skaber, undersøger, bedømmer og formidler kultur gennem forskning og undervisning. For at opfylde omverdenens behov må dets forskning og undervisning være moralsk og intellektuelt uafhængig af al politisk autoritet og økonomisk indflydelse.

Nu er jeg ved at være fremme ved det dilemma jeg synes vi står i med regeringens nye udspil (og også den tidligere regerings indgreb): hvordan forener vi universiteternes rettelige grav på autonomi med det omgivne samfunds rettelig behov for at "få noget for pengene"? Hvordan fastholder vi universitetet som stedet for den højeste lærdom i en situation, hvor antallet af studerende f.eks. ved Københavns Universitet er vokset fra ca. 4000 i år 1900 til ca. 40.000 idag? Her vil jeg blot lufte nogle få synspunkter: 

• Det er glædeligt, at regeringen sætter fokus på kvalitet. Taxametersystemet har uvægerligt flyttet fokus i uddannelserne fra kvalitet til kvantitet, så en bevægelse i den modsatte retning er tiltrængt.
• Jeg synes man skal passe på ikke at skære al videregående uddannelse over én kam. Professionshøjskoler, ingeniørhøjskoler, handelshøjskoler og universiteter har forskellige, alle vigtige roller at spille, men de passer ikke ned i samme skabelon.
• Jeg synes der ligger en fare i at flytte fokus over imod "vækst, produktivitet og velstand". Universitetets bidrag til samfundet er meget bredere og dybere end disse tre. Her tænker jeg på den grundlæggende værdi, der har været bærende siden grækerne: søgen efter sandhed. Universitetets hovedopgave er at bedrive grundforskning og forskningsbaseret undervisning. Dette bidrager på længere sigt i høj grad til vækst, produktivitet og velstand (tænk bare på, hvad kvantemekanikken har ført med sig), men dette er et afledt gode og ikke den primære motivation. Det er ogå værd at citere Bohrs vision fra hans åbne brev til FN: "En åben verden, hvor ethvert folk kan hævde sig alene ved sine bidrag til den fælles menneskelige kultur og ved den hjælp, det med sine erfaringer og hjælpekilder kan yde andre, må være det mål, der bør sættes over alt andet.". Vi har brug for visioner af den kaliber ved siden af eller måske endda over vores stræben efter øget vækst, produktivitet og velstand (som naturligvis er vigtigt, så længe det er bæredygtigt).
• Jeg synes, der er værd at overveje, hvor meget skiftende regeringer egentlig skal blande sig. Den forrige regering har jo netop, med et bredt flertal bag sig, vedtaget en ny universitetslov. I loven står der i §10: "Bestyrelsen er øverste myndighed for universitetets interesserer som uddannelses- og forskningsinstitution og fastlægger retningslinjer for dets organisation, langsigtede virksomhed og udvikling." Hvis folketinget virkelig mener dette, så synes jeg men skal prøve at træde et skridt tilbage, sikre en stabil financering med mindst 3-5 årig horisont og så lade bestyrelserne lægge kursen. Dette synes også at være i bedre overensstemmelse med magna charta universitatum.
• Endelig; det kunne være spændende, hvis man kunne få mere forskning ud i gymnasierne. Mange utroligt dygtige forskere kan ikke få faste stillinger på universiteter. Hvis nogle af disse med ansættelse i gymnasieskolen kunne få mulighed for at forske (f.eks. 20% af tiden) kunne man opnå meget godt: for de af lærene, der er interesserede ville det være en glæde at få mulighed for at fortsætte forskningen. De dygtigste elever ville kunne blive involveret og for forskningen ville det være en gevinst. En såden ordning ville også skabe en bedre forbindelse mellem gymnasier og universiteterne og måske forbedre rekruteringen.

Dante og stjernerne

Dante og stjernerne
Skrevet af Johan Fynbo, August 2003

I min sommerferie har jeg haft stor fornøjelse af læse Dantes "Gudommelige Komedie". Komedien er ikke en komedie i den forstand vi idag bruger ordet, men en poetisk beskrivelse af Dantes vandring i gennem de tre dødsriger: Helvede, Skærsilden og Paradiset i påskeugen år 1300. Komedien er skrevet af Dante Alighieri (1265-1321) fra Firenze, formodentlig i årene 1304-1321. Komedien giver et vidunderligt indblik i verdensbilledet i den sene middelalder, både fysisk, filosofisk og religøst. Dante bliver først ledt igennem Helvedet og Skærsilden af oldtidsdigteren Vergil, der er et stort forbillede for Dante. Vergil befinder sig selv i Limbo, der er den mildeste del af Helvedet. Her ender alle de, der døde uden at have modtaget dåben. I Paradiset bliver Dante ledt af sin Beatrice, en kvinde som Dante elskede hele livet, men aldrig fik.



"Dante og de tre kongedømmer" af Domenico de Michelino (1417-91)

Det mest slående ved verdensbilledet anno 1300 er i mine øjne, at alt gennemstrømmes af guddommelig retfærdighed og guddommelig kærlighed. Først Vergil og dernæst Beatrice oplyser Dante om denne kosmiske orden, og undervejs i denne dannelsesrejse spiller astronomien en fremtrædende rolle. Dante bruger astronomien både som billede på den kosmiske orden og samtidig til at illustrere, hvordan tiden går under vandringen (turen tager tre dage - én dag per dødsrige - på samme måde som Kristus opholdt sig tre dage i dødsriget efter korsfæstelsen). I denne klumme vil jeg give nogle eksempler på Dantes brug af Astronomien og derved komme lidt ind på Dantes og dermed middelalderens verdensbillede. Som altid har andre fået denne ide før mig og også udført den meget bedre, så den interesserede læser kan med fordel læse mer (på engelsk) her.
I Helvedet kan ingen se stjernerne, så det er først i Skærsilden, at stjernerne kan ses. Beskrivelsen af vandringen i Helvedet afsluttes med ordene (I Ole Meyers oversættelse):

Min fører og jeg selv fulgte nu vejen
der leder op imod den lyse verden;
og uden at bekymre os om hvile
klatred vi begge op - han først, jeg efter -
indtil et rundt hul øverst lod mig ane
en flig af himlens skønhed. Derfra steg vi
omsider op, og genså nattens stjerner.

På den anden side af hullet ligger Skærsildsbjerget. Skærsildsbjerget ligger i Dantes univers på den sydlige halvkugle, antipodisk i.f.t. den hellige by Jerusalem på samme måde som nordpolen og sydpolen er antipodiske. Modsat hvad man ofte hører, så er der altså i middelalderen ingen tvivl om at Jorden er rund. Dante skriver om himlen set fra stranden foran Skærsildsbjerget:

Blidt som en østerlandsk safir i farven
var himmelrummet mine øjne nu så
og glædede sig ved, da jeg steg op fra
den døde luft, hvor øjnene og brystet
blev tynget ned af gruen som jeg mødte.
Det himmellegeme der vækker lysten
til kærlighed, optændte himlen østpå
mens Fiskene, der fulgte bag det, blegned.
Jeg vendte mig mod højre og betragted
himlen mod syd: der så jeg fire stjerner
som kun de første menneskers blik har skuet,
og himlen lystets op, ligesom af glæde -
du stakkels halvkugle mod nord, hvor fattig
er du, som ikke ejer disse stjerner!

Med andre ord er Venus i øst, mens stjernetegnet Fiskene blegner p.g.a. den tiltagende sol i øst - det er tidlig morgenskumring på vandringens anden dag. På den sydlige himmel, som ingen (Europæer) dengang havde set, ser Dante fire fantastiske stjerner. Dette skal nok ikke forståes som Sydkorset, men fortolkes normalt ifølge Ole Meyers fortrinlige noter som et billede på de fire kardinaldyder Klogskab, Retfærdighed, Mod og Mådehold. I starten af II sang skriver Dante, i form af den altvidende fortæller:

Solen var allerede nået ned til
den horisont hvis zenith hviler over
Jerusalem. På Jordens anden side
steg Natten op af Ganges; endnu bar hun
på Vægten, som hun siden lægger fra sig
når hendes tur er kommet til at herske.

Med andre ord er det ved at blive nat i Jerusalem, der jo ligger antipodisk i.f.t. Skærsildsbjerget. Lidt senere, i sang IV, er Dante og Vergil kommet lidt op ad bjerget. Her er Dante i fortællingen i modsætning til Dante som fortæller ikke klar over tingenes rette sammenhæng:

Her satte vi os begge for at hvile,
med ansigtet mod øst, der hvor vi kom fra,
og frydede os ved vejen der lå bag os.
Jeg retted først mit blik dybt ned mod stranden,
og dernæst op mod Solen - og forbøffet
så jeg at lyset ramte os fra venstre.
Min digterven bemærked at jeg stirred
forbavset på den lysets vogn hvis bane
gik nordlig, ikke sydligt over himlen.

Vergil ser altså, at Solen står i nord som den jo rigtig nok gør på den sydlige halvkugle. Vergil forklarer ham herefter den rette sammenhæng, hvorefter Dante svarer:

- "Klart indser jeg nu, mester," sagde jeg, "hvordan
jeg før tog fejl; for dine ord har vist mig
ideen: selve cirklen som beskriver
en midterlinie i den høje himmel -
den som af nogle kaldes for Ækvator,
og stedse står imellem sol og vinter -
den må, som du forklarer, fremstå herfra
som nordlig, mens de gamle jøder så den
ned mod de varme lande, altså sydlig.
..."

Senere, i sang XVI kommer Dante ind på astrologien. Han har truffet Marco Lombarderen der i Skærsilden soner sin hidsighed ("løser vredens knude" kalder Dante det). Fortvivlet over menneskets svaghed overfor synden vil Dante vide om dette skyldes himlen, altså indflydelsen fra planeterne:

"... men sig mig grunden, ber jeg dig! Og vis mig
hvem der har ret: er himlen skyld i dette?"
Han sukked dybt: et halvkvalt "Huuj" af smerte
kom først, og derpå fatted han sig sådan:
"Min broder, du er blind som verden er det.
I levende tror himlene er årsag
til alt der hænder - som om deres kredsløb
bevæged alle ting af nødvendighed.
Men var det sådan, ville det jo stride
mod selve viljens frihed, og mod loven
der straffer ondskab og belønner godhed.
Det himlen gør, er blot at den bevæger
jer første gang, og det endda kun delvis;
men selvom det var mer, fik I dog lyset
der viser godt og ondt, og frie viljer
der først kun kæmper svagt mod himlens stjerner,
med siden vinder, hvis de næres rigtigt.
..."

Der er her tale om tanker, der går tilbage til Aristoteles forestillinger om den første bevæger - den første årsag. Der er nok nogen indflydelse fra stjernerne, men ikke vedvarende. Det udelukkes med det moralsk argument, at der ikke ville være nogen skyld, hvis viljen ikke var fri.
Henunder aften, da vandringen op ad Skærsildsbjerget nærmer sig sin afslutning, bruger Dante igen astronomien til at angive tidspunktet (sang XXVII):

Som når dens første stråler netop skælver
på stedet hvor dens skaber måtte bøde,
og vægten stiger op over Ebros vande
mens Ganges brænder under middagsheden -
stod solen nu: således hælded dagen
mod aften, da Guds engel kom til syne.

Ebro er en flod i Spanien. Dante troede der var omtrent seks timers tidsforskel mellem Indien og Israel og tilsvarende seks timers tidsforskel mellem Israel og Spanien. Endelig er der jo tolv timers tidsforskel mellem Jerusalem og Skærsildsbjerget, der jo som sagt ligger antipodisk i det middelalderlige verdensbillede. Da fortællingen foreår i Påsken, altså lige efter forårsjæøgn, er dagen 12 timer lang. Når solen står op i Jerusalem er det midnat i Spanien, middag i Indien og solnedgang på Skærsildsbjerget.
Paradiset befinder sig i de øvre himmelsfærer (fra månen og opefter), så derfra kan man ikke se himlene på sædvanlig vis. Skærsilden afsluttes med ordene:

Af hellig bølge steg jeg op på stranden,
genfødt og ny, som når de unge træer
om foråret fornyes med nye blade -
ren, rede til at møde himlens stjerner.

Jeg synes Dantes "Guddommelige komedie" er en fantastisk smuk beskrivelse af den totale orden, guddommelig retfærdighed og kosmos, der kendetegner verdensbilledet i den sene middelalder. Ikke længe efter Dante skulle dette verdensbillede blive rystet og bryde sammen først med renæssancens (gen)fokuseren på og øgede tro på menneskets fornuft og for alvor med den Kopernikanske revolution og den for kirken meget uheldige historie med dommen mod Galileo Galilei. Den holdning renæssancen brød med fremstilles meget godt i Skærsilden sang III, vers 33-44:

Kun tåber tror at vor fornuft kan følge
de underfulde veje som han vandrer
hvis væsen sammenfatter tre personer.
Slå jer til tåls, I mennesker, med et Quia!
For hvis I så og fatted alt til fulde,
var jo Marias barsel overflødig;
og I har set hvor ivrigt andre stræbte,
men kom til kort, til trods for deres evner;
de længes nu til evig tid i Limbo
- jeg mener Aristoteles og Platon
og fler med dem...

Der er en slående forskel på vores verdensbillede idag og det, der var fremherskende på Dantes tid. Dengang var der komplet harmoni mellem Filosofien, Fysikken og Teologien. Middelalderen var ikke uvidende om fysiske love - f.eks. står der i Skærsildens sang XV, vers 10-24 i.f.m. synet af en engel:

Med ét fornemmed jeg et lys der ramte mit ansigt med langt større glans og styrke end nogensinde før på vores vandring: jeg løfted hånden op til brynet og skærmed for den lyskilde der ganske forvirred mig og blændede mine øjne. Som når fra vandets eller lysets flade en stråle kastes op i modsat retning i samme vinkel som den før faldt nedad, idet den fjerner sig i samme afstand fra linien som en sten der falder, følger (hvad både teori og praksis viser), således var det som om jeg blev ramt af et lys der reflekteredes foran mig, og hastigt flygted mine øjne for det.

Her beskrives den grundlæggende lov for al optik, nemlig at udfaldsvinklen er lig indfaldsvinkel, når lys reflekteres. I Paradiset, sang II er der en lang diskussion af, hvorfor der er mørke og lyse områder på månen. Her argumenteres der både ud fra Aristoteles, fysiske eksperimenter ("...men indvendingen holder ikke hvis man gør et eksperiment - og den metode er kilde til al kunst og viden hos jer..." siger Beatrice i vers 94-96) og teologisk/filosofiske overvejelser. Den primære forskel mellem deres og vores verdensbillede er i mine øjne at deres præmis for verdensbilledet var denne totale harmoni mellem det religiøse, filosofiske og fysiske verdensbillede. Det grundlæggende var biblen og fortolkninger heraf.
I dagens Danmark findes der ingenlunde en harmoni, hvad de seneste skriverier og læserbreve omkring Thorkild Grosbøll, præsten i Taarbæk, illustrer udemærket. Forholdet er mest i den protestantiske verden i ufrugtbar grad blevet trukket skarpt op: hvis man er kristen anses man for håbøs idiot af dem, der anser sig for værende i overensstemmelse med det såkaldt moderne verdensbillede og vice versa. Under alle omstændigheder er det idag op til den enkelte at finde sit synspunkt og et verdensbillede, hvilket i sig selv er godt. Men det betyder også, at vi til en vis grad lever i hver vores verden.

Det antropiske princip

Det antropiske princip
Skrevet af Johan Fynbo, Maj 2002


I middelalderen vidste enhver (i hvert fald de lærde), at mennesket - skabt i Guds billede - blev sat på jorden af Vor Herre for omkring 5000 år siden. Dette verdensbillede fik sit første skud for boven i Renæssancen i kraft af den Kopernikanske revolution, der fjernede jorden fra universets centrum, og via opdagelsen af arternes udvikling af Charles Darwin forsvandt også menneskets særegne position blandt klodens mælende og umælende væsener. I takt med denne erkendelsesmæssige udvikling har mennesket fjernet sig mere og mere fra enhver form for speciel betydningsfuld position i verden. Dette standpunkt er ophøjet til lov i det såkaldte Kopernikanske princip, der kort og godt lyder: "Vi er ikke i verdens centrum."

Imidlertid er der et andet (kontroversielt) princip som på en måde bringer mennesket, og mere generelt livet, tilbage på banen. Kernen i det Antropiske princip er, at der er ikke- trivielle konsekvenser af det faktum, at vi mennesker og livet generelt findes. Brandon Carter formulerede i 1974 det såkaldt svage antropiske princip på følgende måde:

"Hvad vi kan forvente at observere er begrænset af de betingelser, der er nødvendige for vores tilstedeværelse som observatører."

Med andre ord lægger det faktum, at vi findes nogle begrænsninger på hvilke egenskaber universet kan have. Universer med egenskaber, der ikke tillader liv er udelukkede - for i sådanne universer ville vi jo logisk nok ikke kunne findes, endsige observere. Det lyder jo ret trivielt. Når det alligevel ikke er trivielt er det fordi vi ikke behøver at ændre ret meget på nogle af de fundamentale fysiske konstanter før mulighederne for liv ændres radikalt. Nogle af de mest kendte eksempler herpå er:

Styrken af den stærke vekselvirkning: Den stærke vekselvirking er den kraft, der holder atomkernerne sammen. Hvis styrken af denne kraft var en anelse stærkere (ca. 13%), så ville to protoner kunne hænge sammen som en Helium-2 kerne. Dermed ville alle protonerne få minutter efter Big Bang to og to være gået sammen og lavet Helium, så der ikke ville være noget Brint tilbage. Det ville have reduceret stjerners livstid dramatisk, så de ville brænde ud i løbet af få millioner år i stedet for flere milliarder år som tilfældet er for solen. Dermed ville der ikke være tid til, at livet kunne opstå. Hvis styrken af den stærke vekselvirking var få procent svagere, så ville Deuteronen (en proton og en neutron - også kendt som tungt Brint) ikke længere været bundet. Så ville der slet ikke blive dannet Helium efter Big Bang eller siden hen. Det ville også være fatalt for mulighederne for liv.

Vands egenskaber: I modsætning til en række andre stoffer, så har vand i væskeform større massefylde end i fast form (is). Det betyder, at is flyder oven på vand, og at søer og have derfor fryser oppe fra og ned. Det betyder endvidere, at det er svært for havene at fryse fuldstændigt til fordi isen dannet på overfalden har en isolerende virkning på vandet under isen. Hvis det var omvendt - altså hvis is var tungere end vand, så ville havet fryse nedefra og op og det ville være meget lettere at fryse havene til. Det ville også være fatalt for livet på jorden. Vand har også en række andre egenskaber med stor betydning for livet.

Energi-niveauerne i Kulstof-12: Den just afdøde engelske astronom Fred Hoyle, der er mest kendt i bredere kredse for sin stærke modstand mod Big Bang teorien, beregnede i 60erne, hvordan grundstofferne kunne dannes i stjernerne. Kulstof dannes ved, at tre Helium-kerner fusionerer - en process der er langsom fordi man altså må have tre Helium-kerner bragt tæt sammen. For at kunne danne kulstof i de mængder vi ser i universet idag, og som er afgørende for livet som vi kender det, var Hoyle nød til at postulere eksistensen af et energi-niveau (en såkaldt resonans) i kulstof-12 kernen med en energi, der netop svarer til den typiske termiske energi af Helium-kerner i stjerners centre. Uden et sådant energi-niveau ville det simplethen ikke være muligt at lave kulstof. Det blev efterfølgende eksperimentielt eftervist, at der faktisk findes et sådant energi-niveau med netop de rigtige egenskaber i kulstof-12 kernen.

Der findes en lang liste af andre egenskaber ved naturlovene som kunne skulle være en lille anelse anderledes for at umuliggøre mulighederne for liv (se f.eks. her). Spørgsmålet er så: hvorfor er universet tilsyneladende så fin-indstillet til liv som det er? Det er dette spørgsmål der har affødt det antropiske princip. Logisk set er der to muligheder - begge slående og radikale. Den første mulighed er, at der findes umådelig mange universer i hvilke de fysiske konstanter antager helt tilfældige værdier. Vi bebor et af de sære, sjældne af disse mange universer i hvilket de fysiske konstanter tilfældigvis er sådan, at livet er muligt. Alle de andre universer er golde og døde, altså uden liv. Den anden mulighed kaldes det stærke antropiske princip og lyder "egenskaberne ved universet er sådan, at liv nødvendigvis vil opstå." Et eksempel herpå er det teistiske svar på universets finindstilling, nemlig at universet er skabt til at kunne rumme liv. F.eks. skriver Esajas (45,18) :

[...] himlens skaber, han som er Gud, han som dannede jorden og frembragte den, han som grundfæstede den; han skabte den ikke i tomhed, men dannede den til beboelse [...]

Andre søger efter mere "naturlige" forklaringer som f.eks. Professor Holger Bech Nielsen, der undersøger om der findes en fysisk teori i hvilken konstanterne simpelthen ikke kan undgå at være som de er. Edward Harrisons (professor emeritus i fysik og astronomi ved Masachusetts universet) skriver i sin bog "Cosmology":

"På nuværende tidspunkt kan vi foretrække enten antropiske eller teistiske ideer eller helt ignorere emnet og koncentrere os om mere funktionelle spørgsmål. På den ene side har vi ideen om, at vores univers kun er et af en mangfoldighed af universer, og nødvendigvis er som det er fordi vi eksisterer, eller på den anden side har vi ideen om, at vores univers er over-naturligt designet, en ide der stopper videre videnskabelig undersøgelse. Givet et valg mellem et over-naturligt væsen hensides rationel undersøgelse og en ørken af golde og tomme universer ville de fleste sandsynligvis vælge det første."

Mit synspunkt er det følgende: det er overordenlig interessant, at universet ser ud til at være så veltilrettelagt for liv som det er, men jeg foretrækker ikke (straks) at udelægge dette som bevis for dette og hint, f.eks. Guds nedlagte plan med skaberværket eller lignende. Der har været for mange af den slags Guds-beviser gennem historien, og de tjener egentlig ikke noget formål. Jeg tror egentlig heller ikke, at den religiøse overbevisning kommer fra den slags "beviser" - det er mere uudgrundeligt. Snarere bør vi lade sagen stå åben som en kilde til inspiration i vores videre studium af universets beskaffenhed. Men jeg finder det alligevel dejligt, at mennesket måske alligevel ikke bare er et ligegyldigt sandkorn på stranden.